Melodien er vores tro og vores fortvivlelse, den er vores resonans i det tomme rum. Uden melodien manglede vi et sprog. Melodier åbner og trøster. Men hvad er en melodi? Er den ånd i lydbølger? Kærlighed? Lindringen af lidelse? Eller er melodien historien om os selv?

Jeg har spurgt en ven, som er dirigent og komponist, hvad en melodi er. Hvordan forklares den, og hvorfor synes den universel, og bevæger mennesker fra Tokyo til Cairo.  Hvad kan ellers drive mennesker til tårer?

Hvordan kunne 1000 år europæisk musik gribe hele verden? Vi blev ikke færdige med det, han havde nogle gode bud, men i grunden var vi det lige  lidt nærmere. Det var også i pausen til en konference på Christiansborg, et i grunden upassende sted for en dybere samtale..

Måske er melodien dybest set et mysterium, der unddrager sig vores forklaring. Som kærligheden.  Men hvad er det, hvorfor  bliver vi rørt af noget så abstrakt? Hvad er det, der er så meget større end os selv, og hvorfor slår det en universel akkord i os?

Er den alvoren i en ualvorlig tid, er den erindringen om guden i en gudløs tid? Europæerne famler sig frem, nogle begår selvmord, som de snart forhenværende svenskere, fordi de ikke ved, hvem de selv er, og det de er, har de lært at afsky. Jeg prøvede at hjælpe dem for tyve år siden, det var fuldstændigt omsonst. Man kan ikke skåne nogen for noget. At ville tilrettevise de svenske genier i år 2000, var ganske halsløs gerning. De vil, i borgerkrig, så lad dem komme det. Ingen kan forhindre det.

Vi nærmede os kun svaret lidt. Leonard Bernstein talte på Harvard i 1973 om Mahlers 10 symfoni fra 1911, der forudsagde melodiens død, og i virkeligheden den europæiske civillisations død med første verdenskrig.

Al livstro blev forvandlet til tvivl i det 20 århundrede. Måske var Schubert den største melodiker, og han var koncentratet af det, vi mistede i 1914. Måske kunne vi have undværet Bruckner og Mahlers svanesange, selvom de var imponerende., men Schubert, Chopin og Mozart? Nielsen?

Når jeg hører “I Østen Stiger Solen Op” fra Niels W. Gades Elverskud, flyder mine tårer, hvad har ellers den virkning? Jeg har ikke noget valg, jeg kan ikke lade være. Jeg er ikke specielt sentimental, jeg er endda temmelig kynisk, når det kommer til praktiske ting.

Melodiens død

Melodien blev afløst af jazz med ret rudimentære  melodier, og pop med endnu mindre melodi, og efterhånden  skabt af computere. Nu lever vi i den melodi-primitive tid, og ganske få gør det klart for sig, at de musikalsk lever af computerproduceret, industrielt affald, der har myrdet melodien helt.

Et passende lydtapet til en åndløs tid, der har opgivet at kalde noget hæsligt. En tid, hvor P 1, der engang var et kulturprogram, nu handler om sex, penge og politik. Der har vi vores best and brightest i tre ord. Hør dem på P1, hvis du magter det.

Jeg ved ikke, hvad en melodi er, men jeg kender den, når jeg hører den

Hvad er det med melodier, som stadig bevæger os? Og hvad er det melodier siger om en tidsalder, der har forladt dem? En tidsalder, hvor mennesker ikke engang ser de grimme bygninger, som deres tid opførerer, og hvor de opfatter den forstærkede støj, der kommer ud af hundredetusinder ens radiokanaler, som musik. Peter Hitchens og Roger Scruton har talt om popmusikkens tyranni, jeg ved kun, at jeg ikke hører det mere. Det formindsker alt omkring sig.

Min ven, komponisten og jeg, blev ikke færdige, men her er nogle melodier, og der er ingen, de lader urørt. I mangel af bedre, vil jeg sige “kærlighed til livet,” men komponisten kan måske få mig på mere prosaiske tanker, næste gang vi ses. Noget med herz og øregange.

Måske er melodien blot en bestemt akkordrække, eller nogle bestemte svingninger i øret. Måske er den  tårer der uforklarligt  vil frem, og måske er de blot uforløste i vores tid. Sorgen og glæden over det menneskelige vilkår.

Melodien er måske er velsignelsen, vi ikke ville have, som vil hellere vil længes efter. Melodien er vores tro og vores fortvivlelse, den er vores resonans i det tomme rum. Vi ved ikke, hvad den er, men uden den, ville vi mangle et sprog. Vi ville mangle evnen til at overgive os.

Nu har vi den, takket være Europas musik gennem tusind år, der  kan udtrykke det, vore ord kommer til kort over for. En rig arv, der måske er det mest raffinerede og inderlige monument, europæerne har rejst over sig selv.

De hader måske sig selv, men de tager fejl, man må elske dem, hvis man ser nærmere efter. Selv når de kaster vrag på hele deres arv, må man elske dem, for de ved ikke, hvad de gør. De har så mange sære ting for. Det syntes Prædikeren også.