En idealist i storpolitik. Et sindbillede på Sverige

Pelle Neroth er en udsøgt filmmager, hvad man kan se i de senere års bedste Sverigesfilm, Sweden: Dying to be multicultural. Hans Palme-film er fra 2017, men jeg har først fået set den nu. Den er som forventet fremragende.

Jeg var for en gang skyld i Sverige den 28 februar 1986, hvor et puslespil begyndte for mig, der først er begyndt at danne et billede i de senere år. Det er billedet af en svensk idealist, der slår sig selv ihjel på en prosaisk virkelighed, og et samfund der har foretrukket indbildningen så længe, at det nu er tvunget til at leve permanent med den. En dyd, der kunne forveksles med en brist, blev til en skæbne.

Den kolde krig blev Palmes død

Palmes fjender var vestlige og indenlandske, U-bådsaffærerne i Skærgården var vestligt iscenesat for at kompromittere ham. Det lykkedes, for svenske landsbytosser troede op til mordet, at han var sovjetisk spion.

Palme var “en smerte i røven” på Reagans kun alt for jordiske, men succesrige strategi for at bringe Sovjet til fald, ligesom i øvrigt den danske venstrefløj var med deres inkompetente og populistiske Fodnotepolitik.

Idealisme i politik medfører en bred vifte af uforudsete ulykker. Desværre tiltrækker politik tonsvis af idealister, der foranstalter problemer, de er uden chance for at løse. Se aktuelt det svenske, importerede “bandeproblem” af mafiosoer og sociopater.

Det er nu evigt, mere intelligente politikere får svært ved at løse det, fordi den eneste løsning der er, er at fjerne dem fra landet. Det er vanskeligt med statsborgere i anden generation. Ligesom love er fastfrossen politik, er statsborgerskabstildeling en bestræbelse på at fastfryse ført, ulyksagelig politik. Vesteuropæerne fører politisk krig mod hinanden med fremmede som våben.

På den måde lægger Palmefilmen sig i forlængelse af Mads Brüggers nye Cold Case Hammarskjöld, der mere end antyder at Dag Hammarskjöld var endnu en svensk idealist, der havde forvildet sig ind i storpolitik og blev myrdet. Jeg holder det for det sandsynligste, men vi får det heller aldrig at vide.

Vil man have med verdens ondskab at gøre, skal ens analyse være dybere end dens, og helst mere kynisk. Man forstår, at den perfekte politiker er en utopi. Mange føler sig kaldet, men næsten ingen er udvalgte.

Nederlagets helt

Ligesom det større billede: At nationen Sverige idag er ved at ombringe sig selv af fejlplaceret idealisme. Det er en tragedie, som passer i et Shakespeare-drama, for det er et menneskeligt grundvilkår det illustrerer som umuligt i denne verden. Det går hverken med eller uden, men hvor tit dukker den rigtige blanding op i en politisk skikkelse?

Uden idealisme er verden ikke værd at leve i, men som rettesnor for en politiker, er den farlig. Se hvad Palmes Sydafrika har udviklet sig til, og se hvad der blev af den kolde krig, som Palme forestillede sig kunne afmonteres med dialog og åbenhed.

Og se endelig, hvad der er sket med det Sverige, der troede at verden styres af godhed og dialog, og hvad der skete med Palme personligt.

Palme lagde også grundstenen til “mångfalden” i 1975, der nu har kurs mod Sverigehistoriens største katastrofe. Den har ligesom Palme uafvidende bragt sig selv i stor fare, der nu dagligt koster menneskeliv.

“All political lives, unless they are cut off in midstream at a happy juncture, end in failure”

Man kan prise Palme af forskellige grunde, men han blev på alle måder en nederlagets helt, og han var til fare for sig selv og sit land. Palmes storhed hviler på en naiv analyse, der desværre deles af naivister i hele Vesten.

Hvis man går ind i storpolitik, bør man vide, at det næsten uvægerligt vil slutte i nederlag og fiasko, som Enoch Powell sagde. For det politikkens væsen. Få undslipper det. Palme fløj blot lidt højere og faldt lidt dybere end de fleste.

Nærmest skiven ramte han formentlig med sin modstand mod Vietnamkrigen. Her tog USA fejl ved at blande sig i en borgerkrig og begå krigsforbrydelser (Kissinger), men Palme stak stadig en kæp i hjulet på verdens stærkeste militærmagt, og det koster.

Palmemordet bliver – ligesom Kennedy-mordet – aldrig opklaret, fordi det ikke må opklares. Det var nemlig professionelt gjort. Der er fuld “deniability” indtil dommedag. Dagens svenske politikere er også idealister, men ingen kan beskylde dem for at være intellektuelle verdensmænd som Olof Palme.

Hvilke der er de værste, ved jeg virkelig ikke nu 33 år efter, jeg sad ude i skoven i Nordskåne og temmelig rystet hørte om mordet.

Filmen falder i to dele, en opsummerende og en personlig analyse.