16
apr
Seneste opdatering: 16/4-18 kl. 1830
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Svenske opportunister  pÄ vild flugt fra sig selv

RÄdvildheden handler om, hvem der skal sidde med aben for, at Sverige har haft en ti gange sÄ stor indvandring per capita som Danmark, tre gange stÞrre end resten af Norden tilsammen. Enhver med en halv forstand aner, at regnskabets time nÊrmer sig, bÄde det politiske og det Þkonomiske. Det kan ikke lÊngere skjules eller censureres bort af pressens dygtige piger (og et par enkelte drenge,) og de Þnsker ikke at vÊre til stede, nÄr det indfinder sig.

Danskere lever i en slags uskyldtilstand. De har aldrig hĂžrt ordene ‘vĂ€rdegrund,’ ‘vithetsnorm’ og ‘rasificering.’ Det har sparet dem for mange bryderier. De forbinder inte med dem, fordi de universitĂŠre discipliner ikke har vĂŠret sĂŠrligt begunstiget med danske statspenge. Sverige er modsat Danmark – og det udgĂ„r fra toppen – et ideologisk kulret land. Det er lidt suspekt, ikke at have en ideologi, og der er ingen statsminister, der endnu har sagt  »Ideologi er noget bras.«

Weekendavisen anmelder to svenske bĂžger Ivar Arpi & Adam Cwejman: SĂ„ blev vi alla rasister.Timbro 2018.Göran Greider & Åsa Linderborg: Populistiska manifestet. De viser en svensk elite i totalt opbrud og pĂ„ vild flugt fra standpunkter de indtog fĂžr 2015. Faktisk er krisen i det Svenska Akademi et glimrende sindbillede, pĂ„ tilstanden i hele den svenske elite, en forsamling der uden sĂŠrlig grund fĂžler sig finere end andre, men ikke har nogle ekstraordinĂŠre meritter at byde pĂ„ selv. Ingen af Sveriges rigtig store forfattere – Bellman, Strindberg, Fröding, Södergran og Moberg – har nogensinde siddet der, med forbehold for Gunnar Ekelöf, der gjorde.

Ekstra pikant for undertegnede er det, at Ivar Arpi ogsĂ„ kaldte mig for ‘racist’ pĂ„ Twitter, men det var rigtig nok inden 2015, og det er forrige Ă„rhundrede. Da var det ret umuligt ikke at vĂŠre ‘racist’ i Sverige, sĂ„ jeg har tyve Ă„rs rutine i at at vĂŠre svensk ‘nazist.’

Det er meget nemt at identificere de svenske opportunister: Det er dem, der stadig optrĂŠder i MSM. De der advarede for ti og tyve Ă„r siden, og havde ret,  er stadig forment adgang til ‘det pĂŠne selskab,’ for det er da ikke meningen at en historisk kĂŠmpebrĂžler skal medfĂžre udskiftninger i eliten. Det er ikke meningen med svensk demokrati, og det er den Ăžvelse, der stadig er i gang overfor Sverigedemokraterna: De havde ret, men de skal ikke bryde sig om at fĂ„ det.

Det er en artikel pÄ 2200 ord, sÄ smagsprÞverne bliver i sagens natur korte uddrag:

Antiracisme. »Befriende modgift til mÞgforkÊlet kulturrelativisme.« To nye bÞger analyserer fra hver sit politiske ringhjÞrne, hvordan svensk debat blev kapret af postkoloniale teorier.

I april 2013 stod Stefan Löfven pÄ talerstolen pÄ de svenske socialdemokraters partikongres. Den nyslÄede partiformand og oppositionsleder forklarede i sin formandstale, at nu skulle Socialdemokraterna gÞre en indsats mod »den strukturelle racisme.« Löfven erklÊrede: »Racistiske tankegange viser sig overalt i samfundet, sÄgar i regeringen.«

Et udfald mod den borgerlige regering, som Socialdemokraterna skulle forsÞge at fratage regeringsmagten ved riksdagsvalget Äret efter. Men det gjaldt Äbenbart ogsÄ socialdemokrater. Löfven fremhÊvede nemlig, at det var nÞdvendigt »at orke at Þjne den racisme, som findes hos os selv«.

Straks efter talen kom Löfven i problemer. Den fremtrĂŠdende radioreporter Johar Bendjelloul spurgte i en direkte P1-sending fra kongressen: »Hvilken racisme har du sĂ„ fundet hos dig selv, nĂ„r du har ransaget dit indre?« Stefan Löfven mumlede lidt slalomsnak, men Bendjelloul holdt fast: »Men det handler jo om at se strukturer ogsĂ„ i sig selv. Har du fundet sĂ„dan noget?« Tavshed. Frygtelig tavshed. Johar Bendjelloul havde is i reportermaven og ventede bare med mikrofonen foran Stefan Löfven. 10 sekunder, 20 sekunder – midt i nyhederne – fĂžr Löfven fĂžlte sig presset til at svare spagfĂŠrdigt: »Nej…« Ikke andet, ingen uddybning [..]

»Ved at bekende sig som bÊrer af racisme viser man, at man er en god antiracist. Löfven ville synge med englene og var ikke forberedt pÄ opfÞlgende spÞrgsmÄl.« SÄdan skriver forfatterne Adam Cwejman og Ivar Arpi i en ny bog, SÄ blev vi alla rasister. I bogen analyserer de to forfattere, hvordan »en forholdsvis lille, men hÞjrÞstet gruppe aktivister og teoretikere har indfÞrt en for Sverige ny og destruktiv tilgang til spÞrgsmÄl om etnicitet, kultur og ligestilling.« Det er en ganske forblÞffende kortlÊgning af den identitetspolitiske venstreflÞjs vildveje, skrevet af to debattÞrer fra det borgerligt-liberale ringhjÞrne. Arpi er lederskribent pÄ Svenska Dagbladet, Cwejman pÄ Göteborgs-Posten [..]

Arpi og Cwejman gennemgÄr en rÊkke termer, som fÞr 2014 dÄrligt nok var anvendt i den svenske offentlighed. For eksempel »rasifiering«, altsÄ racialisering eller racegÞrelse: at race er en social proces.

Arpi og Cwejman finder frem til, at »rasifiering« i perioden 1997-2013 optrÄdte i gennemsnit 12 gange om Äret i de svenske medier, nogenlunde stabilt fordelt. Boom! I 2014 optrÄdte »rasifiering« hele 699 gange i de svenske medier.

Den samme udvikling gÊlder andre universitÊrt fnysende nyskabelser fra det postkoloniale blomsterbed: »hvidhedsnorm«, »ikke-hvid« og »hvide krÊnkede mÊnd«. Arpi og Cwejman viser, hvordan ikke mindst undervisere pÄ Södertörns Högskola, et universitet i Stockholm, har udviklet hvidhedsskalaen, hentet fra britiske og amerikanske forbilleder. (Svenske vÊrdier. Joakim Jakobsen 13. april 2018 Weekendavisen (ikke online)

“Sverige er et meget ideologisk land”


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Comments are closed.