“Vi behøver ingen sikrere banegårde eller svømmebassiner, vi behøver sikre grænser. Denne drengs død er alle de gamle partiers skyld.”

 “Goddag mand økseskaft, vi aner ikke, hvad vi skal stille op med det blodbad, vi har lagt til rette”

Hun skal hedde Lisa Licentia, og det er velgørende at se en ung kvinde, der ikke har mistet evnen til at tænke, selvom følelserne presser sig på. Det foregår på tysk, og hvis I ikke har lært det, må I bare ærgre jer over den dumhed, der har forhindret det.

Torsdagens multikulti mord var en nedslagtning i Stuttgart med sværd på åben gade. Politikerne fra Seehofer til de Grønne taler om flere politifolk og sikkerhedsrækværk på banegårde.  De kunne lige så godt have sagt “goddag mand økseskaft, vi aner ikke, hvad vi skal stille op med det blodbad, vi har lagt til rette.”

Det virkelige problem er, som i Norge, Sverige og Danmark, at folk altså stemmer på deres eget samfunds  bødler igen og igen. Alt for mange vælgere er for inkompetente til at forvalte deres arv og sikre deres børn en fredelig fremtid. Selvødelæggelsen bliver derfor en ustoppelig spiral. Se Sverige.

“Nedstigningen i kaos vil kun fortsætte og blive værre”

Tyskland har oplevet sit første mord på en multikulti politiker. Det er graden af intern konflikt, vi er ved at være ude i. Vores nedstigning i kaos vil kun fortsætte og blive værre, som Lisa Licentia siger. Sverige er forrest, Tyskland og Frankrig er lige bag efter. Hvordan vil de herskende klasser forsvare sig mod den vrede, der allerede er imod dem? De fleste velfærdseuropæere bliver ikke vrede, de bliver sentimentale, men når de har været det et stykke tid, bliver de vrede. De vil overleve. Det er lag af civillisation, der skal skrælles af først. Vold og blod skræller det af.

EU skabte fred i nogle årtier, nu skaber det konflikt blandt andet fordi det er lige så stift fokuseret på “stadig tættere union”, som Hitler lige siden Mein Kampf var på Lebensraum i øst. Han kunne ikke improvisere, ligesom EU spidserne ikke kan. De vendte begge uafladeligt tilbage til de samme tvangstanker.

Når EU bryder sammen, bliver det af uduelighed, ligesom Hitler, der i virkeligheden bare var en uglad amatør med så få frapperende øjeblikke, som enhver amatør vil opleve. Trods sin skruppelløshed holdt han kun i 13 år. Tyske mediers overskrifter torsdag afspejler det mediepolitiske kleresis afmagt overfor den virkelighed, de selv har skabt. Kontrollen vil glide dem af hænde, men den havde aldrig nogen ægte folkelig legitimitet alligevel.

Er man ekstremist, hvis man er nationalkonservativ?

Af Lene Kattrup

I Kristeligt Dagblad stod der den 20. juli 2019 i lederen af Jeppe Duvå, ”Helte og helgener i en puritansk tid”, i anledning af 75 års dagen for attentatet mod Adolf Hitler om manden bag, Claus Stauffenberg:

“Hans had til Hitler og naziregimet var i vidt omfang begrundet i motiver, der i dag ville diskvalificere ham: ære, kærlighed til nationen og imperativer, som han udledte af sin kristne tro. Dertil kommer, at han efter enhver moderne målestok var uhyrligt reaktionær og uden tvivl kunne følge nazisternes racelære et stykke ad vejen.”

Mener Duvå virkelig på vegne af sin avis, at man er moralsk anløben som menneske, hvis man er nationalkonservativ og nærer kærlighed til sit land?

Meget tyder på, at han synes, at en motivation som det at nære “kærlighed til nationen” (ikke nødvendigvis de andre motiver, der er nævnt i opremsningen – ved ikke helt hvad der her i denne sammenhæng menes med imperativer – hvilke?) er diskvalificerende og dermed ikke acceptabelt.

Jeg mener, det må være legitimt at føle kærlighed til sit land. At være patriot og nationalkonservativ. (Som er noget andet end at være nationalist). Nazisterne var først og fremmest imperialister og havde imperiedrømme.
Stauffenberg elskede nationen, Tyskland, men han var som enhver nazist primært imperieopbygger, og derfor mente han, at de andre nationer skulle lægges ind under imperiet, på samme måde, som andre imperialister og internationalister og totalitære isme-tilhængere også altid vil synes det. Nazisterne var ikke nationale, men internationale. De var desuden forgabt i en frygtelig racelære, som definerede imperiedrømmene.

Jeg mener i øvrigt ikke, at vi kender Stauffenbergs motiver, han jo blev henrettet få timer efter. Attentatet mislykkedes for ham, især fordi han kun havde tre fingre tilbage efter sin udstationering i Afrika slut 1942. Vi kan ikke vide, om Stauffenberg mest var motiveret af, at krigen skulle ende, da han som en del andre kunne se, at Tyskland ville tabe, eller om han også fortrød og havde indset det frygtelige, ondskaben og det forkerte i projektet. Var han motiveret af et oprigtigt opgør med ideerne/tankesættet? Han gik ind for racelæren og var antisemit fra start af osv. Men blev han omvendt, eller ville han blot fremskynde krigens slutning (hvilket nu også var bedre end det modsatte)? Hvad var hans motiv?

Historikerne er splittede. Han protesterede ikke, da han så konsekvenserne af den racistisk motiverede rædselsfulde behandling af polakkerne. Men der findes beretninger om, at han, da han senere så den voldsomme ondskab mod og mordene på jøderne, skulle være blevet forfærdet. Vågnede han op her?

Vi ved det ikke, og vi bliver ikke klogere af at finde meget tidlige citater frem fra før attentatet, som det gøres i lederen.

Når vi fx, i dag vurderer en person som fx Ahmed Akkari, bør vi heller ikke bedømme det ud fra tidlige citater, forinden hans opgør med en anden også meget ond og frygtelig ideologi, islamismen. Vi ved, at Akkari er kommet ud på den anden side og i dag er demokrat. Han har endda skrevet en god bog om det, ”Min afsked med islamismen”, som jeg ville ønske vores politikere ville læse. Den er faktisk enormt informativ.

En helt, stor eller lille, som vi ser op til, kan i nogle tilfælde godt være en person, der først gik i en katastrofal forkert retning, men så skiftede kurs og gjorde en væsentlig forskel.

Det kom nu også frem i lederen. Men en heltegerning skal naturligvis så altid skal vurderes og ses i dette lys. Foruden i forhold til selve motivet bag en evt. omvendelse. Vi kender ikke Stauffenbergs.

Lene Kattrup

Von Stauffenbergs kontor i Bendlerblock i Berlin, står som den dag han forlod det. Gaden hed Bendlerstrasse, og overlevede bombardementerne. De sidste 10 år har den heddet Stauffenbergstrasse.