Tænkte jeg det ikke nok. Jeg ved ikke, om nogen husker Edith Cresson, der var minister under Mitterand:

“The English are not interested in women. It is astonishing. I remember strolling about in London and men in the streets don’t look at you. In Paris, the men look at you all the time,” she said, adding the suspicion that one in four Englishmen might be gay.

Hun var til gengæld meget fransk. Efter et år møtte hun træde tilbage på grund af nepotisme og korruption. 18th century painting of Catherine the Great ‘looks like David Cameron in drag’

Geoffrey Cain: Gensyn med Ondskabens Ikon, PDF

Nu har Geoffrey Cain, cand. mag. formand for Raoul Wallenbergforeningen givet sin bog med bladtegninger af Pia Kjærsgaard gennem tiden til fri adgang og download på nettet. Jo længere tid der går, desto mere interessant er bogen blevet at kigge i.

Man bliver gennem bladtegnerne mindet om, at udlændingepolitikken i Danmark i 80 erne og 90 erne var et hyperbetændt område, der var dynget til i moral, hellig harme og meget lidt politik, og man bliver mindet om den gamle sandhed, at kunstnere og intellektuelle hører til blandt de samfundsgrupper, der altid tager mest rabiat fejl, når det kommer til politik.

(Der er bla. derfor jeg berømmer Søren Ulrik Thomsen for aldrig at optræde som politisk autoritet. Se nu bare hvilke fejltrin Stig Dalager må ud og revidere offentligt i denne tid. Det kunne han have sparet sig, men hvis verden ikke var så fuld af politisk tonedøve kunstnere, ville vi gå glip af de bøger, nogle trods alt skriver om at blive klogere, og hvad er en forfatter, som ikke skriver? Om det har noget at gøre med, at Thomsen er en betydeligt større kunstner, skal jeg ikke kunne sige.) Thomsen har sagt:

Der er nogle folk, der spørger: Hvorfor udtaler kunstnere sig ikke mere om politik? Men at jeg er forfatter, gør jo ikke, at jeg har mere forstand på politik end min bror, som er bankmand. Tværtimod har det ofte vist sig, at kunstnere har været til fals for totalitære ideologier, fordi de tit har et æstetisk blik på politikken.

Man bliver også mindet om, at selvom indvandringen i dag er et hedt emne i Danmark, og det mest på grund af de frugter, vi nu høster af årtiers dumhed og bedreviden fra ‘eliten’ af Radikale skolelærere og præstedøtre, så er det nu et område der diskuteres temmelig ærligt og sagligt og uden de svinestreger, man så tidligere og i dag ser i fuld blomst Sverige.

I Sverige holdes emnet stadig overvejende på det klæge, moralske plan, måske fordi pøblen anses for dumme til at forstå ‘sakfrågan’, måske fordi det er lettere at vinde en debat uden at involvere videre tankevirksomhed, måske fordi Sverige langt op i det 20 århundrede var et langt mere religiøst præget land end Danmark og det moraliserende er dybt indlejret i folkesjælen. Man skal bare tænde sin pibe i IKEA’s cafetaria, eller køre uden lys på bilen en sommerdag, så bliver man minder om, at der er 9.5 mio poliser i Sverige.

Smertefuldt er det at overvære under alle omstændigheder, og det kræver længere og længere rekreationsophold set fra Danmark.  “Had og ondskab”, “hatsajter”, “rasistkommentarer” og “rasistannoncen” som Sandelin og Arnstbergs for nylig er det sprog, der tales i. Det fører vold med sig, som man kan se i svenske aviser hver dag. Spørgsmålet er, hvor meget vold der skal til, inden emnet bliver ganske almindelig politik. Det er ikke noget tilfælde, at Cain kan drage mange direkte paraller til Der Stürmers tegninger, der jo også var et forspil til vold.

Historikeren Torben Hansen skrev ved genudgivelsen i 2006, hvad man kunne skrive om svenske tegnere i dag, som gengiver Åkesson som kakkerlak, gris og nazist:

Sammenlignet med mediernes standard for politisk satire i resten af den vestlige verden er denne produktion enestående i sin vulgaritet og barnagtighed. Svinehunden, rotten, mudderpølen og paralleller til Ku Klux Klan og nazismen befinder sig i skalaens mere moderate ende…… Dette er sagens kerne: En ideologisk klasse af personer, der tænker – eller rettere føler – multikulturelt har været vant til at sætte den offentlige debats dagsorden. Monopolet blev dog brudt til sidst af et fungerende folkestyre. Dette ord er som bekendt dansk oversættelse af det græske ord demokrati, og ideologernes bekymring er, at folket alt for let forføres af racister og svinehunde til at nære forkerte anskuelser. Derfor bør det holdes på sikker afstand af politiske beslutninger, og derfor bør kun de, der har det rette sindelag, påtage sig at definere samfundsproblemer.

Også i Sverige kommer ‘avantgarden’ en dag til at æde deres anstændige svineri i sig. Jo senere det sker, desto værre vil den smage dem. Jeg tænker på, er ironien i, at Pia og DF faktisk ikke bare havde ret, men også fik ret idet 80 % af befolkningen og vel 60-70 % af politikerne mere eller mindre nødtvungent har indtaget hendes standpunkt, de er bare ikke så meget for at tale om det i dag, hvad man så godt forstår. Således blev den sidste den første, og de første – de intellektuelle og kunstnerene – de sidste, derrieregarden, og “den indvandrede englænder” Geffrey Cain var så ond at fastholde dem for eftertiden i sin bog, der ikke var født klassiker på tidspunktet, men er blevet det. Da Cain skrev den, var han i strid politisk modvind fra over-Danmark, men han var i flugt med folk som flest.

Cain var kosmopolit allerede inden han slog sig ned i Danmark for mange år siden, de provinsielle var netop de nævnte skolelærere og præstedøtre, og de tror stadig, at kosmopolit er noget man bliver ved at melde sig ind i en klub eller et parti. Så vidt jeg ved, har ingen hævnet sig ved at tegne ham, men han har snart fødselsdag, så kan de jo gøre det. Geoffrey Cain, Ondskabens Ikon, 192 sider, pdf. (download tager op til 5 minutter, men den er værd at vente på.)