47 pct. af de britiske jøder overvejer at forlade landet, Tony Blair advarer mod Jeremy Corbyn: Labour er styret af en revolutionær ‘Marxistisk-Leninistisk fløj’
Jødehadet er ikke historieløst, tvært imod

Af: Hans Rustad

Hadet mod jøderne er lakmusprøven på om vi vil forsvare vores samfund. Indtil nu er svaret nej.

Er venstrefløjens forbrødring med muslimerne gennem jødehadet et udtryk for historieblindhed? Eller er det måske det modsatte: Er det manglen på klassekamp, der finder udløb i hadet mod en gruppe begge ved ikke kan beskytte sig?

Historikeren Henrik Jensen tager fat i jødehadet, der er blusset op i Danmark. Han advarer venstrefløjen mod alliancen med muslimerne.

Under demonstrationen mod “islamofobi” i Paris for to uger siden, bar nogle af demonstranterne gule jødestjerner som under krigen, dvs. så man nærmere efter så var det gule halvmåner.

Det kan kun betragtes som et forsøg på at stjæle den jødiske historie fra jøderne og bruge den imod dem til fordel for muslimer, som hader jøder. For antizionismen ytrer sig i muslimske kredse i Frankrig gennem voldelige overfald og endda mord på franske jøder, som i foråret 2018, hvor ofret var en 85-årig kvindelig holocaustoverlever og gerningsmanden en radikaliseret muslimsk mand.

Præcist og derfor er det ikke historieløst af venstrefløjen. Det tog kunne venstrefløjen være steget af for længe siden. I stedet har de fortsat forbrødringen med muslimerne.

Forbrødringen har strategisk demonstreret sig via en argumentation for, at muslimer i Europa i dag er ”vor tids jøder” – at det, der blev gjort mod jøder i 1930’erne og 1940’erne, nu bliver gjort mod muslimer. En fuldkommen horribel og grundløs sammenligning, som viser, at den ydre venstrefløj er lige så historieblind som det yderste højre.

 Nazister, kommunister og af salafister

Det perfide er en del af antisemitismen. Dagens jødehad har lært både af nazisterne, af kommunisterne og af salafisterne: Det, at få en jødiske familie i et villakvarter udenfor København til at skælve af frygt, er en triumf og det er en triumf dagens myndigheder kommer til at fortryde. Jødehadet bliver mere pågående. Muslimerne har rykket sine angrebsvåben fremad.

At 600 deltog i begravelsen af Omar el-Hussein siger noget om en stemning: Men det er som om det officielle Danmark ikke vover at tage budskabet til sig.

Lars Løkke Rasmussen nævnte Dan Uzan i sin nytårstale, men han nævnte ikke Lars Vilks. Myndighederne nævner en dræbt jøde ”after the fact”, men forbigår at jihadisten ville dræbe kunstneren og alle som var på mødet, hvis han havde kunnet.

”Ersatz-klassekamp”

Det er ikke historieløshed der gør, at Jeremy Corbyn har forvandlet Labour til et antisemitisk parti. Prøv lige at forestille dig at det britiske arbejderparti skulle ende op som antisemitisk. Det har med mangel på ægte klassekamp at gøre. Partiet har opgivet at forsvare arbejderklassen, men går hellere løs på jøderne. Det er jo den klassiske definition på antisemitisme: En ”ersatz-klassekamp”, stedfortræderkamp. Nazisterne gjorde det samme.

Når vi ikke ser det klarere er det fordi vi er ved at begå eller havne i den samme moralske fallit.

Hadet mod jøderne er lakmusprøven på om vi overhovedet vil forsvare vores samfund. Indtil nu er svaret nej.

Henrik Jensen JP 25.11.2019: Venstrefløjen har forbrødret sig med radikale muslimer mod jøderne og Aia Fogh: Myndighederne skal gå forrest med et klart signal om, at forfølgelse af jøder ikke vil blive tolereret.

Se også Mosaisk Rapport om antisemitiske hændelser i Danmark 2018.

Lars Hedegaard skriver i dag:

47 pct. af de britiske jøder overvejer at forlade landet. Jødiske skoler og andre institutioner bliver konstant overvåget af sikkerhedsstyrkerne.

Sådan er det også i Danmark, som var et af de få steder, hvor befolkningen satte sig til modværge mod de nazistiske deportationer af jødiske medborgere.

Nu har vi fået nye indbyggere, der ser det som deres mission at slå jøder ihjel. De er importeret af politikere, som vi har stemt på.

Jødehadet er det, der forener det yderste venstre og det yderstre højre. De lever af hinanden. Og forbryderne på Christiansborg kalder det mangfoldighed.