Af Tim Pallis

Antifa’s voldelige intolerance

Jeg bor på Nørrebro og får derfor Nørrebro/Nordvest Bladet. Heri var den 8. januar 2020 en artikel af Claes Kirkeby Theilgaard, som er chefredaktør på Netavisen 180Grader. Han skriver: “Det er på tide, at vi siger fra overfor Antifa’s voldelige intolerance.” De prøver med vold, chikane og trusler at bekæmpe dem, de er uenige med.

Det drejer sig om Antifascistisk Aktion, Antifascistiske Unge og Revolutionære Antifascister, som holder til i Folkets Hus, Ungdomshuset og kollektivet Bumsen. Deres marxistiske ideologi går ud på, at deres aktiviteter retfærdiggør de voldsmetoder, som de benytter sig af ud fra ideen om, at de derved fremmer tolerancen.

Den autoritære personlighed

Det er derfor absolut nødvendigt at forstå den anti-fascistiske bevægelses ophav, og hvad det hele drejer sig om. Vi skal først tilbage til et af Frankfurterskolens hovedværker The Authoritarian Personality fra 1950 skrevet af Theodor W. Adorno, (1903-69), Else Frenkel-Brunswik, Daniel Levinson, and Nevitt Sanford. De var alle Franfurterskole forskere, som arbejdede på University of California, Berkeley under og kort tid efter 2. Verdenskrig.

Formålet med dette værk er at udrydde autoritære fordomme ved hjælp af en genuddannelse på det psykologiske og personlige plan. Det drejer sig især om fordomme overfor minoriteter. Det handler om at identificere slumrende fascistiske holdninger og fremme en anti-fascistisk tænkning for at bekæmpe de fascistiske tendenser i samfundet. Herfra udspringer AFA bevægelsen på den ekstreme venstrefløj.

Muslimske tilflytteres racismeproblem

Den væsentligste sandhed i vor tid er imidlertid det stik modsatte. Det egentlige racismeproblem findes i dag blandt vore muslimske tilflyttere. De er racediskriminerende overfor deres naive europæiske velgørere. De kan f.eks. ikke i deres vildeste fantasi drømme om at lade deres døtre frit komme samme i kærlighed med urene vantro drenge i Vesten.

Deres religiøse had (den gældende racismedefinition omfatter jo også religion) retter sig mod alle andre kulturers religiøse overbevisninger end deres egen bestemte islamiske tro, hvad enten det er sunni, shia eller en af flere forskellige sharia retsskoler.

Den ikke-etnocentriske personlighed

Det anbefales i “The Authoritarian Personality”, at psykologer i langt højere grad skal engagere sig i en slags forudbestemmelse af samfundet og kontrol af familiernes pædagogik f.eks. ved at udvikle en ideologi, der fremmer ikke-etnocentrisk personlighed.

Ideologien er, at etnocentriske forældre har en tendens til opdrage deres børn til at udvise de samme moralske holdninger til det at straffe, som de selv har til minoritetsgrupper.

Det siges ligefrem i bedste kommunistiske mening, at der faktisk findes forældre, som fuldt bevidst modarbejder sig selv i og med at tro på nødvendigheden af at forme deres børn på en sådan måde, at de kan finde en plads i dette samfund. For det er dog det mest fascistiske, ikke at give børnene en chance i den kommunistiske utopi, som man drømmer om.

Islams ekstreme monokultur

Den autoritære personlighed beskæftiger sig en del med begrebet etnocentrisme, som de mener er en vigtig fordom at overvinde. Meningen er naturligvis, at bekæmpe lokal patriotisme og snæversynede fordomme, som står i vejen for den grænseløse multikulturelle utopi, der er ensbetydende med den marxistiske humanisme.

Derfor er det interessant, at den islamiske kultur, som venstrefløjen har allieret sig med, har lukket helt af for alle anderledes troende og tænkende. Det er ensbetydende med den kristne kultur i et hvert europæisk land, hvor de er indrejst. Islam er ikke på nogen måde multikulturel, men ekstrem monokulturel.

Et ideologisk fatamorgana

I nymarxismen tales der ligefrem om ”en etnocentrisk ideologi”, skønt det er et fatamorgana, da det ideologiske hører hjemme i nymarxismen og islam. De kalder denne såkaldte ”etnocentriske ideologi” for en pseudopatriotisme. Og de beskriver den således:

”Vi er det bedste folk og det bedste land i verden, og vi bør enten helt isolere os fra verden eller deltage i den, men uden at miste vor fulde suverænitet og økonomiske fordele (underforstået imperialisme).”

I denne optik bliver national bevidsthed og ønsket om at passe på vort gamle land og kulturelle baggrund og vor følelse af fædrelandskærlighed til en fascistisk og racistisk nationalisme, som er i opposition til emigration, EU, internationale organisationer og konventioner.

Ulandshjælp er en ydmygelse

Denne kulturmarxistiske ideologi er et angreb på vor politiske og økonomiske verden, der karakteriseres som fascistisk, reaktionært, imperialistisk og chauvinistisk. Det går så vidt, som at karakterisere ulandshjælp som endnu en snedig metode til at fastholde de underprivilegerede i deres situation – en påtaget venlighed, som i virkeligheden er en ydmygelse.

Familien er en tom borgerlig tradition

Kommunismen har altid haft familien i sigte. Marx affærdigede det naturlige forhold mellem forældre og børn som en tom borgerlig tradition. Minder det ikke lidt om Jean-Jaques Rousseau’s forhold til sine børn, som alle 6 var på børnehjem?

Frankfurterskolen opfattede den borgerlige familie som en forberedelse til fascismen. Disse kommunistiske socialforskere opfattede, at det oprindelige frie individ i familiens skød i virkeligheden var en socialisering til det at blive en fascistisk autoritet. Igen ser vi kimen til 1968 studenteroprøret og AFA aktivisterne.

Den repressive tolerance er politisk undertrykkelse

Mange Frankfurterskolemedlemmer i USA vendte tilbage til Tyskland efter afslutningen af 2 Verdenskrig. Men Herbert Marcuse (1898-1979) blev i Amerika. Han blev i 60´erne kaldt venstrefløjens fader.

En af de vigtigste artikler Marcuse skrev var ”Repressive Tolerance” fra 1965. Den repressive tolerance var et af nøgleordene i 1968 studenteroprøret. Marcuse talte om den systematiske moronization (moron= sinke) af samfundet.

I følge Marcuse er den repressive tolerance en subtil form for politisk undertrykkelse, hvor magthaverne under dække af tilsyneladende lydhørhed tillader eller endog opmuntrer til kritik af samfundssystemet, men kun så længe kritikken ikke rammer systemets grundvold.

Den falske bevidsthed er undertrykkende

Manglen på klasse- eller racehad er det borgerlige samfunds hegemoni dvs. deres magt, overherredømme eller lederskab. Deres ”falske” tolerance er ikke ønskelig, fordi det udvises af et samfund, som er domineret af falsk bevidsthed. Derfor er den repressiv eller undertrykkende.

Definitionen på ”falsk bevidsthed” er i virkeligheden ganske enkel. Når mennesket er underlagt den herskende (borgerlige) ”ideologi”, ser det ikke sine egentlige interesser. Mennesket har da en falsk bevidsthed.

I stedet for den repressive tolerance var Marcuse talsmand for en ”frigørende tolerance, som betød intolerance overfor det politiske højre og tolerance overfor det politiske venstre.

Kærlighedens år 1967

Jeg har både oplevet kærlighedens år 1967 og studenteroprøret i 1968 som ung mand i slutningen af 20´erne. Jeg hørte både om den repressive tolerance og falske bevidsthed, men hæftede mig ikke særlig ved det, da jeg var optaget af at rejse til Japan for at lære at praktisere zen buddhisme. Marcuse’s angreb på det borgerlige samfunds tolerancebegreb lyder sådan:

”Under de betingelser, der eksisterer i dette land (USA), er tolerance ikke og kan ikke opfylde den civiliserende funktion, som den tillægges af demokratiets liberale talsmænd – nemlig et værn mod afvigelse.”

Marxismens ideologi er ikke videnskabelig

Marxisterne kalder deres ideologi for objektive interesser, som om der skulle være en videnskabelig gyldighed i det. Marxismens ideologiske teori er politisk og har intet med objektivitet og videnskabelighed at gøre.

I virkeligheden findes der ingen bestemt borgerlig ideologi. Det er marxismen, som i sine forskellige former enten som dialektisk materialisme, historisk materialisme eller kritisk teori, der er ideologisk. Det borgerlige samfund er bestemt af kultur og tradition, men bygger ikke på en ideologi.

En hårdtslående ideolog

Marcuse var en meget hårdtslående ideolog, når han omtalte det borgerlige samfunds “falske bevidsthed.” Han siger, at de små og ”udsatte” minoriteters eksistensberettigelse er meget vigtigere end ”bevarelsen af de rettigheder og friheder, som har givet forfatningsmæssig magt til de, der undertrykker disse minoriteter.

Skønt Marcuse ikke i 1960´erne kunne vide noget om den muslimske tilvandring fra 1980erne og fremefter, har nymarxisterne hele vejen igennem støttet denne såkaldte minoritet, som i løbet af de næste tiår vil blive en majoritet i det vestlige Europa.

Eftergivenhed overfor islam

Kulturmarxisterne forstår slet ikke, at eftergivenhed og formildelse af islamisk jihad ideologi og terror blot forærer muslimerne god tid til gradvist at udvikle sig og optrappe deres politiske indflydelse.

80 % af Koranen er politisk. 1400 års historie har vist, at islam kun kan holdes på afstand med magt ikke med en eftergivenhedspolitik.

Marcuse mente, at et politisk flertal ikke længere er berettiget til at være demokratiets bedste beskytter af fællesskabet. Det er det modsatte af Rousseau’s almenviljen, siger Marcuse. Og grunden er, at det politiske flertal består af individer, som har identificeret deres private interesser med deres politiske funktioner.

Mindretallets revolution

Løsningen er derfor mindretallets revolution. Man kan sige, at politisk korrekthed er det redskab, hvormed man kan gennemtvinge den kommunistiske ideologi. Beskyldningen af repressiv tolerance berettiger til at gennemtvinge en march gennem institutterne.

Det at styrte den fremherskende kulturelle hegemoni kræver intolerance overfor det det eksisterende system og en støtte af venstrefløjen og mindretallets synspunkter. Det islamiske mindretal, som i de europæiske storbyer snart ikke længere er et mindretal, skal altså begunstiges og hjælpes frem i socialpolitisk forstand.

Flertallets rettigheder skal inddrages

Det politiske flertal, som er ansvarlig for undertrykkelsen af mindretallet må derfor have deres civile rettigheder inddraget eller nægtet. Sådan gennemføres nymarxismens revolution. Borgerskabet er nemlig aggressivt og hadefuldt i modsætning til den ”fredelige og humanistiske” venstrefløj. Vor danskhed skal afskaffes, vore synspunkter ignoreres og dæmoniseres med racisme-kortet. Hvornår skal vor danskhed også kriminaliseres?

Marcuse var åbenlyst fjendtlig overfor det vestlige demokrati og dets folk. Den kommunistiske revolution har lov til tage udemokratiske og voldelige hjælpemidler i brug for at skabe et undergravende og nedbrydende mindretal. Se det ligner jo netop det, som den islamiske politisk-religiøse ideologi også vil for at fremme indførelsen af sharia.

Marcuse var talsmand for en afskaffelse af talefrihed, køb af våben, chauvinisme, diskrimination på baggrund af race og religion og enhver begrænsning af public service, social velfærd, lægebehandling osv. Dette indebærer også restriktioner indenfor læring og praksis i uddannelses institutionerne.

AFA’s voldspolitik er revolutionær

Med hensyn til volds politik var Marcuse helt klar i mælet. Der var for ham himmelvid forskel på revolutionær og reaktionær vold dvs. den vold som praktiseres af den undertrykte rebel (læs AFA) og den vold, som praktiseres af undertrykkeren eller racisten.

Marcuse var de radikale minoriteter og de voldelige aktivisters talsmand, som bekæmper de borgerliges spæde forsøg på at bevare lidt af de nationalkonservative værdier. Han var AFA aktivisternes åndelige fader: ”Ingen fascister i vore gader!”

Den radikale venstrefløjs hårdtslående politiske aktivisme er vigtig for at fordrive det etablerede samfunds “falske bevidsthed” og for at stampe vejen til den utopiske frigørelse. Strategien må også indebære, at de ansatte i de offentlige institutioner skal arbejde imod de institutioner, som de er ansat i.

Vestens rigdom skal bruges til at destruere Vesten

Det vil med andre ord sige, at Vestens rigdom skal bruges til at destruere Vestens samfund. Det er det vi ser her og nu, at over 100 milliarder kroner hvert år bruges til at fremme en kultur, som kun ønsker vort lands omformning til et islamisk samfund.

Den ide, at børn bør forhindres i at acceptere deres families værdier stammer fra Adorno’s bog “Den autoritære personlighed.” Det er helt politisk korrekt, at børnene skal opdrages i børneinstitutioner og mødrene skal ud på arbejdsmarkedet.

Destabilisering af det borgerlige samfund

Denne destabilisering af familien hænger fortræffeligt sammen med det kommunistiske ønske om at destabilisere det borgerlige samfund. Patriotisme binder folk sammen med national historie og kultur, mens Habermas’s “forfatningsmæssige patriotismes” mål er, at svække den nationale enhed.

Islamisering af de engelske skoler

Der er mange børn overalt i de europæiske folkeskoler, som nu føler sig fremmedgjort i de multikulturelle klasser med flertal af muslimske børn.

Det muslimske Råd i England har udgivet en vejledning med titlen ”Virkeliggørelse af muslimske elevers behov i statsskolerne” for at fremme en større forståelse for de muslimske børns tro og kulturelle behov. Det er en åbenlys rettesnor for islamiseringen af de engelske skoler.

Indholdet i denne vejledning er ret omfattende. Der forlanges blandt andet ændringer i den måde, hvorpå man underviser i biologi, musik, kunst, sport og religion. Det går så vidt som at stille krav om forbud mod ikke islamiske aktiviteter for muslimske børn som dans og svømning. Ven og veninde forhold mellem modsatte køn eller med homoseksuelle er selvfølgelig heller ikke acceptabelt ifølge islamisk lære.

Der skal være adskilte bederum for drenge og piger i skolerne. Skolebal, diskoteker og modeshow skal ophøre for ikke at udelukke muslimer. Lotteri og lodtrækning skal forbydes, og så skal der selvfølgelig være halal mad til rådighed for eleverne.

Køn og sex undervisning, rådgivning i svangerskabsforebyggelse, billeder af kønsorganer skal forbydes, fordi det opfordrer til moralsk uacceptabel adfærd. Blandet svømmeundervisning og sportsundervisning for drenge og piger er naturligvis også forkasteligt på grund af de muslimske forældres følelse af anstændighed og sømmelighed.

Sandheden findes kun i de alternative blogs

Alt det kender vi også fra danske skoler, skønt vi ikke hører så meget om det i og med de statsstøttede avisers prioritering af journalistisk venstreparti. Derfor må man læse de alternative internetaviser og blogge for at finde sandheden og virkeligheden om islamiseringen af landet.

Kommunismen og de venstre liberale elsker at omdefinere ting, og det er det, der er sket med den udbredte brug af racisme beskyldninger. I venstrefløjens hjerner er racisme lig med fordomme + magt, og derfor kan man ikke være racist, hvis man ikke har magt over andre dvs. er en minoritet.

Venstrefløjens magtliderlighed

I venstrefløjs-regi er der kun magt hos majoriteten, uanset hvor mange sær privilegier minoriteterne har. Det er udelukkende antallet, der betyder noget.

Magt er fuldstændig centralt for venstrefløjen. Og deres magt betyder samtidig tvang. Magten skal bruges til at tvinge andre til at rette ind efter den laveste fællesnævner og til at bestemme, hvad andre må og skal mene. Det samme gælder feminismen og identitetspolitikken.

Denne magtliderlighed imod folk, man ikke er enige med er endnu mere udbredt blandt muslimer. Det står alt samme skrevet i Koranen.

Tidligere artikler af Tim Pallis på Snaphanen

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik. Han udgav i 2017 bogen Zen Æstetik.