7
nov
Seneste opdatering: 1/6-14 kl. 1346
7 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Står der i en af kronikkerne idag i anledningen af 100-års dagen, som jeg har set men ikke skaffet digitalt. Da jeg gik i 2 g var “Den Fremmede” obligatorisk i franskundervisningen. Jeg ved ikke med idag, jeg ved heller ikke, hvor meget jeg forstod, men nok til at jeg læste det meste af Camus, da jeg blev mere voksen, og det er vel hvad en god skole ligesom forældre kan nå: at sætte en på gode skinner. De bedste dokumentarer om ham er på fransk uden undertekster, og denne BBC er skåret ud i små bidder på 10 minutter. Hvor skal man begynde? Hans passionerede essays om Algier og ungdommen? Med Nobeltalen fra Stockholm i 1957, der rækker ind i vores tid? Et eller andet sted, så kommer resten:

Each generation doubtless feels called upon to reform the world. Mine knows that it will not reform it, but its task is perhaps even greater. It consists in preventing the world from destroying itself. Heir to a corrupt history, in which are mingled fallen revolutions, technology gone mad, dead gods, and worn-out ideologies, where mediocre powers can destroy all yet no longer know how to convince, where intelligence has debased itself to become the servant of hatred and oppression, this generation starting from its own negations has had to re-establish, both within and without, a little of that which constitutes the dignity of life and death.

Louis-Ferdinand Céline: Fra det ene til det andet

Mens jeg ledte efter den bedste Camus-dokumentar, stødte jeg på et fascinerende nyuploadet interview med en af det 20 århundredes andre helt store skikkelser, hvis liv man ikke så gerne taler mindes, som ikke er helt ædelt, men hvis litterære indflydelse om muligt er større end Camus’. Intervieweren forsøger delvist forgæves at få ham til at tale om “Fra det ene slot til det andet” (1957),  der lige må være kommet.

Men han taler om slædehunde på Grønland, bryggerheste, vold, Rosenborg Slot, Ludvig d. 14, det respektable ved fængsler, tyrkernes angreb på Wien, det tunge, træge, fordrukne menneske, og hvis ikke man ved, at han taler som han skriver i et voldsomt associationspres, tror man han er gal. Men læg mærke til hans store hænder, der ligger helt ubevægelige under hele interviewet. Han er hjemme i sin egen verden.

Hvis livet ikke havde kastet ham så voldsomt rundt, hvis ikke han havde kæmpet ved Ypres og blevet hårdt såret, hvis ikke de øjne havde set så meget i Afrika og Amerika og som fattiglæge, været seks år i eksil i Danmark, havde han måske skrevet digte eller slet ikke skrevet. Se det et par gange, han er ikke gal, han slutter endda i et stort smil efter af have beskrevet menneskets uendelige tunghed. Hvilket sprog.

»Shipbuilding«

Måske en af de sarteste tekster om krig i populærmusikken, nogle af Bob Dylan skiller sig også ud, men de er ikke så blide som denne. Jeg syntes, den var smuk længe inden jeg anede, hvad den handlede om. Krigene som altid er der, sluttede ikke i 1983 da den blev skrevet, de er til stede hele tiden nu og da kun som mulighed. Man hører også to soli af Chet Baker på den. Within days Costello had produced what he described as “the best lyrics I’ve ever written”. Man kan sige meget godt og skidt om Thatcher, som er anledningen til den, men lyrisk var hun fandeme ikke. Det ligger i det hele taget ikke til dem, der tiltrækkes af branchen. Elvis Costello: Shipbuilding. (tekst)

For at få lidt mere med nogle af de mange, der gerne har villet arbejde med Costello, måtte jeg selv uploade duetten af Gram Parsons legendariske kærlighedssang, som Costello sang med Emmylou Harris i Grand Ol Opry i 2005 eller 2006.

Nederst ser man hele Chet Bakers koncert i Ronnie Scotts fra 1986, hvor Costello medvirker på nogle numre, og interviewer Chet Baker imellem hvert nummer. Van Morrison er også med på bla. Send in The Clowns (min 17:30). Optagelsen var to år inden han en nat faldt ud af vinduet på Hotel Prins Hendriks i Amsterdam og slog sig ihjel, muligvis i en ulykke.(Man kan også se hele Let’s Get Lost – Chet Baker Documentary på You Tube.)

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

7 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
trackback

[…] fantasi til at forestille mig politikere og vælgeres næsten ufattelige, åndelige træghed. (Se Ferdinand Celine). Sverige er som et hus, der er gået termitter i. Det ligner et hus til det sekund, det braser […]

trackback

[…] Den endnu levende ven fandt på denne blogs navn, og var den første fremmedfjendtlige person, jeg mødte. Det var i 1985, to år efter udlændingeloven af 1983. “Det bliver noget lort”, sagde  han. Han er religionshistoriker, og han vidste det bedre end jeg.  Det tog mig endnu ti år at opdage det, men jeg trøster mig ved, at de fleste var meget længere om det. Demokratiets problem er først og fremmest trægheden. Louis-Ferdinand Céline taler om menneskets uendelige tunghed i et hypnotiserende sprog. […]

Crass Børsting
Crass Børsting
10 years ago

Céline er en af mine sorte husguder. Desværre rækker mit franske ikke til at forstå hans talestrøm, og de engelske undertekster forekommer ikke gode. Men tak alligevel for dette syn af den ydmygt insisterende digter.

Voldposten
10 years ago

Vi dissidenter bør afgjort læse Camus’ fantastiske essay om at leve i en absurd verden: “Sisyfos-Myten”.

Voldposten
10 years ago
Reply to  steen

…det hjælper, hvis man har Mozart’s “Don Giovanni” kørende i baggrunden… 😉

NielsC
NielsC
10 years ago

Smuk, som altid indsigtsfuld om musik. Tak.
Jeg var på et History Workshop (Gode historikere, men ret venstreorienterede) i Oxford tror jeg lige efter Falkland. Deres problem ( og Elvis’s) var at de hadede Thatcher så meget at de hellere ville støtte de argentinske lystmordere, der ikke vidste noget bedre at dumpe venstre orienterede fra fly ud over atlanterhavet. – Tak for kaffe.

7
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x