Af Tim Pallis

Der står en stor og mægtig elefant i vor stue, og nu er den begyndt at trutte i sin snabel. Ingen ser den, ingen hører den og ingen taler om den. Hvis vi ikke erkender virkeligheden, som den er, vil den en dag bemægtige sig også det hjørne, hvor vi endnu befinder os.

I Obamas administration har man forbudt brugen af ordet “islamisk”. Og alt, hvad “elefanten” foretager sig for at få mere plads, har selvfølgelig ikke noget med islam at gøre. Lars Løkke vrøvler om, at terroristerne har voldtaget islam. Det kan man kalde politisk korrekt virkelighedsfornægtelse.

Filosofien er vel, at holder man op med at bruge et bestemt ord, vil virkeligheden bag nok forsvinde. Men forbyder man et ord, betyder det ikke, at virkeligheden i stuen forsvinder. Snarere tværtimod.

Politikere og meningsdannere ligger næsten alle under for den politisk korrekte angst, at hvis man kalder noget “islamisk”, stigmatiserer man et mindretal. Den tyske forfatter Henryk Broder siger, at det at sige, at det ikke har noget med islam at gøre, svarer til at hævde, at alkoholisme intet har med alkohol at gøre.

Vi bliver hele tiden udsat for verbal manipulation af politikere og meningsdannere fra journalistisk venstreparti. Men det nye er, at venstrefløjen og de kulturradikale endelig lytter til det vås, der kommer fra Det hvide Hus.

Nu skal man bekæmpe voldelig ekstremisme overalt i verden, som om vi er vidne til et nyt fænomen af tilfældig verdensomfattende vold fra nogle mørke kræfter a la Mordor, som slet ikke har noget at gøre med en kendt 1400 år gammel fanatisk kult, hvis mål det er, at dominere både det sekulære og religiøse liv overalt i verden.

Præsident Obama kalder terrormyrdede jøder for “a bunch of people”. For nylig havde han besøg i Det hvide Hus af ledere af muslimske organisationer med tætte bånd til Det muslimske Broderskab. Vi ved godt, at han hele vejen igennem har støttet Det muslimske Broderskab overalt i Mellemøsten især i forbindelse med det ægyptiske “forår”. Det lyder også “begavet”, at han nu sammenligner Islamisk Stat med de kristnes korstog.

Obama har sagt: “We are not at war with Islam, ­ we are at war with people who have perverted Islam.” Det må derfor være rimeligt at spørge om, hvor disse ikke perverterede muslimer egentlig befinder sig. Selvom den vestlige verden måske ikke er i krig med islam, er det meget klart, at islam er i krig med resten af den såkaldt vantro verden. Denne verden kalder islam for krigens hus.

Obama har også for nylig sagt: “Now let¹s make two things clear, ISIL is not Islamic. No religion condones the killing of innocents.” Det er overraskende håbløst, at selv Pave Francis, som sikkert er bekendt med de omfattende drab på kristne overalt i den muslimske verden i Evangelii Gaudium siger: “Authentic Islam and the proper reading of the Koran are opposed to every form of violence.” (235).

David Cameron omtaler IS som “extremists who want to abuse Islam”, og Japans Shinzo Abe er enig: “Extremism and Islam are completely different things.” Alle disse udsagn af verdens politiske ledere gentager blot George W. Bush floskel “Islam is the religion of peace” – vold og barbari har intet at gøre med islam. Og deres løsning på problemet er mere islam, og flere moskeer skal bygges i Vesten, så muslimerne rigtig kan føle sig hjemme.

CIA chef John Brennan advarede i fredags mod at give “islamisk legitimitet til terrorister.” Han mener, at hvis man identificerer dem med islam, gør man muslimer overalt i verden en bjørnetjeneste. I en spørgerunde sagde han:

They are terrorists, they¹re criminals, they aren¹t Muslims ­ they¹re psychopathic thugs, murderers who use a religious concept and masquerade and mask themselves in that religious construct…Let¹s make it very clear that the people who carry out acts of terrorism ­ whether it be al-Qaeda or the Islamic State of Iraq and the Levant ­ are doing it because they believe it is consistent with what their view of Islam is…It is totally inconsistent with the overwhelming majority of Muslims throughout the world.

At sige at de terroristiske overfald i Paris og København ikke har noget med islam at gøre er det samme som at sige at Waffen SS ikke havde noget med nazismen at gøre og at Stalins udryddelser ikke havde noget med kommunismen at gøre. Inkvisitionen havde måske heller ikke noget med kristendommen at gøre.

Danske politikere gentager det samme mantra i forskellige variationer. “Islamisk Stat gør vold på islam”, “Islamisk Stat forvansker fuldstændig, hvad der står i Koranen” – og så fremdeles. Det er derfor blevet nødvendigt at spørge: Hvor er den sande islam? Hvem taler på islams vegne?

Kulturparnassets intellektuelle sikrer deres kulturfornægtende position, idet de ikke vil eller tør indrømme, at der er tale om en religionskrig, som spreder sig overalt i verden. De fremmaner i stedet et billede af en politisk forvanskning af islam kaldet “islamismen”, som står i modsætning
til såkaldte universelle værdier som demokrati, tolerance, pluralisme og ytringsfrihed. Det drejer sig heller ikke om ‘nazi-islamisme’, som Naser Khader kalder det, men om islam.

Islamiske jihad terrorister bliver overalt i Vesten opfattet som “kriminelle” og deres terrorisme som “forbrydelser” uden henvisning til Koranen og sunnaens tekster, som i virkeligheden er kilderne til den tro, der styrer deres had til kvinder, jøder, homoseksuelle, frafaldne, polyister, ateister og alle de andre vantro, der findes i verden.

Det vestlige politiske og intellektuelle etablissement tør ikke klart indrømme, at den islamiske verdens Jihad terror er et produkt af islams hellige skrifter. De taler udenom, men Islam er Islam, og rettroende muslimske tilvandrer vil føle sig diskriminerede og misforståede, lige til den dag alle lande er provinser i kalifatet.

Hvorfor fremsætter magtfulde politikere så de ovennævnte idiotiske argumenter, som de må og bør vide er forkerte. Daniel Pipes siger: “Fejhed og multikulturalisme”. Men han siger også “for ikke at fornærme de voldelige muslimer.”

En benægtelse af, at terroren har noget med islam at gøre, er også et forsøg på at undgå enorme verdenspolitiske problemer, måske en tredie verdenskrig. Politikerne skubber problemerne foran sig, ­ for Guds skyld ikke i min tid!

Den danske debat om Islam er enormt polariseret, landet er delt og vi taler systematisk forbi hinanden. Værdirelativisterne, som omfatter næsten hele det politiske spektrum tager altid udgangspunkt i den enkelte indvandrer, hvis kulturelle og religiøse baggrund ikke må tages i betragtning. Vi er jo ikke racister – alle er lige værd.

Herover for står en mindre flok kulturkonservative, der snusfornuftigt tager udgangspunkt i den kulturelle, religiøse og historiske udvikling. Udgangspunktet er ikke den enkelte muslim, men islam som religionshistorisk og ideologisk fænomen.

Indvandringen fra islamiske lande erkendes som et alvorligt demografisk problem, idet det denne gruppe vokser ekspotentielt, og i de efterfølgende generationer vil fastholde deres alternative islamiske tro og sharia baserede familiepolitik mm.

Jeg har svært ved at fatte, hvorfor islamforskerne næsten alle lægger et røgslør ud over kulturdebatten. Måske gik der antropologi, etnografi, kritisk teori og postmodernisme i faget islam. Jeg kan forstå, hvorfor man hellere vil læse sufidigtning end koranstudier, fordi man her finder den spiritualitet, som ikke findes i Koranen. Men elefanten i stuen er næsten ikke til at overse.

Skellet mellem forskellige slags muslimer går ikke mellem såkaldte islamister og moderate muslimer, men mellem islam og muslimer. Der er mange forskellige slags troende og ikke så troende muslimer. Mindre end halvdelen er blot kulturmuslimer, som praktisk talt intet ved om deres egen religion.

Karen Jespersen, Ralf Pittelkov, Torben Hansen og Lone Nørgaard har formuleret en brugelig inddeling af forskellige muslimer:

1. Bogstavtro fundamentalister, som er parate til at bruge terror mod de vantro med belæg i islams helligskrifter.

2. Fundamentalister, der ligeledes går ind for sharia, men som ²bare² ikke vil bruge terror i deres kamp for en religiøs stat. Det er sandsynligvis de såkaldte ²moderate² muslimer.

3. Kulturmuslimer eller hverdagsmuslimer, som ikke tager de hellige skrifter særligt alvorligt, men dog gerne vil følge traditionen på nogle områder.

4. Den gruppe af muslimer, der opfatter religion som en privatsag og derfor ikke har de store problemer med at blive integrerede i de vestlige samfund

Man kunne også sige, at hvis de såkaldte “moderate” muslimer repræsenterer islams sande muslimer, og extremister ikke har noget med islam at gøre, så findes der jo kun moderate muslimer. Hvorfor kalder man dem så moderate overhovedet? De er jo da blot de muslimer, der følger religionen islam.

Den tyrkiske præsident Erdogan sagde for et par år siden, at udtrykket “moderat islam” er en grim betegnelse, for islam er islam. Demokratiet er blot et stop på vejen med det eksprestog, der kører til islam.

Dette udtryk “moderat muslim” stammer oprindeligt fra den muslimske retslærde Yusuf Al-Qaradawi, som bor i Qatar og har ugentlige udsendelser i al-Jaseera TV. Han kalder sin position i Det muslimske Broderskab for en middelvej (wassatiya) mellem stridende fløje i den islamiske teologi. Den er karakteriseret ved at tillade aktiv deltagelse i den politiske proces.

Denne middelvej er altså kun ²moderat² i forhold til endnu strengere bogstavstro traditionalister som wahabier og salafister. Der er forskelle, men de er ikke så store, som vi tror, for alle islamiske retslærde og teologer går selvfølgelig ind for hele pakken af islamiske tekster som Koranen, Siraen og ahadith. I virkeligheden er de såkaldte “moderate muslimer” enige med de strengeste fundamentalister og jihad krigere i det endelige mål, som er islams dominans i hele verden.

The Cairo Declaration on Human Rights in Islam (CDHRI) er i 1990 tiltrådt af regeringerne i de 57 medlemslande i Den Islamiske Konferenceorganisation OIC. Heri fremhæves det, at disse islamiske menneskerettigheder kun er gyldige i det omfang, de er forenelige med sharia. Cairo erklæringen har ikke noget at gøre med FN’s menneskerettigheder, og kunne måske betragtes
som det “moderate” udtryk for islam. Tak for kaffe!

Selv de såkaldte “moderate” muslimer må ikke anerkende demokratiet, fordi Allah er autoriteten og hans åbenbaringer går forud for al menneskeskabt lovgivning. De kan heller ikke anerkende kvindens ligestilling, for kvinden er ifølge sharia uren og underlagt manden og hans autoritet. Religionsfrihed er en umulighed, for selv om alle bør konvertere til islam, så er frafald (takfir) en forbrydelse, der straffes med døden. Homoseksualitet straffes også med døden.

Retspleje i vesterlandsk forstand kendes ikke i fundamentalistisk islam, fordi sharias familiepolitik og de grusomme hudud straffe er ensbetydende med islamisk retspleje. De moderate muslimer anerkender heller ikke ytringsfrihed og kunstnerisk frihed, fordi det vil føre til krænkelse af islam og Muhammed.

Befinder vi os så ikke i en civilisationskamp mellem vestlig rationel og demokratisk kultur og islamisk fundamentalisme? Hvorfor drejer det sig slet ikke om et 1400 år gammelt sammenstød mellem diametralt forskellige kulturer og religioner. Det er tredie gang elefanten står i vor stue, og blæser på vore værdier.

Islam har en lang historie med mange forskellige traditioner indenfor teologi, retsvæsen, familiepolitik og samfundspolitik. Der er store og små uenigheder mellem de forskellige traditioner. For tiden har de rettroende og ortodokse imamer sat sig på det store flertal. Den fredelige kulturmuslimske minoritet er derfor fuldkommen irrelevant.

Når alt kommer til alt er det ikke engang imamerne, der styrer islam, men islam der styrer imamerne. De politiske magthavere har gennem historien ofte styret muslimerne, og derfor har de rettroende fundamentalister ikke kunnet gennemføre sharia-islams fulde pakke. Men den tid ser ud til at være forbi nu, især efter Islamisk Stats fremkomst.

Islam som religion og politik er et langt større problem end de enkeltstående terroraktioner. Det er en trojansk hest i enhver kultur, som har været så uvidende at invitere muslimerne inden for. Den evige relativeren man hører fra naivisterne holder op en dag, men så er det sikkert for sent. Islam selv i den mest moderate udgave udgør et snigende angreb på vor kulturhistoriske fortid og vore liberale og demokratiske værdier.

Vi har set, hvad der skete i Irak, Libyen, Egypten og Syrien. Vestens dumhed var, at de forestillede sig, at når de gamle magtstrukturer med Sadham Hussain, Mohammed Gadaffi og Mubharak var væk ville et arabisk forår blomstre op med vestlig demokrati. Det modsatte skete. Det blev de religiøsemagthavere, som tog over – selvfølgelig på demokratisk vis for at afskaffe demokratiet og indføre sharia lovgivning.

En tydelig bevidstgørelse af arven fra 1400 års islamisk imperialisme må kunne åbne vejen for verdens religionshistorikere til den nye Koranforskning og dermed en revidering af den uvidenskabelige islamiske historieskrivning. Den nye Koranforskning er allerede begyndt af anonyme tyske og amerikanske forskere.

Men det vigtigste af alt er i virkeligheden endnu engang (Mutazilliterne i 800-tallet) med syvtommersøm at få slået fast, at Koranen er et menneskeværk og ikke som nu uskabt i Allahs himmel. Det kan også ændre på tingene, at Muhammeds biografi og dermed ahadith er en konstrueret fiktion.

Lad os til slut se nærmere på, hvad den Kuwaitiske islamforsker Abdulazziz Al-Qattan siger om Islamisk Stat (MEMRI 5/3 2015): “Det er et produkt af islamsk arv.” Med henvisning til ISIS’ ideologi siger han:

³Our Islamic heritage is a minefield of these deviant ideasŠThe problem of us Arabs is, that we are not being honest with ourselvesŠAll the books of Islamic heritage, without exception, from all Islamic sects and denominations, have enough ISIS ideology to turn your hair white.²

Ja, vi kan meget vel blive gråhårede, når vi læser hvad Omar Khalid Khorasani skriver i det engelsksprogede tidsskrift Ihya-e-Khilafat. Artiklen hedder “Our Right To Spread Terror”:

Når vi bliver opfattet som terrorister af vore fjender, tager vi det som en æresmedalje på brystet og føler, at vi succesfuldt har udført vor pligt til at terrorisere de vantro (kuffar) og de hykleriske muslimer (munafiqeen). Vi er mujahidinere, som tilslutter sig meningen med terror, som er at kaste angst ind i hjerterne på Allahs fjender.

Det fremgår af Muhammeds tidligste biografi af Ibn Ishaq (763), at muslimerne skal terrorisere deres fjender. Terrorismen er en krigs-strategi, som er beskrevet i ahadith og realiseret gennem den islamiske historie. Det er ikke til at komme uden om. Det er tydeligt at de fundamentalistiske
muslimer vil blive ved med at terrorisere de vantro og de hykleriske muslimer (munafiqeen) overalt i verden indtil shariaen er implementeret og kalifatet etableret over hele verden.

We are terrorists and we shall remain terrorist, Allah willing.

Af Tim Pallis

Andre artikler af Tim Pallis på Snaphanen

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.