Genoptryk af kronik i Weekendavisen fra 2007 med forfatterens tilladelse.Se også i dag: Artist convicted of racism speaks out

Brændpunkt. Kunstscenen buldrer deruda’ med sine infantile pangfarver og kynisk kommercielle værker. Heldigvis er der i Århus en iransk kunstner, som har forstået, at kunst er mere end dekoration og investering.

Af Uwe Max Jensen

Kunstscenen buldrer deruda’ efter maleriets genkomst (igen-igen) og prisernes himmelflugt. Men den pågående professionalisering af kunstmarkedet synes at afstedkomme, at kunstnerne i stigende grad retter ind efter markedets krav. Dermed fortrænges den indholdstunge kunst til periferien, mens krasse kulørerog præpubertære pigefantasier udført af granvoksne kvinder, der burde vide bedre, tager opmærksomheden.

Heldigvis er der enkelte kunstnere, der fastholder, at kunsten har andre potentialer og funktioner end at optræde i den ensidige rolle som dekorativt element.

Én af de kunstnere er iranskfødte Firoozeh Bazrafkan, som er under uddannelse på Det jyske Kunstakademi i Århus.

Firoozeh Bazrafkan er i øjeblikket aktuel med udstillingen »Vantro « i det århusianske kældergalleri Artboks, og den unge billedkunstners installation viser, at hun netop tør insistere på, at kunsten har værdi som andet end dekoration og investering. Samtidig rammer Firoozeh Bazrafkan med sin installation ned i et brændpunkt, hvor flere højaktuelle temaer løber sammen.

»Vantro « består af flere elementer. Dels en opslået koran (A.S. Madsens danske oversættelse fra 1967) placeret på en klar plexiglas-sokkel. I Koranenhar Firoozeh Bazrafkan med en fluorescerende spritpen fremhævet ordetvantro , hver gang det forekommer (ordet vantro forekommer 347 gange iKoranen , fremgår det af kunstnerens pressemeddelelse), og dette kunstneriske greb har Firoozeh Bazrafkan også overført til galleriets fire hvide vægge, hvorpå hun med sort spraymaling har skrevet vantro angiveligt 347 gange.

Mens koran-delen af Firoozeh Bazrafkans værk er stringent med en ny ognæsten ubrugt koran anbragt ophøjet svævende på den klare plexiglas-sokkel placeret midt i installationens hjerte, har de spraymalede ord på galleriets vægge, der omgiver Koranen , en mere personlig og ekspressiv karakter.

Ordet vantro dækker altså galleriets vægge fra gulv til loft, men der er ikke tale om nogen repetitiv gentagelse. Hvert enkelt ord er skrevet med en unik håndskrift – fra det svungne og ornamentale til det kantede – der ad- ogudskiller ordet fra de omkringstående. Dermed insisterer Firoozeh Bazrafkan på de enkelte ords forskellighed og individualitet trods deres formelle lighed, ogdet er nok muligt at strække tolkningen derhen, at kunstneren ikke kun insisterer på ordenes ret til forskellighed, men også på personers ret til samme.

Firoozeh Bazrafkan er født i Iran i 1982. Hun kom til Danmark fire år senere. Firoozeh Bazrafkans mor er sufi, men datteren har øjensynlig ikke fået Koranen ind med modermælken. Til det netbaserede kunsttidsskrift aarhus.nu fortæller kunstneren i hvert fald, at hun fik ideen til »Vantro « på biblioteket. Her faldt Firoozeh Bazrafkan tilfældigvis over Koranen , og da hun begyndte at bladre i den, slog det hende, hvor mange gange ordet vantro forekom i Koranen . Firoozeh Bazrafkan købte herefter sin egen koran, som hun gennemlæste systematisk bevæbnet med en fluorescerende spritpen, som kunstneren brugte til at fremhæve ordet vantro de 347 gange, ordet var at finde på Koranens sider.

I pressemeddelelsen kan man læse følgende om kunstnerens greb:

»Firoozeh Bazrafkans værk består på en og samme tid af 347 ord og 1 ord. Det er et tælleværk, hvor Firoozeh har talt, hvor mange gange ordet vantrooptræder i Koranen , og det gør det 347 gange. Det er ikke ment som et politisk værk, men nærmere et matematisk værk. Samtidig erkender hun dog, at det ikke er muligt at lade værket være et helt apolitisk værk.«

Over for aarhus.nu uddybede Firoozeh Bazrafkan på udstillingens ferniseringsdag denne problematik:

»Jeg ved godt, at man ikke må udstille eller strege i Koranen , og mit værk er bestemt ikke lavet for at gøre nogle muslimer vrede. Mit værk er derimod en undersøgelse af, hvad Koranen er for en bog og samtidig et billede på, at jeg selv er vantro . Det er mig selv, jeg streger over.«

I den danske lovgivning er der fuld hjemmel til at udstille og strege i Koranen , men Firoozeh Bazrafkan tager alligevel udenomsparlamentarikerne i ed, og det er selvfølgelig sigende. Men det skal ikke være anliggendet her. Årsagen er nok de fleste bekendt. Derimod er det vigtigt at pointere, at Firoozeh Bazrafkans udsagn: »Det er mig selv, jeg streger over,« heldigvis er mere subtilt end som så. En banal analyse ville konstatere, at Firoozeh Bazrafkans udsagn er selvudslettende. Men det er udsagnet ikke.

Når Firoozeh Bazrafkan streger sig selv over, fjerner hun sig fra Koranen . Ogskriver sig selv fri. Det understreges af værkets fysiske del, hvor Firoozeh Bazrafkan netop ikke streger ordet vantro over, men derimod lader det træde frem af teksten og tydeliggør ordet som noget vigtigt ved hjælp af en fluorescerende pen. Og for at det ikke skal være løgn er dette greb altså ført ud på væggene, hvor det nærmest som et billede på det sekulære samfund næsten omslutter den udstillede koran. På den baggrund er det rimeligt at antage, at der ikke er noget selvudslettende over Firoozeh Bazrafkans installation. Værket insisterer derimod – nærmest besværgende – på den enkeltes ret ogvilje til at være vantro og dermed vælge en livsbane frigjort fra religionens greb.

Da jeg opsøger Galleri Artboks, der er et ikke-kommercielt galleri med begrænsede og i nogle tilfælde uregelmæssige åbningstider, for at se Firoozeh Bazrafkans udstilling, er galleriet lukket. Ydermere er galleriets hjemmeside nede, og jeg kan ikke få kontakt med en, der kan lukke mig ind.

Ad omveje får jeg over telefonen fat i Firoozeh Bazrafkan, som tilfældigvis er på vej ned til galleriet for at vise sin mor udstillingen. Jeg får lov til at koble mig på den fremvisning.

I galleriet bærer udstillingsrummets ene halvdel stadig præg af den foregående fernisering. Der er kildevand fra Carlsberg, to kasser »Ren pilsner« og nogle flasker vin, der gudhjælpemig er af mærket »Jeanne d’Arc«. I den anden ende af galleriet – på betryggende afstand af den profane urbanitet, der er knyttet til en kunstfernisering – findes selve installationen.

Jeg spørger Firoozeh Bazrafkan, om der har været nogen pressedækning af udstillingen. Udover kunsttidsskriftet aarhus.nu’s kombinerede anmeldelse ogreportage fra ferniseringen har der ikke været nogen pressedækning, oplyser kunstneren. Men hun siger også noget andet interessant.

Firoozeh Bazrafkan fortæller, at hun har sendt en mail til Politiken for at få avisen til at omtale udstillingen, og ifølge kunstneren har Politiken svaret, at avisen ikke vil skrive om udstillingen på baggrund af Muhammed-sagen. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg finder en sådan mail fra Politiken interessant. Ikke alene understreger en sådan mail, at Politiken åbenbart fastholder sin mildest talt besynderlige linje fra sagen om Muhammed-tegningerne, men hvad værre er: en sådan mail understreger, at Politiken åbenbart ikke er i stand til at skelne mellem enkelte kunstneres værker og Jyllands-Postens tegninger, hvilket netop var et af avisens vægtigste argumenter under Muhammed-krisen. For Politiken er det desværre alle over én kam, når emnet berører avisens store tabu: islam.

Jeg beder Firoozeh Bazrafkan om at få lov til at læse Politikens mail. Det indvilliger hun i. Men jeg får aldrig mailen at se, og jeg ved derfor ikke, om den eksisterer.

Hvis Politiken vitterlig har svaret, som kunstneren fremstiller det, er det naturligvis endnu et virkningslag i et enkelt udført men tolkningsmæssigt komplekst kunstværk. Men jeg vil ikke fortabe mig i denne pointe. Det iøjnefaldende ved Firoozeh Bazrafkans kunstværk er derimod, at en dansk kunstner med muslimske rødder for første gang forholder sig specifikt kunstnerisk til sin kulturelle og religiøse bagage. På den baggrund er det et usandsynligt og ligefrem epokegørende værk, som Firoozeh Bazrafkan har skabt med installationen »Vantro «.

Mens kunstscenen buldrer deruda’ med sine infantile pangfarver og værker, der for broderpartens vedkommende ikke er andet end kynisk kommercielle, er der helt andre og langt vigtigere ting på spil i noget så ydmygt som et kælderlokale i provinsen. Her brydes grænserne mellem fundamentalismens mørke og civilisationens lys.

Uwe Max Jensen er performance- og billedkunstner. Han er repræsenteret på flere museer i ind- og udland, herunder på Mamco i Genève. Mest kendt er han for sit »midlertidige gavlmaleri« i Brande. Udført med naturens pensel og kroppens iboende materialer. I øjeblikket er Uwe Max Jensen under uddannelse til journalist på Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Han gennemførte uddannelsens praktiktid på Herning Folkeblads Ikast-redaktion.

Mere om Firoozeh Bazrafkans kunst hos Sappho, på kunstnerens hjemmeside og hos bloggen Sort Sonofon.