Næsten samtlige partier er trukket i retning af større forbehold over for indvandring, fordi de har erfaret en modbevægelse af dybere og sejere karakter, end mange nok havde forestillet sig. En modbevægelse, der i høj grad må tilskrives bekymring for det nationale.

Netop den – bekymringen – lærte vi op gennem 1980′ erne at foragte dybt. Her begyndte modige mennesker at kritisere den ideologiske tænkning, der så nødig ville erkende vanskeligheder ved kultursammenstød og betydningen af mængden af mennesker udefra. Det havde dengang enorme omkostninger at tale den nationale sag, og vi husker forsøgene på den dæmonisering, der skulle få visse personer til at fremstå som, ja, tankevækkende nok som typer netop i stil med lærer-karikaturen i »1864«. Nationalfølelsen blev mest opfattet som et udslag af patetisk fanatisme, og denne dominerende norm har betydet, at vi så længe har levet med en uhyre fintfølende årvågenhed, idet selv små ytringer kunne bringe et menneske til fald. Jeg husker, hvordan jeg for nogle år siden til et middagsselskab afslørede, at jeg fandt det fornuftigt at indføre mere kontrol ved grænsen. Der fulgte en dyb stilhed, hvor ingen vidste, hvad de dog skulle stille op med dette triste udslag af fremmedangst og lukkethed. I dag vil selv Enhedslisten tilslutte sig standpunktet. Bornedals lærer har en pointe.Af Sørine Gotfredsen, sognepræst

Det var da jeg læste sætningen “bekymringen ved det nationale – lærte vi op gennem 1980erne at foragte dybt,” at jeg blev mindet om, hvilket skel der går mellem os, der gik i skole i 50 og 60 erne, og de der gik i skole senere. Der går et eller flere skel omkring 1970. Egentlig har jeg aldrig tænkt særlig over det,  For mig er det nationale helt ukontroversielt og naturligt. Det har aldrig været betvivlet, og det har aldrig været “nationalisme” eller”chauvinisme,” det bliver det heller aldrig. Det er en vuggegave som hårfarven og min kejthåndethed, som den “sorte skole” endda behandlede meget frisindet. Jeg fik lov at skrive med venstre hånd men penneskaft og blæk. For Sørine Gotfredsens generation har det ikke været så lige til. Nogle af hendes generation og yngre, der strør om sig med racismeanklager – og tørre tæsk, kan jeg gjort opgive nogensinde at komme på bølgelængde med. Vi er nok for forskellige fra starten, og hvem siger, vi skal forstå hinanden?

Da kom jeg i tanker om en ti år gammel video, jeg optog på mig gamle skole, den Krebs’ske Skole. Her kom min farfar i første klasse i 1885, min far i 1922 og jeg i 1958. Her under viste jeg selv fra 1972. Jeg har fjernet mine egne kommentarer og lagt lidt musik ind under, så I ikke skal høre på mine regibemærkninger. Ned fra væggene taler hele historien fra sagnkongerne og frem til genforeningen i 1920 til os, også alle de tidligere elever, hænger der. Alt ser ud som i min og min fars barndom, selv mange af skolebænkene er de samme som dengang. Det er et levende  museum og det er min baggrund.

Hvordan skulle jeg komme på talefod med en norsk antifascist, der skriver “den danske hjemmeside Snaphanen, hvor kommentarsporene ligeledes er notorisk racistiske og hadefulde?” Det er ikke umagen værd, han må vokse op, jeg vokser ikke ned. Han må vænne sig til, at der er noget han ikke forstår.

I Sverige er det nationale så udskammet, at selv tempererede svenskere kalder sig ‘nationalister’. Først afskaffede de sig selv sprogligt, nu sker det demografisk. Hvad der bliver tilbage, er ikke godt at vide. De er jo meget fremtidsoptimistiske, også når det ikke finder støtte i hårde fakta.

Dansk Folkeparti som demokratisk eksportvare

Jeg har hele tiden vidst, at Danmark i demokratisk henseende var foran.. Hvor svært skal det være? I Danmark er det kun ‘de progressive’, der er bagud, og de er heldigvis de færreste.

I Sverige voksede det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna til 13 procent for få uger siden. I Frankrig hedder de Front National, i Holland og Østrig Frihedspartiet. I Tyskland består regeringen af en koalition mellem konservative og socialdemokrater, fordi ingen vil have noget med venstrepopulisterne i Die Linke at gøre.

I Danmark er historien en anden. Jo, begge de to store ansvarlige regeringsbærende partier, Venstre og Socialdemokraterne, mister stemmer til Dansk Folkeparti. Gamle socialdemokratiske bastioner i Nordjylland, på Fyn og på Bornholm er ikke længere røde. Men forskellen er, at Dansk Folkeparti er blevet »stuerene« og i dag indgår i det parlamentariske arbejde helt på linje med de andre partier.

Selv SFs formand, Pia Olsen Dyhr, lader sig fotografere fnisende sammen med Kristian Thulesen Dahl fra DF. Og det kunne de etablerede partier i andre europæiske lande måske lære af.Overalt i EU forsøger skiftende røde og blå regeringspartier at knække nødden. Nogle steder har man valgt at ekskludere protestpartierne fra det fine selskab, eksempelvis i Tyskland og Sverige. Andre steder har man inddraget dem i regering såsom i Østrig og Norge. Erfaringerne viser dog, at hvis man ekskluderer fløjene fra den politiske proces, bliver de bare større, og en dag er de ikke til at komme udenom.Dansk Folkeparti som demokratisk eksportvare