Sveriges infrastruktur er i en stadig sørgeligere forfatning. Vejene er hullede, el-nettet gammeldags og jernbanerne resulterer i daglige togstop. Når man sparer på vedligeholdelsen, bliver det i løbet af kort tid dyrere, end hvis man havde vedligeholdt i første omgang.

Se også økonomen Hans Jensevik om, hvordan det går, når der er 168 mænd for hver 100 kvinder i en svensk kommune, og voldtægtstallet bare fortsætter med at eksplodere i en moralsk og feministisk stormagt. Så har man en ‘erkendelsesudfordring,’ når man er svensk. Nu kan man endda efter 45 års brutal nedtystning skrive i Aftonbladet om det.

“Så ville vi nu have haft svenske tilstande her i landet”

Tænk, hvis ikke JP havde givet spalteplads til de politisk ukorrekte – men modige – Søren Krarup og Ole Hasselbalch

Da jeg begyndte at skrive om dette emne  i relation til Sverige for tyve år siden, troede jeg politik var langt mere informeret og rationel, end det har vist sig at være. Min ven, Paul Weston, regner Sverige for en tabt sag. Det hjalp intet at skrive om det hver dag i tyve år, selvom fokus på Sverige af gode grunde nu er langt større end det var i år 2000.

En rabiat herskende klasse fik sin dagsorden gennemført, tilbage er der kun at høste frugterne. Det er tragiske omstændigheder at få ret under, selvom der godt kan gå et årti eller to, før Sverige er i en egentlig eksistenskamp. Den øjnes let i dag af enhver med detajlkendskab til sagen.

Nu ved jeg, at bøger, debat og kronikker ikke flytter holdninger, begivenheder gør. Jeg ved endnu ikke på dette sene tidspunkt, om Danmark undgår Sveriges skæbne, at komme i mindretal i eget land, hvilket også er ensbetydende med, at fremmede griber den politiske magt, læs den politiske religion islam. Svenskere født idag, risikerer et liv som kopterne fik i Egypten og Armeniere i Tyrkiet.

At dømme efter danske vælgere og politikere, undgår vi det ikke. Halvdelen af Folketinget har ingen anelse om, hvad de har sendt os ud i, den anden har måske, – bortset fra, at de er blanke på islam – men vil ikke gøre det nødvendige for at undgå det.

80 procent af vælgerne er for uvidende til at redde sig selv og navnlig deres efterkommere. Så må befolkningen vente, til en ‘en svensk’ katastrofe er et faktum: Problemer erkendes først, når de ikke mere kan løses. Fremragende kronik af statistikeren Erik M. Bøye:

Bliver Europa også reddet på målstregen fra denne fare?

I dag er det gået op for de fleste, at Europa har et problem; og der bygges grænsehegn og grænsemure. Men i 1990’erne blev man beskyldt for racisme, hvis man påpegede, hvilken vej udviklingen gik.

Tænk, hvis ikke Jyllands-Posten havde givet spalteplads til de politisk ukorrekte – men modige – Søren Krarup og Ole Hasselbalch. Så ville vi nu have haft svenske tilstande her i landet [..]

Når man i 1970’erne og 1980’erne gennemgik befolkningsstatistikken på universiteter og handelshøjskoler, drejede det sig om fertilitet og dødelighed. Indvandring og udvandring fyldte meget lidt og blev som oftest kun strejfet. Selv om jeg er statistiker, var det en præst og en juraprofessor, der gjorde mig opmærksom på befolkningsudskiftningen. Jeg blev paf over Søren Krarups provokation med annoncen i Jyllands-Posten i 1986: ”Nej, ikke en krone” (til Dansk Flygtningehjælp, der »terroriserer den offentlige debat«). Men jeg indså hurtigt, at han havde ret; og jeg fandt ud af, at vor eneste professor i demografi, Poul Chr. Matthiessen, også havde advaret imod islamiseringen [..]

Det er mærkeligt, at så mange højt uddannede ikke ville se problemet, mens en hjemmehjælper og »hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker« kunne se det. Sikke et sprog den såkaldte kulturelite bruger. Hvad er det, der skygger for Carsten Jensens udsyn? Eller Marlene Winds, når hun taler om at lufte den indre svinehund. Er det, som Jørgen S. Dich skrev i ”Den herskende klasse” (side 13)(om den offentlige sektors vokseværk): »I virkeligheden er alting såre simpelt. Men det kræver en holdning at erkende det.«

Det er hårdt at være de første, der påpeger en truende fare. I 1930’erne kom faren fra nazismen. Europa blev reddet på målstregen af Winston Churchill. Havde det ikke været for ham, ville vore unge mænd nu skulle gå strækmarch gennem gaderne. Men Churchill talte længe for døve øren og blev betragtet som en krigsmager og en færdig mand i politik.

I dag kommer faren fra en anden ideologi: islam med dens sharialovgivning med tørklædetvang, flerkoneri, piskning og stening. Bliver Europa også reddet på målstregen af denne fare? Eller vil det gå som spået af islameksperten Bernard Lewis, der i et interview i Die Welt i 2004 spåede, at hvis udviklingen fortsætter, vil Europa have muslimsk flertal senest ved udgangen af dette århundrede, og »Europe will be a part of the Arabian West«. Bent Jensen beskrev det i JP-kronikken sidste år som Europas mærkelige død. Det er hårdt at være de første, der påpeger en truende fare