“To be ignorant of what occurred before you were born is to remain always a child. For what is the worth of human life, unless it is woven into the life of our ancestors by the records of history?” (Cicero)

Evig barndom? Jeg bemærkede i forbifarten, at når en moderne partileder associerer, griber han ikke ned i verdenslitteraturen som en Kennedy, en Enoch Powell eller Churchill, men til en børnebog: Åkesson i SVT: “Stefan Löfven är som tjuren Ferdinand – han vill inte se verkligheten”. Når han hører musik, er det naturligvis den lammeste, mest forarmede popmusik, men han snakker om vestlig kultur, som om han faktisk kendte den. Hans kultur har  gjort ham ‘evig ung’, for nu at sige det pænt, for jeg har stor sympati for Åkesson. Han kæmper en tabt kamp, ligegyldigt hvor mange stemmer han får til valget.

Vi taber vores kultur fysisk, fordi vi har tabt den intellektuelt.

Jeg kom til Mellemøsten første gang, da jeg var 16 år i 1969. Jeg mærkede, at der var noget på færde, jeg slet ikke forstod og ikke kunne sætte ord på. Ikke bare, at mange ville svindle mig på enhver måde, men også den perverterede seksualkultur, at homopraksis er helt almindeligt blandt hetero mænd, naturligvis fordi de ikke kan komme til damerne af indlysende, praktiske, islamiske grunde.

Jeg tænkte ikke, den tanke erfaringen har givet mig senere: “Jeg kommer fra et tillidssamfund, dette er et mistillidssamfund. Her går grænserne ved klanens revir. Andre er lovligt bytte for landevejsrøvere,” hvilket politikerne i deres grænseløse uvidenhed nu også har plantet i vores land.

Jeg havde ganske enkelt ikke det mentale forsvar, det kunne være gået rigtig galt for den unge Snaphane, jeg var ung, og jeg kunne ved skæbnens og 68-generations ugunst, være forblevet ung. Men mine rødder var i verdenen før 1968,  jeg gik hen og blev voksen omsider, ikke som Ingmar Bergman siger “Jeg kom ud af puberteten i 58-års alderen,” tidtypisk, men nok også et særlig svensk syndrom. En tragisk konstatering, der kun mildnes af Bergmans hudløse ærlighed. Jeg blev voksen, fordi jeg var sulten på verden, og fordi der ikke stod nogen mentale eller ideologiske hindringer i vejen.

Det er først langt senere, jeg forstod tilpas meget af kristendommen og min egen kultur, og jeg havde endda gode forudsætninger fra gode skoler, der sammenlignet med dagens var små universiteter.

Vi har ikke sangenes og digternes ord for sorg længere

Åkesson har vage anelser, og hvad får hans børn?. Vi taber vores kultur fysisk, fordi vi ikke bare har tabt den intellektuelt, men også følelsesmæssigt. Vi kan ikke udtrykke den, fordi vi mangler sproget og følelsen. Vi har ikke sangenes og digternes ord for sorg længere, kun stearinlys og tøjbamser, også musikken der skulle bære sorgen, er degenereret i primitiv larm, som Peter Hitchens talte om i København forleden. Mister vi vores land – som svenskerne sandelig først kommer til – har de ingen ord for det dybe tab.

Kulturtabet på bare en og to generationer er gigantisk, og desværre for Vestens fremtid, vælger ahistoriske og uvidende vælgere politikere, der ligner dem. Vi bliver alle til børn, der ikke kender deres forældre: Fluernes  Herre, vi vender tilbage til stammesamfundet. Det betyder kulturtabet, egenoverlevelse, vold og primitivisering. Fællesskabets forsvinden.

Man ved det er valgår når…

En svensk politiker udenfor SD, siger noget der giver mening i den virkelige verden. En tweeter meget præcist og ikke uvittigt:

Andre styrman på Titanic anser några år efter kollision att det är bra att beskriva isberg som de är. Övriga i personalen gör ett diplom för insikten.

Man kan høre et kort PK interview på Dagens Nydeligheder