Zineb El Rhazoui er en fransk-marokkansk journalist, der arbejdede på Charlie Hebdo, men var på ferie i Casablanca den fatale dag den 7 januar 2015. – For tolv dage siden forlod hun Charlie Hebdo: Morocco-born Charlie Hebdo journalist quits magazine, complains it’s afraid to take on radical Islam.

Ved Charlie Hebdo og Krudttønden en måned senere – hvor jeg akkurat undgik at være tilstede – begyndte jeg at se en del mørkere på situationen, og muslimsk terror i 2016 var bestemt ikke egnet til at lette depressionen. Hvor mange døde kan politikerne holde til endnu? 10 000, 100 000? Det bestemmer vælgerne, og de er desværre alt andet end oppe på dupperne. Hvis man skulle dømme efter folks almene orienteringsniveau, skulle højst tyve procent af dem have stemmeret, men oplysthed er jo ikke kriteriet. Resultatet bliver derefter, det er det kors, demokratiet skal bære på, hvis det da ikke lykkes med at nedlægge sig selv.

Det bliver en sejgpiner at åbne deres øjne, men jeg tør godt spå dette: Det bliver ikke politisk visdom, der standser den muslimske indvandring helt. Det bliver muslimerne selv. De voldelige af indlysende grunde, og alle de andre, fordi de tier og ikke vil forsvare den frihed, de har fået foræret uden at løfte en finger for den.

En epoke slutter. SD større end M

Det var dagen, hvor Sverigedemokraterne blev større end Moderaterna, og Kinberg Batra indså, at der ikke kommer en ny svensk regering uden SD. Hun har præsteret en omvendelse under galgen, så sig ikke, svensk demokrati ikke fungerer. Det gør det bare med 15 års forsinkelse. Gudrun Schymans tid sluttede, da Sovjet brasede sammen, men hun har været 26 år om ikke at indse det.

Hun har dog levet godt af sin politiske tæft i mellemtiden. Det er sådanne typer demokratiet er dømt til at slæbe rundt på. Intet under, at dets løsninger aldrig er mere end halvgode. I Sverige har de som bekendt været noget mindre end halvgode. Moderaterna har slutligen accepterat verkligheten