2
nov
Seneste opdatering: 2/11-16 kl. 1843
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Debatten om islam og integration

screenshot

”Den politiske islam […] stiller menneskerettighe-derne under forbehold af sharia, den guddommelige ret. Også de islamiske foreninger i Tyskland betoner sharia-forbeholdet. Det er derfor vanskeligt at adskille islam fra islamisme, for afvisningen af sekulariteten og Vestens kul-tur har ikke kun en militant variant, men udgør kernen i næsten alle islamiske institutioners politik.Europa befinder sig ikke kun i traditionen af de mono-teistiske religioner; det er også kun betinget en kristen-jødisk arv, der udgør Europas identitet. Det er i sidste ende kampen for individets frihed, oplysningen og huma-nismen, der har lagt grunden til vore liberale, oplyste civilsamfund. Religionerne hører utvivlsomt med hertil, men de er kun en del af denne frihed, ikke selve friheden. Religionerne er en del af vor frihed, men de står ikke over forfatningen. Det gælder også for islam.”

Uddrag af Necla Keleks takketale ved tildelingen af Friedrich-Naumann-Stiftelsens Fredspris i 2010.Necla Kelek er tysk doktor i sociologi med tyrkisk bag-grund. Hun har forsket i og skrevet flere bøger om de muslimske samfund i Tyskland. Hun forholder sig kritisk til såvel islam som til det tyske samfunds integration af muslimer. Siden Kelek udgav sin første bog i 2005, har hun været en markant stemme i den tyske debat om indvandring og islam og en stærk fortaler for muslimske kvinders rettigheder.

Kulturernes kaos — Debatten om islam og integration. Af Necla Kelek. Oversat fra tysk af Jens Ellekær. ”Kulturernes kaos” udkommer den 3. november 2016.

Læseprøve: Islam i beton

Om striden om bygningen af fredagsmoskeen i Köln-Ehrenfeld (2007)

Ralph Giordano* har begået en fejl. Han har beklaget sig over, at de islamiske organisationer ønsker at bygge en stormoské i Köln, selvom det efter hans opfattelse er et forkert integrationssignal at sende. Og han har gjort nar af, at i Köln går kvinder rundt i chador. Prompte blev han truet og skældt ud, fordi han havde krænket religiøse følelser. Hans fejl var, at han havde vovet at drage moské- byggernes religiøse motiver i tvivl. Det mener man at have lov til at straffe ham for.

Ralph Giordano har ret. Islam er politik og laver politik. Tørklæderne, der indsnører kvindernes ansigter, og de farveløse frakker, som skal skjule kvindernes kroppe, er modemæssigt det mest uæstetiske, skræddere nogen sinde har syet sammen, kun overgået af det sorte telt, chadoren: Den gør kvinderne til et upersonligt intet. Som muslim protesterer jeg mod, at disse kvinder i islams navn skal bære en sådan forklædning. Der er ingen religiøse begrundelser herfor, kun politiske. Når man i Ankara vil besøge den største moské, Kocatepe Camii, kommer man først til et indkøbscenter. Man går gennem varehusets afdeling for bukser og skjorter, inden man finder opgangen til moskeen. Den kolossale moské hviler i hele sin bredde på en forretning. Det er der tradition for i islam, idet profeten selv var købmand; mange af denne religions praksisser beror også på en handel med Gud.

Moskeen, masjid, er et sted, hvor man kan slå sig ned, og den er i den islamiske tradition ikke et helligt sted, men en plads, hvor menighedens mænd samles til bøn og forretninger. Moskeen er i den islamiske tradition et socialt og ikke et sakralt sted. Muhammed mødtes dér med sine tilhængere. Koranen nævner kun moskeen i ét vers: ”I huse, for hvilke Gud har givet tilladelse til, at man opfører dem, og at hans navn nævnes deri” (Koranen sure 24, vers 36).

Moskeen opfyldte, som islamforskeren Peter Heine skriver det i sit Islamleksikon, administrative funktioner: ”Her fandt stammerådets møder sted, og den var et samlingssted, når mændene begav sig på krigstog.” I tidens løb er der heraf opstået to former for bedehuse. Et bederum for den troendes daglige bønner og ”fredagsmoskeen”, hvori der på fredage bedes og holdes prædikener. Fredagsmoskeen har fra begyndelsen af haft en politisk karakter; dér forkyndte kaliffen sin doktrin. Kölnermoskeen er med sin størrelse og sit udstyr ikke et bedehus, men en ”fredagsmoské”.

Der er i princippet intet at indvende mod, at der i Tyskland rejses sådanne bygninger. Her er der religions- og forsamlingsfrihed. Men de islamiske foreninger er ikke anerkendte religionsfællesskaber. De har hidtil ikke søgt om denne anerkendelse, men kan når som helst indgive deres ansøgning til forbundslandene. Således som alevitterne – en trosretning, der af de øvrige islamiske foreninger ikke anerkendes som muslimsk – har gjort det med succes.

Paraplyorganisationer som Milli Görus og det fra Tyrkiet styrede Ditib har hidtil undladt dette. De bygger først deres moskeer og satser på en politisk anerkendelse på forbundsplan, muligvis som et resultat af Islamkonferencen. Indtil da skjuler de sig som kulturforeninger og bag andre retlige hjælpekonstruktioner. Derved forskånes man for kritiske spørgsmål om medlemmer, finansiering og fremmede regeringers indflydelse på deres vedtægter.

Moskeer er selv i muslimsk forståelse ikke sakrale bygninger som kirker og synagoger, men ”multifunktionshuse”. Dette forties gerne. På samme måde som at islam nu engang ikke er nogen kirke. Islam forstår sig ikke kun som et åndeligt verdenssyn, men som en verdensanskuelse, der ser det daglige liv, politik og troen som en udelelig enhed. Der eksisterer ikke en forpligtigende teologisk lære. I denne betydning har mange islamiske foreninger i Tyskland en funktion som et trosparti, en politisk interesseorganisation. Derfor er spørgsmålet om moské-byggeriet heller ikke et spørgsmål om trosfrihed, men derimod et politisk spørgsmål. I denne sammenhæng stilles der ganske store krav i bygge- og foreningsretten. Tildeling af byggetilladelse til en politisk islamisk forenings bygning vil derfor skulle basere sig på et positivt svar på spørgsmå- let: Vil loven blive overholdt dér? Vil der, for eksempel, blive draget omsorg for, at kvinder ikke diskrimineres?

Og et yderligere spørgsmål må og skal stilles: Tjener det integrationen? Her er tvivl velanbragt. Således som islam praktiseres i mange moskeer i Tyskland, fremtræder den som en hindring for integration. Disse moskeer er kimceller til et modsamfund.

Især de større moskeer i Tyskland udvikler sig til ”medinaer”. Dér praktiserer muslimerne, hvad de kalder Guds lov. Dér udøves der netop ikke kun åndelighed og drages omsorg for de troendes sjælefrelse, men derimod undervises der dér i et verdensbillede fra et andet samfund og praktiseres et liv i overensstemmelse med sharia. Dér lærer allerede børn at lægge afstand til det tyske samfund; dér lærer de at adskille samfundet i troende og vantro, at kvinder skal tjene mænd, og at tyskere er urene, fordi de spiser svinekød og ikke er omskårne.

Disse moskeer udvikler sig til centre, hvor – som i en lille by – alle behov dækkes. Således befinder der sig i umiddelbar nærhed, ofte i en lokal enhed, koranskolen, halalfødevareforretninger, rejsebureauer, frisøren, begravelsesinstituttet, restauranter, testuer og andet – netop alt det, en muslim har brug for uden for sin bolig, hvis han ikke blot beder, men heller ikke ønsker at have noget at gøre med det tyske samfund.

Kvinder – der skal være en undtagelse – accepteres kun i separate rum. Men et demokrati baserer sig på, at mænd og kvinder har et fælles ansvar i offentligheden og har de samme rettigheder, og at de behandles lige. Adskillelsen af den muslimske menighed i mændene, der sidder i moskeen, beder og laver deres forretninger, og i kvinderne, der er forvist til deres bolig, kan ikke være nogen integrationsmodel. Når der diskuteres moskébyggeri, må der spørges om, hvilke muligheder kvinderne har for en ligeberettiget deltagelse. Men så længe moskeer fremmer arkaiske og patriarkalske strukturer, er sådanne huse ikke acceptable for mig.

Og jeg forstår ikke repræsentanterne fra flertallet af de politiske partier, som kræver toleranceover for muslimer, men samtidig tillader, at kvinder på denne vis diskrimineres. Muslimer klager ofte over, at de har måttet indrette deres bederum i boliger eller i nedlagte fabriksetager. Men dette er på ingen måde umuslimsk eller diskriminerende. Urmoskeen var Muhammeds bolig i Medina; en gård med en åben søjlehal. Først da islam erobrede kristne kirker, ændredes moskeernes arkitektur. Kuppelen, således som den nu også præger udkastet til moskeen i Köln, kan føre sin idé tilbage til rundteltet, men dens gennemførelse skyldes osmannernes erobring af Konstantinopel.

Gennem omdannelsen af den byzantinske kuppelbygning Hagia Sophia til moské blev en kristen kirke til et forbillede for tyrkiske moskeer. Minareten og kuppelen blev det osmanniske herredømmes kendetegn – også i Mekka.

Udkastet til moskeen i Köln viderefører traditionen med dette udtryk for erobring. En åben kuppel med en stiliseret jordklode viser i sig selv ingen åbenhed mod verden. Det, som er afgørende, er, hvad der sker under den. Man kunne også tolke denne kuppel og minareten som et krav om hegemoni, helt igennem således som islam forstår sig som et ”segl”, som religionernes fuldendelse, og gør krav på verdensherredømmet. I hvert fald står også dette udkast i den osmanniske moskés tradition og tilsigter hverken i sin ydre form eller i de indre funktionerfornyelse eller integration.

Arkitekterne har leveret det, deres konservative opdragsgivere har ønsket: islams politiske statement i beton. Dermed befinder striden om bygningen af moskeen i Köln sig på linie med striden om tørklædet. Fredagsmoskeer i bybilledet er som tørklæder på gaderne et synligt politisk statement. Det skal sige: Vi er her, vi er anderledes, og vi har retten til det. Det har de virkelig. Men så må de også finde sig i blive spurgt om, hvad de vil stille op med denne ret og gøre for dette samfund. Eller drejer det sig kun om udgrænsning?

Den politiske hensigt med at gennemtvinge en sådan repræsentativ moské i Köln, er kun alt for tydelig. Den skal og vil blive fulgt af yderligere moskébyggerier i andre byer. Med eksemplet i Köln vil dette blive lettere for initiativtagerne. I Duisburg bygges der netop nu en lignende
fredagsmoské.

De islamiske organisationer kræver offentlig anerkendelse. De ønsker at blive ligestillet med de kristne kirker. Hvorledes kan man bedre tydeliggøre dette krav end med sten, som siger: Se her, vi har også sådanne bygninger som de kristne og jøderne? Det er forståeligt, at der rejser sig modstand mod en sådan politik. For muslimerne i Tyskland har et stort problem: deres troværdighed. Ord og handling ligger ofte for langt fra hinanden. Offentligt fremtræder man som forfatningstro, men hvad der tænkes og gøres i menighederne, det tilsløres; dér er der ingen
virkelig gennemsigtighed.

Jeg græmmes over, hvorledes mange af muslimernes talsmænd i Tyskland præsenterer sig. Der er en række store sociale problemer: med det tyske sprog, i familierne, med opdragelsen og i spørgsmål om ligeberettigelse. Der er problemer med ungdomskriminalitet, med voldi familierne og med integrationen. Det er presserende spørgsmål, hvis løsning mere har brug for engagement og muslimernes millionbidrag end demonstration af styrke gennem repræsentative byggerier. Men som altid, når disse sociale problemer bringes på tale, hævdes det straks, at dette intet har at gøre med islam. Men en religion, som gør krav på i forskrifter og påbud at rumme alle aspekter
af en troendes offentlige og private liv – og det hele døgnet rundt hver eneste dag -, kan ikke blot ved førstgivne lejlighed snige sig bort fra følgerne af dette krav.

Hvor er de islamiske organisationers bidragskampagner, som skulle give alle muslimer mulighed for at lære tysk? Hvor er initiativerne til uddannelse fra tidligt i barndommen; hvor er aktionerne for kvindens ligeberettigelse? Man har penge til arkitekter, advokater og beton, man stifter koordineringsråd og kræver anerkendelse uden over-hovedet at tænke på, hvad muslimer kunne gøre for dette samfund, og hvad man kan takke det for. For eksempel den religionsfrihed, som nægtes de kristne, alevitterne og aramæerne i Tyrkiet og i andre islamiske lande.

Det er næppe muligt at overskue islams sekter og konkurrerende trosretninger, men det foregives, at man optræder i fællesskab, og over for ”vantro” praktiseres taqiyya, kunsten at forstille sig og fortie den virkelige holdning. Initiativtagerne til Kölnermoskeen er repræsentanter
for den tyrkiske religionsmyndighed Diyanet. Hvad Ditib fremfører i Tyskland, er politik på opdrag fra den tyrkiske regering, men ikke politik til gavn for de muslimer, som organisationen i overvejende grad foregiver at repræsentere.

Disse organisationer bør derfor ikke blive overrasket over, hvis bekymringerne og mistroen vokser, især da de til stadighed reagerer krænket på kritik. For vore vestlige samfund gælder sætningen fra Max Frisch: ”Demokrati betyder at blande sig i egne anliggender.” Islam er en realitet i Tyskland. Og den er derfor hele det tyske samfunds anliggende. Muslimer må finde sig i, at andre mennesker spørger dem, hvorledes de ønsker at leve, og hvorledes de forholder sig til dette samfunds grundværdier. Således som Ralph Giordano gjorde det i Köln.

Hæftet, 13,5 x 20,5 cm
297 sider

November 2016

ISBN 978-87-92173-26-3

Vejledende pris 225 DKK

http://ellekar.dk/Bog_26.html

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

2 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
trackback

[…] Og det gælder også hendes bog fra 2012, “Kulturernes kaos – debatten om islam og integration”, der sidste år udkom på dansk på forlaget Ellekær (anmeldt 7.12.2016 på Snaphanen). […]

trackback

[…] Necla Kelek: Kulturernes kaos omtalt her på bloggen sidste år, da Jens Ellekjærs forlag udgav bogen. […]

2
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x