Hovedvægten ligger naturligt nok på Sverige

EU betyder Europas Undergang

Per Espersen og Torben Snarup Hansen, bestyrelsesmedlemmer af Nye Borgerliges lokalforening i Helsingør.

Med Rom-traktaten oprettede Frankrig, Italien, Vesttyskland og de tre Benelux-lande i 1957 en samarbejds- og frihandelsorganisation – “De Europæiske Fællesskaber”, også kaldt “De Seks” eller “Rom-Unionen”. Den var et forbund af suveræne nationalstater, men traktaten havde den passus om fremtiden, at “fællesskabet” skulle bevæge sig i retning af en “stadig snævrere union”. Der blev indført procedurer og institutioner, som skulle hindre krig, men i praksis var frihandel det vigtigste motiv.

Efter en årrække blev nye medlemmer optaget – f.eks. Storbritannien, Danmark, Spanien og senere en række østeuropæiske lande. Men i februar 1992 underskrev medlemslandene i Maastricht en politisk forpligtende aftale. Den trådte først i kraft i november 1993 – især fordi en dansk folkeafstemning resulterede i et “nej”.

Siden da har en række embedsmænd, ministerråd og kommission, samt en EU-domstol tiltaget sig magt fra stater, der før var suveræne. Denne centralisering gjorde EU til en statsretlig mellemting med kendetegn fra både et statsforbund og en forbundsstat. Men ægte forbundsstater – som USA eller Tyskland – legitimeres af principperne om folkesuverænitet og demokrati, og politikerne står til regnskab overfor vælgerne ved parlaments- og præsidentvalg.

Sådan fungerer EU ikke. Beslutninger om at overføre suverænitet fra nationalstaterne til “Unionen” blev foretaget uden vælgernes godkendelse. Det gælder især Schengen-ordningen med fri bevægelighed over grænserne. Den trådte i kraft i 1999 og blev ledsaget af en garanti om, at EU ville bevogte de ydre grænser. Men kommissionen opfyldte ikke dette løfte.

EU’s bureaukrater og de tyske og franske toppolitikere har leveret den ene fiasko efter den anden: Udvidelserne med nye medlemmer på Balkan, indførelsen af den fælles valuta euroen, flygtninge- og indvandrerpolitikken, udenrigspolitikken og social “shopping” fra de fattige EU-lande.

EU synes ikke at lære af disse fiaskoer, men fortsætter ufortrødent ad samme spor, som har ført til fejlene. Årsagen er åbenbar: De mange tiltag justeres aldrig, fordi de ansvarlige ikke er under demokratisk kontrol. I skyggezonen mellem statsforbund og forbundsstat praktiserer apparatets kerne fransk supercentralisme og tysk storhedsvanvid. Forbundskansler Gerhard Schröder affærdigede således kritiske økonomer, som advarede mod at indføre euroen, med, at her handlede det om politik – ikke økonomi! Og i 2015 besluttede hans efterfølger Angela Merkel egenmægtigt at invitere en hærskare af ikke-vestlige asylansøgere til Tyskland og dermed EU.

I et EU, der gavnede Europas vælgerne, ville opposition og utilfredshed kunne omsættes til valg af nye repræsentanter. Det giver dels de valgte en vis respekt for vælgerne, dels får vælgerne mulighed for at få ændret uhensigtsmæssig lovgivning. Men EU-konstruktionen bygger på den antagelse, at embedsmænd og eksperter i kraft af uddannelse er så dygtige til at regere, at godkendelse fra folkemasserne kan undværes.

I dag vælter ulykkerne ind over samfund, der hidtil var præget af fred og velstand. Men det er befolkningen og ikke bureaukraterne, der har skoene på og mærker, hvor det gnaver, når der fejles. Af en forunderlig grund – som især centraleuropæiske politikere og bureaukrater ignorerer – er de uvidende masser i fællesskab i stand til at træffe bedre beslutninger end eksperter, og det er demokratiets styrke.

Hvordan en lang række demokratiske stater har kunnet glemme denne lærdom og tilladt fremkomsten af et uafhængigt – og uansvarligt – embedsvælde i EU er en gåde. Endnu mere gådefuldt er det, at danske politikere ikke tager sig sammen og analyserer årsagen til de mange fiaskoer de seneste 15-20 år.

Nye Borgerliges mål er at få kursen rettet op, så politikere og embedsmænd tjener vælgerne. Staten skal beskytte samfundet! “Minister” betyder faktisk “tjener”. Derfor protesterer vi mod, at folketingets partier gang på gang forklarer skadelig lovgivning med, at det er noget, der er bestemt af EU. Vi må protestere over, at en folkevalgt dansk regerings medlemmer skal stå skoleret for tilfældige, europæiske politikere og aktivistiske jurister i EU-domstolen. Danske politikere er alene ansvarlige over for danske vælgere, og danske ministre over for det folketing, som ingen bør stå over eller ved siden af.

Vi er ikke modstandere af et fælles marked. Vi er ikke imod internationalt samarbejde. Men vi er modstandere af, at det danske folks suverænitet er overgivet til instanser uden demokratisk kontrol. Vi ser med fortrøstning, hvor godt Island, Norge og Schweiz klarer sig uden for EU. Vi ønsker Danmark placeret i deres fornemme demokratiske selskab frem for at være underkastet bureaukratiet i Bruxelles.

Først publiceret i Helsingør Dagblad i dag den 7 april