Man må håbe at journalist Søren Villemoes i den retssag 9/11-konspirationsteoretikeren Niels Harrit har anlagt mod ham for æreskrænkelse er mere fokuseret på fakta end på æstetik og positionering. Det kan vist efterhånden godt slås fast at mainstreammediernes dækning af Trykkefrihedsselskabet altid vil fokusere på personer og form, frem for på den dokumentation foreningen fremlægger, og dette gælder for intet medie mere end for Weekendavisen.

Man kunne sige at TFS’ eksistensberettigelse står og falder med om de har fat i den lange ende hvad angår analyserne af islam og ytringsfrihed – har de ret i at Europas kerneværdier undergraves i disse år af hovedløs import af erklærede fjender af disse værdier, er personlige animositeter og æstetisk ubehag komplet irrelevante distraktioner.

Ingen redaktionschef eller kollega til Søren Villemoes har dog delt denne prioritering, og anbefalet ham at opgøre Trykkefrihedsselskabets 10 år ud fra det faktuelle. Villemoes har tværtimod begået en jubilæumsartikel (“Dagbog fra en uriaspost”, WA 13.3.2015, ikke online) der er “so 2005”, hvilket vil sige at fingerpegning og karikeret gengivelse af TFS’ verdensbillede og bestyrelsens angivelige idiosynkrasier er comme il faut.

I denne verden er 10-års statusopgørelse og analyse lig med placering af hovedaktørerne i de københavnske symbolanalytikeres økologi og indbyrdes klanfejder. I det Villemoes’ske univers er det således en kilde til indsigt at TFS blev grundlagt i “et røgfyldt kontor” (associationerne er åbenlyse for enhver), og kan man ikke argumentere imod det overordnede kan man altid grine og gøre nar:

“I Trykkefrihedsselskabet føler man sig svigtet og forladt af en omverden, der har givet op både intellektuelt, politisk og moralsk, mens undergangen nærmer sig”.

Og pengene kommer til at passe hvad angår foreningens fremhævelse af kristendommen, når blot man udelader komplicerende omstændigheder som at Daniel Pipes og Melanie Phillips er jøder, og Lars Hedegaard ateist.

Og når man som Villemoes bare ved at man har ret, er det fuldt tilstrækkeligt at fortælle om Nicolai Sennels at han “er kendt i internationale anti-islamkredse for en artikel, hvor han konkluderer, at muslimers genetiske arvemasse »uden tvivl« har taget skade af 1400 års indavl”.

Måske man kan betegne Villemoes’ latterliggørende citationstegn om »uden tvivl« som Ole Bornedal’sk historieskrivning, hvor fakta af dramaturgiske hensyn må komprimeres og politiseres, som f. eks. det faktum at Sennels henviste til videnskabelige artikler i Reproductive Health Journal, Indian National Science Academy, Behaviour Genetics, Clinical Genetics, British Medical Journal og Nature.

Villemoes medgiver at “Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side”, men efter 10 år som en torn i øjet på æstetikerne og positionisterne (der ikke selv ved at de er netop dette) kan Trykkefrihedsselskabet ikke få ret ved at have ret.

Det er faktisk ligefrem komisk at de kom til at have ret:

“Det har ikke ligefrem skortet på episoder, der har kunnet bekræfte selskabet i sin eksistens-berettigelse”.

“Da terroren ramte København 14. februar, havde mange svært ved at forklare, hvad der var sket. Men i Trykke-frihedsselskabet var det intet problem”.

“Denne følelse af at være uønskede af det gode selskab, i opposition til de herskende forestillinger og først med de grumme varsler, gennemsyrer selskabets ånd”.

Villemoes behøver på sin side ikke at frygte at stå uden for det gode selskab. Dette er forbeholdt folk der faktisk stikker næsen frem og risikerer liv og omdømme ved at prøve at udvide debatten med ubekvemme, men vigtige aspekter som pæne mennesker ikke vil røre med en ildtang.

LFPC

klik fotos f. helskærm