Sveriges Radios uforlignelige Erik Schüldt sagde forleden, at adagioen af Kejserkoncerten var det smukkeste stykke musik, han kendte. Den viser rigtignok den side af Beethoven, jeg holder mest af: Den lavmælte, intime og inderlige, som man også finder i de uudtømmelige sidste strygekvartetter. Jeg er tilfreds, bare jeg får den med Wilhelm Furtwängler og Edwin  Fischer på højden af deres ydeevne i 1951. Hører man Furtwängler hviske til Philharmonia-orkestret?  Få år efter var de begge døde.

I anledning af sommerens genkomst, tog vi en el-bil og kørte til Jægersborg Dyrehave og gik op til  de Thurahs Eremitageslot. Så et par øl på Peter Liep og hjem til den store by. Et allerede længselsfuldt farvel til en fantastisk sommer, hvor vi var så heldige, at vi næppe forlod København. Det var mere held end forstand. Vi vil huske den længe. (© Snaphanen, klik f. helskærm)