Vært: Har du mere vilje til at stå sammen med dine politiske modstandere end før?

Stampe: (ryster på hovedet) Ja, det har jeg bestemt, i denne situation har jeg slet ikke lyst til at bruge ordet værdikamp, fordi selvom det kan lyde paradoksalt, så synes jeg det ord man kan bruge i en situation, hvor det er i overført betydning og så videre, men i en situation, hvor der har været vold på gaden, og hvor terror jo ultimativt kan blive til en krig, fordi det skaber så meget splid og splittelse i et samfund, synes jeg virkelig man skal passe på med at bruge den type ord vi eller bruger lidt i flæng på Christiansborg. Deadline 16 februar min 5:58. Zenia Stampe og Marie Krarup.

Et af tidens store spørgsmål er, om danske politikere er så dumme som de lyder. Jeg skal ikke kunne sige det, men de har tilsyneladende en underbevidsthed ligesom alle andre mennesker. Vi må altså forestille os, at Zenia Stampe er klogere end hun selv ved, og det er svimlende tanke overfor hvilken forestillingsevnen er skakmat.

Ved skæbnens ugunst har jeg været, om man så kan sige, omskåret fra afverdenen siden i lørdags på et sted, hvor TV var den eneste forbindelse udadtil. Jeg var derfor også forhindret i at være i Krudttønden, som jeg plejer. Fotografen i mig prøver at fortrænge det.

Det var i sig selv et kulturchock at se TV, jeg burde skrive mere udførligt om, men det var altså grunden til, at jeg så TV, hvad jeg ellers ikke gør. Det er simpelthen ikke i træde-vande TV, at det brænder på. Er der en begavelse inde over, er det gerne i Deadline, som ingen ser. “Hvad-har-vi-gjort-galt-journalisterne” er ikke en del af mit normale liv.

De fire borgerlige ledere skrev i går en kronik, hvor de ikke med et ord nævner islam. Hvem vil de snyde? Jeg tror ikke de er dumme, måske lyver de endda kun for os, ikke for sig selv. Det har man lov at håbe, selvom situationen kalder på alt andet end løgne og fortielser. Den underliggende besked i alt hvad de siger, er at der er virkelige samvittighedskvaler og trængsel ved elitens håndvask. Det er godt at vide, selvom man skal tyde Pravda for at vide det.

Der er en hel del, der ved at muslimsk terror i Danmark er et 100 procent politikerskabt problem. “Multikulturen”, som islam kompromitterer igen og igen, har ikke i ét sekund siden 1983, – ikke ét sekund – haft det folkelige flertal bag sig, som ville have gjort dagens situation lettere at håndtere politisk. Den er nu blevet dynamit for hele demokratiet, hvis den ikke bliver tøjlet.

Statsmænd ville have sagt det ærligt i stedet for at helgardere deres egen røv. Statsmænd ville have truet jihadister og shariafortalere i Danmark med et rent Helvede. Statsmænd ville demonstrere, hvem der har magten i Danmark og at de vil bruge den. Statsmænd ville forhindre, at imamer står på Nørrebro og prædiker krig mod jøder dagen inden nogen udfører den. Statsmænd ville vide, at der kun er én vej ud af den misere, de har skabt: Ærlighed og viljen til at træffe nogle ubehagelige beslutninger nu, for ikke at skulle træffe værre senere. Herunder rundhåndede deportationer, som Spengler analyserede glasklart i går. Der er ingen livreddende operationer, der er kønne eller behagelige.

I stedet står Thorning igen og græder på forsiderne torsdag, og vi er nødt til at gætte og håbe: Måske er de klogere, end de lyder. Hvis ikke, skal man skrive sig Stampes Freudian Slip bag øret: Krig, ikke noget videre i vor tid, men i vores børns, det er danske politikeres arv til efterkommerne, og hvad der for alvor vil kickstarte en krig, er hvis vore ledere fortsætter med at lyve om virkeligheden.

Lige i øjeblikket ser jeg kun én trøst: Vi er ikke i nærheden af at være lige så langt ude i uføret som Sverige. Hver dag det skal være, kan ethvert dansk problem blive gjort til en dværg af Sverige. Den virkelige katastrofe står ikke de fleste klart endnu. Om den står politikerne klart, kan vi ud fra deres medieoptrædener simpelthen ikke vide.