Lars Vilks i Deadline 2. sektion

Hvad angår Dan Park og Sverige i dag, kan man ikke høre nogen bedre kvalificeret end Lars Vilks, som man også kunne høre på min lydoptagelse. – Deadline 2 sektion 28 minutter.

Peter Michael Hornung skriver bla. følgende i Politiken, hvor han konkluderer mere om Park, end der er belæg for i billederne: “sympati for det  yderste højre.”  Parks hovedmål er det offentlige hykleri i Sverige, i vid udstrækning medier og politikere, og han har skam satiriseret over Sverigedemokraterna. Han har aldrig udtrykt nogen politiske sympatier, jeg antager han afskyr dem allesammen. Synd Hornung ikke fordyber sig lidt mere i  det.

Vor tids omdiskuterede politiske kollager skabes ikke af kunstnere på venstrefløjen, men af kunstnere – som Dan Park – med sympati for det yderste højre.

Hvis vi tager den kunsthistoriske hat på, indskriver Parks værker sig i en politisk kollageog montagetradition, der tæller navne som John Heartfield og Klaus Staeck. Begge satte sindene i kog, på hver sit tidspunkt af Tysklands historie, men de gjorde det fra et noget andet politisk ståsted: Heartfield var medlem af det tyske kommunistiske parti, Staeck af SPD.

Det nye er, at den mest agitatoriske kollage ikke længere skabes af venstrefløjen. For det er bestemt ikke her, at Dan Park befinder sig. Det er ud fra holdninger, der ligner den radikale højrefløjs, at han retter sit skyts mod sorte og romaer og dermed mod det svenske samfunds flygtningepolitik og humane tolerance. Det er den politiske farve, der adskiller Parks nu beslaglagte værker fra de kollager, som venstre-fløjen tidligere har lagt holdning til. Dertil kommer, at Parks arbejder er meget ringere. Men tiden kan altid bruge en kunstnerisk martyr, og det er den rolle, svenskeren Dan Park har fået chancen for at spille.