Fra pressemeddelelsen: Jews are leaving Western Europe to repatriate to Israel because they no longer feel safe. … For Christians, an unanswered question remains – where is our Israel?”

Katie Hopkins kommer til Oslo den 22 maj, og til Mosbjerg Folkefest 22 juni sammen med Tommy Robinson, hvis han ikke sidder i fængsel. Han skal i retten igen i morgen. På grund af min begrænsede onlinetid har jeg endnu ikke set Homelands, men jeg kan takket være helt enestående læsere begynde at kigge efter en ny computer i denne uge. Indtil da hopper jeg stadig fra tue til tue: Smartphone, bibliotek, lånt Chromebook.

Hvordan så min forbrydelse ud den 19 december 2018?

Af en dom i går, kan jeg se, at jeg risikerer noget i omegnen af tre måneders betinget fængsel og en bøde på 2-5000 kr. for at ville oplyse om islams barbari på en så diskret måde, som det nu engang er muligt. For en folkepensionist er alt mange penge, og en advokat skal have over tusind kroner i timen.

Man kan studere her, hvordan jeg gjorde den 19 december, da jeg ligesom Tavakoli, ville skabe noget modvægt til tusind danske avisartikler, der  omtalte “skader på halsen.”

Her begrunder Jaleh Tavakoli sin handling. Maren og Louisa blev dræbt ‘på ISIS-facon’ skrev jeg. Følger man det link, jeg angav, havner man i den tomme luft, der er ingen video, og skærmbilledet er pixelleret til ukendelighed. Jeg advarede også imod at se den. Jeg så den én gang uden lyd, det var rigeligt.

Dansk presses massive misinformation

Tavakoli dokumenterede dansk presses misinformation ved hjælp af Infomedia: Drabsvideoen og misinformation om terrorangrebet. 1450 danske artikler ville ikke ud med sandheden, hvor enhver kunne se den bare de kunne engelsk, fransk eller tysk.

Det er klart, at pressen gerne vil skåne familien. I denne sag forekommer det mig dog, at dette hensyn falder lidt for bekvemt sammen med pressens og politikernes almindelige ubehag ved at formidle sandheder om islams barbari og fascistoide ideologi.

“En politisk sag” – Man aner hensigt

Det virker kort sagt som en dårlig undskyldning fra magtens side for at dække over  hvilke enorme sikkerhedsrisici, de har masseimporteret. Tavakoli, jeg og andre, gjorde kort sagt hvad vi gjorde af ideelle grunde. For at gavne samfundet og almindelig realisme, ikke for at skade den ulykkelige familie endsige for at svælge i modbydeligheder. Man vil skåne familien, og det er ædelt og godt, men dette lugter af, magten ønsker at skåne sig selv og samtidigt fremstå ædel.

Når jeg står i retten i nær fremtid, vil det hele have en fæl politisk bismag. Man har fundet straffelovens § 264 d egnet til et andet formål end det tiltænkte, nemlig som et cover-up for sin egen landsskadelige udlændingepolitik.

Allting är en fördel

Kun de, der har rejst sagen, kender deres egne motiver. De tiltalte vil aldrig lære dem at kende, men at vi aner hensigt, skal vedkommende anonyme person ikke tvivle på. Den afhørende betjent (hvis navn jeg kender, men ikke vil røbe) sagde hele to gange til Jeppe Juhl: “Vi beklager dette, men det er politisk, du ved.” Juhl vil vidne for mig, hvis han kan.

De der afhørte mig, havde ingen kommentarer til, at jeg nævnte en lignende mistanke. Jeg får se, om en domstol har. Allting är en fördel, siger Lars Vilks, og han har prøvet lidt af hvert. Jeg vælger at se sådan på det, så er det hele til at leve med.

De kan ikke røre nogen, der har sandheden på deres side. Vi er i orkanens øje, alt er ganske roligt her, vi æder og drikker og lever livet, og holder os så langt væk fra DR og TV2 som overhovedet muligt. I dag bagte vi en pizza og så en god film om Pablo Neruda og kærligheden, – Se også: For første gang –  Berlingske skriver kvinder fik skåret hovederne af.

Ulrik Høy: De forsagte

“Man har altid helbred til at blive slået ihjel”

Der er en type kristne, der er så forsagte, at hvis man sparker dem bagi, så vender de sig om og siger undskyld. Monstro danske biskopper tilhører denne kategori? Noget tyder på det. De skal i al fald ikke have noget klinket med en tænketank, der vil støtte forfulgte kristne rundt om i verden – den muslimske verden – for det er her, det foregår. Kristne forfølges, kirker sprænges i luften, og de mest uhyrlige overgreb finder sted hver eneste dag næsten upåagtet af danske medier, mere præcist; hedenske danske medier.

Man skulle ellers synes, at der var nok at se til for kristne biskopper i det fjerne og lykkeligt eskapistiske Danmark. Men sådan er det ikke. De vil simpelthen ikke blandes ind i noget og vil meget hellere læse Kristeligt Dagblad med uendeligheden af etiske dilemmaer, for her kan man snakke. Her kan man forholde sig uforpligtende til tidens store spørgsmål. Her kan man bilde hinanden ind, at det her er et ekstremt væsentligt, etisk dilemma. Med indlagt sorg, skyld, skam, længsel, depression, ensomhed etc. etc., kort sagt hele paletten af danske lidelser anno 2019.

Lidelser? Er det ikke snarere de populære plager i tiden, dem man kan hygge sig med, gyse lidt over og ellers er forskånet for.

Islam, jamen det er da dejligt, biskoppelig dejligt, at Danmark sådan får installeret en rigtig stor verdensreligion, som man kan gå i dialog med og iøvrigt støtte på alle mulige måder, med invitationer, venlige lader og biskoppelig imødekommenhed. Forfølgelser af kristne? Mord, nedbrænding af kirker, selvmordsbombere i trængsel? Puha, det er noget grimme noget, der ødelægger stemningen, men stemning eller ej, den ubekvemme realitet er faktisk en realitet.

Så hvorfor går danske biskopper ikke med i en tænketank, der konfronterer problemet i stedet for at glide af på det? Svaret er nok, at biskopperne er bange for at gøre problemerne større, end de er. De er sikkert også bange for reaktionerne. Tænk, hvis muslimerne bliver vrede på os og vil have konfrontation fremfor dialog? Huha, det ville være uhyggeligt, for hvad kan 1,4 milliarder muslimer fordelt på 57 muslimske lande ikke finde på, hvis man generer dem?

Det er der afgjort en pointe i, nok værd at overveje. For det ved vi jo, at krænker man de kristne, bliver de kede af det. Krænker man muslimer, bliver de rasende, og skønt de altid er rasende på hinanden, så er der lykkeligt overskud til at organisere raseriet, når krænkelsen kommer fra de vantro. Mafiøs i sin vælde er den muslimske vrede og aldeles global.

Det så vi under Muhammedkrisen, der jo virkelig var en øjenåbner, og det kan være den, der har ligget og lumret som en slet skjult dagsorden under den biskoppelige forsamling.

Lad os hanke op i historien og blive lidt klogere på, hvad det kan koste at være kristen.

Kaj Munk, præsten fra Vedersø blev ved med at udfordre den tyske besættelsesmagt, i skrift og tale, og han insisterede på det frie ord. Jeg vil sige de her ting, sagde han, og jeg vil sige dem i kirken, for Herrens ord skal have frit løb. “Uha nej, Munk, det skal De ikke, det er forbudt, man holder øje med Dem, og De har slet ikke helbred til det!”.

Hvortil Munk svarede: “Man har altid helbred til at blive slået ihjel”.

Få uger senere blev han opsøgt derhjemme i præstegården af en nazistisk dødspatrulje, kørt bort og skudt ned i Hørbylunde udenfor Silkeborg. Munk døde fra kone og fem børn, og hans død rejser næsten ligeså store dilemmaer, som dem der hærger Kristeligt Dagblad i det daglige.

I dag er det især uforsagte ateister, der tager skraldet fra islam, tapre folk som Lars Hedegaard, der bereder sig på de aktuelle forhold i Købehavn. Nys hjemvendte syrienkrigere med kone og børn skal som bekendt genhuses og hjælpes til rette, for det hører til den omsorgsdybe stats kæreste forpligtelse. På skatteydernes regning, naturligvis.

Hvem bringer det op i valgkamp 2019?

Det er lige før, de røde kan blive hjemme

Der er de gamle kunstnere og de unge kunstnere, der sætter deres kryds til venstre for midten. Det gør nu de fleste i dette land, og så er der dem, der sætter krydset ekstra langt til venstre.

De gamle kunstnere bor ude på landet, i Odsherred, de har atelier, staffeli, keramik, de har et fatalistisk midtpunkt i livssynet og lader sig hverken skræmme eller imponere.

De lever af pension, en smule legat, lidt royalty – de har beskedne fordringer og en grundindsigt i ret og vrang: når en løjser i habit får 12 millioner om året og 20 millioner i aftrædelse, så sætter det kryds helt sig selv. Nej, fanden rasme siger de gamle kunstnere og forfattere, det gider vi ikke se på. Vi gider ikke sjofelheden med rigdom lige op i masken, denne pralerigdom der skal dupere rakket. Vi gider det ikke, vi stemmer rødt, uanset hvad fanden de røde finder på. Her ligger troende og ateister på linje, for de rige har fået deres løn, som skrevet står, og nu er det nok.

De unge på Kunstakademiet stemmer også rødt. Ved det forrige valg fortalte en professor mig, at de holdt prøvevalg på akademiet, og at Enhedslisten fik absolut flertal. Den tomme, prangende rigdom med pralebiler i de københavnske gader, de unge studerende gad ikke se på det. Det er dårlig stil at vise sig frem på den måde. Dårlig opdragelse.

Den unge professor stemte selv rødt, sådan med radikal tvist, han var ansat på åremål og iøvrigt glad for al sport og kondiløb og maraton og dansk håndbold og ishockey i Herning. Ligesom vi andre bondefødte joggere fra Det søjyske Midthøjland.

De unge på Forfatterskolen? De stemmer rødt, kommunistisk rødt med strejf af hærværk og bukolisk drukkenskab helt i traditionen fra Johannes Ewald over Tom Kristensen til Frank Jæger. De unge på Forfatterskolen kom vældig i aviserne, men ærlig talt: hvis man ikke bare en gang imellem skulle svælge to flasker whisky og lægge an på sidedamen, hvad skulle man så?

Den gode lærer, der sysselsatte sig med sidedamen og de våde varer blev relegeret og er nu kustode og opsynsmand på Tom Kristensen-museet på Thurø. Her viser han rundt, når han ellers kan stå op. Bortset fra det så stemmer han rødt, for vi vil have revolution.

Går vi lidt tilbage i tiden, så stemte kulturfolket rødt. Kultureliten stemte rødt, og kulturmasserne stemte rødt. Det var tider, men tag ikke fejl. Farven er stadigvæk rød og fjendebilledet et knaldrødt tapet af fattigdom, klimakatastrofer og bomb Wall Street.

Venligboerne? De er her og der og alle vegne, de er venlige og ubønhørlige, og de står stærkt rundt omkring i skolegårde, præstegårde og landdistrikter. De står også stærkt i byerne og er klar til udrykning, når asylsøgerne banker på, og de nordafrikanske voldtægtsbrigader af unge mænd kræver deres ret.

Venligboere vakler mellem de Radikale, SF og Mette F., for hvem tager mod flest flygtninge. Det skal komme an på en prøve, for der er p.t. 800 millioner flygtninge, som ifølge konventionerne er kvalificeret til ophold i Danmark.
800 millioner, det er mange, men hvis vi rykker lidt sammen, så går det nok. I gamle dage kunne hele verdens befolkning stå på Bornholm, så mere indviklet er det ikke.

Farven er rød og blandingen af vildfaren empati og ægte gedigen afsky for banditter i habitter, gør farven blodrød. De krydser sætter sig selv.

Ja, og selv SF nyder godt af den røde bølge. Man er stadig lidt flov over Morten Lange, den kloge professor, der gik ind for atomkraft og nu ser undrende til fra det høje. Man kan dårligt trække vejret i bund her oppe i den forurenede himmel, så hvornår kommer SF til fornuft og går ind for ren energi, atomenergi? Det kan blive ny dag for professor Morten Lange, der nok var kommunist, men især lærd og kultiveret – og vittig – og den bedste parlamentariker på tinge.

Mette F? Hun er indtil videre kommet gratis til det meste og skal vel bare lade de andre dumme sig. For Venstre er trætte og anonyme, DF er bare træt i betrækket, Liberal Alliance er træt til døden – en smuk dyd i evangelisk lyrik – men næppe i dansk politik. Pernille Vermund virker lidt bryllupstræt, så hun skal også i omdrejninger, og de konservative er så diskret trætte, at man bliver helt nervøs. Findes de overhovedet?

Profetien tilsiger, at Lars Løkke kan trække nok så mange kaninfarme op af hatten, det er ikke nok. Danske Bank? Skandalen i Danske Bank er garant for de rødes valgsejr, for blandingen af rigdom, svindel og humbug – blandet op med de affejende og rutinemæssige benægtelser – kan enhver forstå. Det appellerer til alle. Fra enfoldige gemytter over hæderlige normalbegavelser til de kloge og indsigtsfulde. Tilsammen kan de konkludere, at Danske Bank tabte valget for Lars Løkke. Argumenter tæller ikke i denne sammenhæng, og lægger vi skandalen i Skat oven i, så har vi den perfekte opskrift på et tabervalg.

Det er da lige før, de røde kan blive hjemme.