Jeg tog imod fem, islamofobe venners invitation, bla. John Lennons gamle klassekammerat fra Liverpool, jeg har fortalt om tidligere. Vi og en elbil til Frederiksberg til den sidste opførelse af stykket. Det var turen værd.

Det er noget pjat, at kalde det ‘kontroversielt’, som en del anmeldere har gjort, blot fordi islam spiller en rolle i stykket. Det handler om os selv, dekadente, åndløse, livstrætte europæere, der længes efter at dø, som ikke vil løfte en finger for deres egen civillisation, der sumper i porno og popmusik og lader islam rykke ind og fylde tomrummet i deres hoveder, hvilket ikke er andet end enhver kan se med sine egne øjne hver dag. Masser af teater har handlet om det, men nu er islam altså sidemotivet og symotomet – så hedder helgarderingen ‘kontroversielt.’

Hvad betyder det så? Det betyder, at ængstelige skribenter distancerer sig sprogligt, bare islam overhovedet er nævnt i en sammenhæng. “Houellebecq kan være slem, men jeg er bare anmelderen, skyd ikke på mig.” Anmelderne kunne glide lige ind i Houellebecqs persongalleri af ryggradsløse europæere, de fleste kunstnere også, for selvom de gerne kalder sig ‘samfundskritiske,’ ‘hudløst ærlige og modige,’ så tør de fleste velfærdskunstnere stadig ikke røre ved islam, og så er man virkelig ikke meget af en kunstner. Cadeau til Betty Nansen.

Teatret var propfuldt af unge mennesker, og jeg tænkte: Hvad tænker disse unge mennesker om deres egen fremtid med islam? Har de bange anelser, er de opportunister som stykkets professor?  Det ville jeg meget gerne have vidst, da jeg  trådte ud i forårssolen på Frederiksberg Alle bagefter. Desværre har det kun spillet fra 17. marts – 7. april 2018. Underkastelse, Betty Nansen Teatret. Mobilfoto Snaphanen.dk. Underkastelse, trailer.