27
apr
Seneste opdatering: 29/4-18 kl. 2045
4 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Eller: Hvad blev der af radiomontagen?

Hvad blev der af Christian Kryger, Stephen Schwartz og Christian Stentoft? Jeg spillede i orkester med Christian Stentoft i slutningen af tresserne. Jeg så slet ikke, det format han senere fik, hvad der dog ikke undslipper ens blinde, unge, dumme øjne! Nu er han død, ser jeg. Han følte, han stod i skyggen af sin far, men i tilbageblikket gjorde han overhovedet ikke det. Christian havde sin helt egen musikalitet, der ikke stod tilbage for Aage Stentofts. Berlingske har en stor artikel og  faderen i dag: Jane Aamund: »I dag ville han have fået en etiket på sig, ADHD eller noget andet«.

Nu har P1 ikke længere den slags ambitioner, hvis de overhovedet har nogen andre, end at få folk til at mene ‘det rigtige.’ Tvivlen og sårbarheden har de forladt, det nu radioen fra troende, vel-skolede personer. Det gælder også den såkaldt ‘borgerlige’ 24 Syv. Artige, politiske dengser som Cordua og Steno, snart er de LA, snart er de Alternative, altid arbejder de på en strålende fremtid efterhånden som den bliver værre og værre.

Hvor mange mænd er der tilbage på SR per time?

Jeg er gået over til kun at høre musik på SR 2 eller NDR, så kommer jeg i det mindste ikke unødigt til skade, med mindre det er SR om dagen, hvor rutinefyldet er ‘normkritiske’ kvindebands fra Norrland. Hør selv, hvordan kvinder har vundet kønkrigen og vundet hele SR.SE, og hvordan de stadig påstår, de stadig er ofre for forlængst forsvundne patriarker. Hvor mange mænd er der tilbage på SR per time? Svenske mænd er mediemæssigt blevet det usynlige køn.

Tæl minutterne, de er udraderede. Kvinderne overtog Sverige og forærede det væk til den tredje verden. Kønskrig var OK, når det var kvinder mod mænd, men når det er det modsatte, er det dybt suspekt. Det er ‘facistisk’ og ‘nationalistisk,’ men kvinderne skal leve med resultatet, som vi ser i Sverige, hvor de ikke længere tør færdes uden beskyttelse. Vi er alle underlagt vore fejlskøn, og Sverige idag er ét, gigantisk fejlskøn, der vil vare i århundreder.

Sverige er et meget ideologisk land, de der befinder sig der, ser det slet ikke. Man må til Danmark eller Norge, for at opdage det. Man må væk, og se Sverige udefra, og jeg kan kun beklage, det tog mig 40 år at komme væk. Det vidner om min langsomme opfatningevne, men hvad pokker: Anette Heick flyttede for en måned siden, jeg flyttede i 2004. Ingen i den rutine-politiske presse har beskyldt hende, for at være særlig informeret. Hvis hun aner, hvad hun foretager sig, har hun ikke ytret det offentligt.

Pianisten, filosoffen, matematikeren og drankeren Moskvitin

En god ven har lånt mig Jurij Moskvitins bog om Henrik Stangerup, “Du må ikke sjuske med dit liv.” Den mere småborgerlige del af Stangerups familie var ikke glad for bogen, hvilket kun øger min appetit på den.

Jeg kom i tanker om pianisten, filosoffen og drankeren Moskvitin for nylig, da jeg skulle i teatret Betty Nansen og se Michel Houellebecq. Jeg kom for tidligt, og gik en tur på Frederiksberg Kirkegård, hvor man ikke kan gå mange meter, uden at støde på et kendt navn.

Jeg var der sidst for tre år siden på grund af en tilfældig ordveksling om den norske digter Sigbjørn Obstfelder, der døde i København og ligger der. Moskvitin gik i klasse på Metropolitanskolen med Johannes Møllehave og Simon Grabowski, sønnen af Synagogens kantor Leopold Grabowski, som man også nemt er stødt ind i i købstaden København. Jeg er stødt ind i Simon en del gange i ‘counterjihadistiske kredse,’ i det daværende Giordano Bruno Selskabet i 2002-2003.

“Det er sgu’ Jurij, der ligger der “

Jurij Moskvitin 1938-2005, stod der på den lille rundede sten. Jeg måtte fortælle min ledsager om Jurij, for hun er ikke københavner. Ikke at jeg og Moskvitin på nogen måde var bon-kammerater, men de første fem år af firserne boede vi dør om dør i små, beskedne lejligheder i den indre by på den tid, hvor de ikke var forbeholdt millionærer.

Vi hilste høfligt på hinanden, når vi mødtes på trappen, men tale sammen gjorde vi kun de gange, vi mødtes på den lokale knejpe i Store Kongensgade. Og han var festlig, Satans festlig. “Jeg har aldrig ro på mig,” siger han. “Kun når jeg drikker, oplever jeg en midlertidig lindring af min uro.”

Han boede på det tidspunkt sammen med Karen Oksbjerg, som han senere flyttede til Rom med. De endte med at flytte ind hos William Zoega i Olevano Romani. Moskvitin var fattig som en kirkerotte, men gik altid i dyrt, stilsikkert tøj. Jeg fik aldrig spurgt ham, hvor han havde det fra, men dengang fandtes forretninger for ‘finere genbrug,’ hvor jeg går ud fra, han plejede sine eksklusive vaner. Det er aldrig lykkedes mig, at se så moderigtig og soigneret ud.

Moskvitin var en af Karen Blixens sidste ‘unge mænd.’ Han forgudede hende, og hun elskede virkelige originaler. Hans far var en dansk civilingeniør med det borgerlige navn Hansen, men hans mor var en vild, russisk aristokrat, som han hadede af et sandt hjerte, men hvis navn han tog.

Hvad folk ikke tilgiver kustnere

Han var ven og rådgiver for Simon Spies i hans vildere år, hvor han eksperimenterede med stoffer, jeg ved ikke om hvad, men en mand der har skrevet bogen Essay on The Origin of Thought, kan vel altid finde på noget, og hvis nogen har et tilpas veludviklet kunstnerisk gemyt, er der ingen grænser, for, hvad folk vil tilgive dem. Som regel er det uden grund.

Nutiden har såvidt jeg kan se ingen Stangerup eller Moskvitin. Stangerups nevø, Marcus Knuth, er havnet midt i islam- og indvandringsskænderiet og bedraget, men jeg ville i grunden meget hellere have hørt, hvad Henrik Stangerup havde ment, hvis han havde levet tyve år efter 2001.

Den anden radiomontage hvor Jurij Moskvitin medvirker, er et stykke tyve år gammel radiokunst, der vandt Prix Italia i 1989. Den dedikerede radiomand Peter Kristiansen, der lavede den, gjorde en radiomontage ud af sin egen dødelige sygdom. Den ligger længere tilbage, den foregår i Brolæggerstræde 2 i begyndelsen af tresserne, og min permanente jødiske forbindelse var med i pianisten Klaus Heerfordts lejlighed.

En af de mange skygger

“Jeg var der den dag, vi hørte at Kennedy blev skudt,” siger han altid. Han slap ud i live og i tide, for nok er montagen et kunstværk som et tidsbillede af et miljø, men den er også en tragedie for hovedpersonen. Jeg fandt billedet af Heerfordt på den Kongelige Bibliotek og affotograferede, og uploaderen har brugt det. Han kunne lide skønne kvinder.

Nu om stunder hører jeg aldrig P1. DR har sjusket med sit liv, og det gjorde Moskvitin til dels også, da han nu mildt sagt ikke blev diplomat. Men så blev han noget andet. Noget besynderligt man husker, endnu en af de mange skygger, der befolker mit kvarter. De lever allesammen endnu, de har spredt deres frø steder, de ikke vil have troet.

Måske gør vi alle det. Ingen får nogen garanti om eftermælet. Det er op til den tids nutid, vi kender kun vor egen, der er ingen sikker måde at købe aktier i den kommende.

Vi der ikke er Muhammeds slaver, er slaver af nuet (som for eksempel P1 og 24 Syv). Hvad der er værst, må hver og én afgøre med sig selv. Alle er fulde af tilgivelse overfor deres egne, mentale afhængigheder, og man kan trøste sig med, at eftertiden bliver stadig mindre kræsen. Færre ‘rækker efter stjernerne.’ som Moskvitin siger.

På nette findes også EN AFTEN I NOVEMBER – Dokumentar med Jurij Moskvitin & Ilja Bergh

0 0 vote
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

4 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Samuel af Ugglas
Samuel af Ugglas
2 years ago

Numera lyssnar vi enbart till DR P2, musikradion.
Sedan en tid är det nästan uteslutande socialistiska meningar som gäller på nyhetsredaktionen ibland utfyllt med lite Trumphat.
Se till att strypa pengaflödet till detta vansinne.

Henning Jensen
Henning Jensen
2 years ago

Jeg tror at dumhed ganske enkelt er en af årsagerne til forringelsen af de fleste offentlige foretagender. En ringere skole, der pumper endnu flere “højtuddannede” dumme gennem det røde system, giver dummere færdiguddannede, som til gengæld har ”den rigtige elitefarve”. Postvæsenet, DSB, Skat, og Folketinget, Ministerierne, er storforbrugere af disse mangfoldige dumme fra overproduktionen, for hvor skulle de ellers kunne gå hen og få arbejde? Således skal DR også med på dumhedslisten, for man evner ganske enkelt ikke af skabe noget selv. Det ville jo kræve ansatte med tænkeevne. Enhedslisten, alle de nævntes røde darling, partiet der netop går forrest… Read more »

Ole C G Olesen
2 years ago

Jeg kendte dem alle .. men var ANDERLEDES .. heldigvis .. holdt mig på afstand .. og var STÆRK ! Medens jeg lyttede til ovennævnte Klip kom jeg til at tænke følgende : STAKLER …. disse Generationer der ALDRIG fik lov til at have POSITIVE IDEALER De blev fodret med og var omgivet af JØDISK HISTORIEFORFALSKNING , DESTRUKTIV KULTUR MARXISTISK PROPAGANDA og GRUPPE-PRES der kun havde ET FORMÅL : AT DESTRUERE DEN KULTUR , DEN EUROPÆISKE KULTUR DISSE GENERATIONER VAR RUNDET AF OG DYBEST SET KUNNE IDENTIFICERE SIG MED Og de var IKKE stærke nok til at modstå det altomfattende… Read more »

Allan Hansen
Allan Hansen
2 years ago

Lys, rum og farver – kan være svær, at beskrive
– måske bør man tie,,,,,,,,

https://youtu.be/14JlhhwoKKQ

4
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x