Why did Bosnia collapse into the worst slaughter in Europe since the second World War? In the thirty years before the meltdown, Bosnian Serbs had declined from 43 percent to 31 percent of the population, while Bosnian Muslims had increased from 26 percent to 44 percent. In a democratic age, you can’t buck demography—except through civil war. The Serbs figured that out, as other Continentals will in the years ahead: if you cannot outbreed the enemy, cull ’em. The problem that Europe faces is that Bosnia’s demographic profile is now the model for the entire continent.

Failed multiculturalism in Skopje

Skrev Mark Steyn i America Alone. (Video af Paul Nielsen, Holland.) Dette er nu modellen for hele Vesteuropa, som vi søvngængeragtigt går ind i, og som alt for få opdager inden fælden er klappet. I lande som Frankrig og Sverige anser jeg den for klappet  allerede.

Den borgerkrig, som jeg er overbevist om, at det vil føre til, og som vore børn eller børnebørn er tvunget ud i af os, må man anse for allerede  plantet af politikere, der er så provinsielle og langsomme i pæren, at politiet skulle have forbudt dem at have tillidshverv.

På 35 år har en stor del af Folketinget ikke opdaget, at de har installeret en kronisk sikkerhedsrisiko med islam. De der, bortset fra DF, har opdaget det, er ikke så meget for at tale ærligt om det, fordi de godt ved, at “multikulturen” jo ikke er indført ved en folkeafstemning. Politikernes og ‘eksperternes’ skyld i udgifter og ulykker er 110 procent.

De håber derfor blot på, at det hele holder deres tid ud, som Enoch Powell sagde i 1977. Jeg håber de hovedansvarlige bliver 120 år gamle, så de kan drages til ansvar for, hvad de har gjort. Den regning vi vil have til dem, vil være meget højere om tyve år, end den er i dag.

Det kan stadig ærgre mig, at Svend Auken døde så tidligt. Hvad han ikke har kostet Danmark, og sit eget parti (hvis de turde sige det højt.)

Min fornemmelse for borgerkrig

Jeg tilbragte hele sommeren 1986 på Balkan. Mine kroatiske venner sagde i telefonen: “Der sker ikke noget.” Jeg anede ikke, hvad der skulle ske, men det lød ikke betryggende. Tito var godt nok død i 1980, men jeg forbandt ikke noget videre med det. Seks år efter brød borgerkrigen ud.

Da jeg var endnu yngre og dummere, var jeg i Beirut i sommeren 1969. Jeg hørte godt nok maskingeværer i det fjerne, men anede ikke uråd. Verdens skrøbelighed er fjern, når man er 18 år. Seks år efter brød den libanesiske borgerkrig ud.

I 1971 sejlede jeg med ØK langs Vietnam kyst, men krigen rasede. Også Vietnamkrigen var en borgerkrig, opdagede jeg senere, dog  uden islam som brændstof. Islam er ellers en hovedkomponent i hovedparten af nutidens voldelige konflikter. Uden islam ville verdens være umådelig fredelig*. Det skræmmer dog ikke Vesteuropas beslutningstagere.

Man forstår sikkert, at jeg har udviklet en vis fornemmelse for borgerkrige. Jeg håber ikke, jeg bliver så gammel, så jeg kommer til at opleve den svenske endsige den danske, men jeg kan gribe mig selv i at tvivle, om ikke jeg gør.

*Hvis man anvender The Uppsala Conflict Data Program, der opererer med konflikter der løbende kræver over 1000 liv om året, er der i øjeblikket 11. Af dem involverer 2 ikke islam. Hvis man udvider til mindre konflikter, der ofte har varet i mange årtier, er der 42. Af dem involverer 7 ikke islam, men blandt disse er medtalt uafsluttede men inaktive konflikter som Nordirland og Korea, så i virkeligheden er islams konfliktandel større. A world without islam would be pretty peaceful.