“Il faut avoir le courage”

Karen Blixens sidste interview i 1962. Jeg har aldrig været den store Blixen læser, men jeg har altid haft et forhold til hende, fordi min mormor og min mor som ung pige, kom meget på Rungstedlund, så min mor har fortalt en masse om baronessen. Det var i årene 1925-1942, hvor min mormor døde af en banal lungebetændelse, som penicillin kunne have kureret året efter.

Jo ældre jeg bliver, desto klogere synes jeg dette interview er, og så får man i tilgift Blixens modne blik på køn og feminisme. Måske især klogt efter at jeg i spørgsmålet om islam og indvandring er stødt på så få modige og så mange feje personer. Fejheden synes at være normaltilstanden, se blot på svenske journalister. Ingen kan have den fjerneste respekt for de sidste dages hellige, der paraderer deres mod over hele den svenske presse i denne tid. Nogle var på pletten, da det gjorde ondt. Dem beundrer man.

Hvordan dannes den offentlige mening i Sverige?

I går skrev Lars Åberg langt om Malmø i Weekendavisen. Fremtiden har kalasjnikov på bagsædet, den kan læses online. I dag skriver Jörgen Huitfeldt fra tidsskriftet Kvartal ligeledes langt i Berlingske: Essay. Så slap ånden ud af flasken. Det er næsten nemmere at sige, hvordan den offentlige, svenske mening ikke dannes.

Den dannes ikke ved en fri, informeret debat i Riksdag, medier eller befolkning. Så meget er tilpas mange iagttagere klar over inklusive undertegnede. Hvem bestemmer egentlig noget i Sverige, og  hvordan bestemmer de det. Her ligger hele den svenske puddel begravet:

Bagved den gamle facade findes en ny: Den ser ud til altid at have stået der

»Det er næsten magisk og meget svensk. Pludselig drejer korridoren af. Det, som var suspekt at sige for nogle måneder siden, er nu med ét sund fornuft i meningskorridorens midte. Skiftet foregår ikke som følge af en fri og åbenhjertig debat.

I offentligheden ses snarere et arbejde med at holde nede, brændemærke og fortrænge helt indtil det sidste. Forberedelserne finder sted under overfladen. Der vokser indsigten om, hvad der er uholdbart og urealistisk frem. Under overfladen er »åbne vores hjerter« for længst blevet afskrevet som naiv studenterpolitik. Men ingen vil være den, der bryder facaden ned. Bid for bid rives hele huset derfor ned bag facaden, som får lov at stå tilbage. Så kommer det afgørende øjeblik: På et givent signal falder den gamle facade så. Bagved findes allerede en ny: Den ser ud til altid at have stået der. Med ét slag er alting forandret, og politikere, journalister – ja, alle følger med.«

Samtidig kunne den opmærksomme medieforbruger konstatere, hvordan Hakelius’ profeti blev bekræftet med endnu større tydelighed i Sveriges største medier. Pludselig, uden nogen større offentlig debat, blev aviserne fyldt af undersøgelser af indvandrernes overrepræsentation i voldtægtsstatistikken, om indvandrertætte »utanförskapsområder«, hvor politiet fuldstændig har mistet kontrollen, om manglende udvisninger af kriminelle udlændinge, som burde have været gennemført, og om »uledsagede indvandrerbørn«, som faktisk ikke rigtigt var børn, men derimod voksne mænd […]

I fortællingen fra 1001 Nats Eventyr lykkedes det til sidst fiskeren at lokke ånden tilbage i flasken. Det skete ved list, idet han sagde, at han ikke troede, at en så stor ånd virkelig kunne få plads i så lille en flaske. Sverigedemokraterna er nok ikke så lette at narre. Efter alle årene med marginalisering vil de for alvor tage plads ved magtens kødgryder. Så nu er der bare tilbage for etablissementet at høste den dragesæd, man har sået. Og den skal bjerges i efteråret, når Sverige bliver noget nær umuligt at regere uden på den ene eller anden måde at række hånden ud til dragen. ESSAY Så slap ånden ud af flasken