Ingen huvudstad är väl mer älskad i Sverige än København, möjligen i konkurrens med London. När Stockholm kallar sig ”The Capital of Scandinavia” vet alla att det egentligen bara finns en riktig storstad i norden, och den bebos av danskar. I Danmark är korven röd, ölet skummande och människorna lite lyckligare.

Tills 2001, då alla blev rasister i stället. Och i morgon ska de rösta fram en ny regering.  Det Danmark vi kände gick under i en malström av främlingsfientlig retorik och hårdare tag mot flyktingar, särskilt ­muslimer. Den nya stjärnan på 00–talet hette Pia Merete Kjærsgaard och hade ­lika mycket energi som Maud Olofsson men en förfärlig människosyn. Partiet hon grundade, Dansk Folkeparti, blev ­efter valet 2001 stödparti åt den borgerliga regeringen. Steg för steg förändrade hon Danmark och den danska offentligheten. I dag kan man säga vad som helst om flyktingar men inte kritisera Pia Kjærsgaard utan att bli slarvsylta i medierna. En ofta rent rasistisk åsiktskorridor reglerar alla samtal och de flesta humanistiska röster har tystats. Det Danmark vi inte känner

“Racismen” er stor i Sverige ligesom den statsunderstøttede genus-ideologi. Der gør ikke nogen af delene mere virkeligt eksisterende. PEW Research afkræfter det. Protestantiske noreuropæere er de mindst “racistiske” i verden, men dumme politikere kan naturligvis gøre dem til “racister” ved at sende dem ud i en overlevelseskamp, hvis de er ihærdige nok jævnfør landsforrædderne gennem 100 år, Det Radikale Venstre, Helle Thornings kompissar.

Frihedskæmperen Gunnar Dyrberg sagde: “Når jeg tænker tilbage, skulle vi nok have likvideret nogle flere stikkere. Det var faktisk alt for få, vi fik ram på”. Der vil komme en dag, hvor danskere ikke kan få ram på politikere nok. De skal ikke forestille sig, at de er ansvarsfri. De skal ikke forestille sig, at det kun er en Westergaard eller Hedegaard, som skal bøde personligt for politik. Naturligvis ikke.

I deres Danmark lever vi risikabelt, og det vil også komme til at gælde for dem efterhånden. Det manglede bare, at der ikke skulle herske “alla människors lika värde” på det felt. Nogen vil efterhånden ønske slå dem ihjel, og det vil desværre være fuldt forståeligt. De har selv skabt vilkårene. Det vil ikke være sådan, at kun nogle lever i livsfare. Alle vil leve i komme til at leve i livsfare, når de her personer får deres vilje. Vi vil ikke se en socialdemokrat eller SF’er gå alene på Købmagergade uden livvagt som man kunne se Villy Søvndal for få år siden. Det vil ikke forekomme. Nogen vil ønske at drage dem til ansvar. Det er det Danmark, du kender, eller som de har lært dig at kende.

Vi er sikkert mange, der husker svenske journalisters dækning af Danmark i årene 2001-2011.

Efter at svenske politikere ret hurtigt opdagede, at det var kontraproduktivt at rakke ned på det danske demokrati, tog de virkelige åndsprostituerede over, journalister og akademikere. I 2011 blev Danmark endelig normaliseret efter deres hoved. Thorning blev valgt med 8000 overskydende stemmer, men har ikke haft noget flertal i opinionen før her lige til slut, efter røde, danske journalisters ihærdige indsats. Takket være dem, er der nu spænding om udfaldet.

Nu er der gået 14 år, og akademikere og marxister som Drude Dahlerup og Lasse Dencik har trukket sig tilbage, og tilovers er der kun journalister som Anders Lindberg. Nogle af de mere tænksomme journalister, er ramt af Anna Dahlberg-syndromet. Det kan kort beskrives som yngre personers ønske om at overleve, uden at stå for eftertiden som rene idioter, hvilket de jo altså hidtil har gjort. “Idoit”, som det hedder i Hasse Alfredssons film Den enfaldige mördaren, skønt filmens idiot ikke præcis fik  penge for det.

Lindberg har så vidt kan det kan ses intet ønske om at overleve. Han leverer 2015-versionen af en anden af bladets tosser Anders Westgårdh’s 2001 kronik: Någonting är ruttet i staten Danmark. Nul argumenter, masser af had og følelser.

Aftonbladet er vel det man på svensk kalder en “hat-site.” De får det svært i årene, der kommer. Sverigedemokraterna ligger på små 20 %, men da 30 % af befolkningen er indvandrere eller efterkommere, skal deres tilslutning blandt gammelsvenskere snarere ses som liggende mellem 30 og 50 procent.

Sverige går mod en ekstrem, politikerdreven polarisering. Den er blodig allerede, men den vil givetvis ende i krig, og denne verdens Aftonblade vil  rende fra ansvaret som gazeller. Den  næste svenske generations øvelse hedder: “Vi venter på krigen, men det er racistisk at sige det.” Fint nok, så er jeg “racist.”

Den svenske officer Anders Lugn forudså den kommende krig allerede i 2008. Min gamle lærer og ven, Peter P. Rohde, indleder sine erindringer “Midt i en ismetid” med sætningen udtalt hjemme på Jagtvej i 1908: “Far, hvorfor bliver der aldrig krig.” Han slutter den i 1970 med ordene: “Hvorfor bliver der altid krig?”

Der bliver altid krig, fordi dumheden og uvidenheden fødes hver dag. Vores aktuelle dumhed og uvidenhed hedder “islam.” Islam vil føre til den næste krig i Europa, ikke mindst i Sverige, der jo knap ved, hvad krig er.

Tiderne er skiftet siden 2001, og Aftonbladet har ikke opdaget det. Det interessante i det næste tiår bliver ikke Danmark, men Sverige. Findes socialdemokratiske Aftonbladet i år 2025? Formentlig ikke.

Findes Sverige i 2050 eller 2100? Man har lov at tvivle. Heldigvis kommer jeg ikke til at opleve det. Danmark og Norge skal beskytte sig imod det kommende Sverige. Det er ikke helt dæmret endnu, men forord byder ingen trætte. Mikael Jalving håber på, at svenskernes blinde fremtidstro vil vise sig rigtig, men intet tyder på det hidtil.  Svensk avis: I 2001 blev alle danskere racister. Tobbe: Svenska medier fördömer dansk debatt