17
apr
Seneste opdatering: 21/4-20 kl. 1350
7 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Drokles

Allerede under Demokraternes primærvalg fremstod Joe Biden som ‘den stak gamle blade, lægen har i venteværelset’. “I’m not going nuts!” havde Biden forsøgt at berolige sine vælgere i sommer.

“He’s not playing with a full deck” sagde Trump og forleden drillede han pressen med, at han kendte grunden til, at tidligere præsident Barak Obama endnu (på det tidspunkt) havde givet Biden sin støtte som præsidentkandidat, “There’s something that he thinks is wrong”.

Desorganiseret og affektforstyrret

Som stadigt flere påpeger, taler Biden stadigt mere desorganiseret og sløret, glemmer navne og ord og erstatter dem med neologismer, mister oftere tråden og har allerede haft flere affektforstyrrelser i form af vredesudbrud. Og det endda overfor almindelige vælgere, de han skulle være så god til at møde i øjenhøjde, men nu udfordrer til forskellige fysiske dueller og endda slåskampe.

Det var derfor ingen overraskelse, at det tog ham fire dage at opsætte en streamingtjeneste, så han kunne tale til vælgerne fra sin selvvalgte karantæne.

En slagen mand

Bidens holdning og generelle udtryk er af en slagen mand, langt fra den friske uncle Joe, der går i et med menigmand. Han læser usikkert små taler op fra de trygge hjemlige kælderrammer, ikke indeholdende andet end platituder som ““We should be doing everything in our power to keep workers on payrolls help the economy come out on the other side strong. The federal government should provide the resources to make that happen, while still protecting American taxpayers.”

Pludselig går han helt i stå, måske fordi talen rent faktisk er slut, og stirrer bare ud i luften  i et par bemærkelsesværdigt lange sekunder, da hans kone (eller er det søsteren?) har materialiseret sig ved hans side. Hans glædelige overraskelse over dette åbenbart uventede fænomen aftvinger hende et spontant “Nårh”, som en kærlig pårørende, der har affundet sig med det videre forløb. Men en valgkamp er ikke kærlig pleje, så hvis behov tilgodeses?

Ikke den kommende Commander in chief

Han er i de seneste interviews selv begyndt, at rette nogle af de fejl, han kan se, undskylde for dem og hænge skamfuldt og opgivende med hovedet. Ikke den kommende Commander in chief. Mest bekymrende, hvis jeg skal bruge min professionelle erfaring, er omgivelsernes reaktioner. Journalisterne på de i forvejen Biden-venlige medier udstråler den naturlige omsorg, som de fleste mennesker føler for svækkede personer. Der grines med ham, ikke ad ham, i hans forsøg på at fuldføre en pointe.

Men det er end ikke det værste. Uden stressende mikrofonholdere får Biden i en hjemmeoptagelse sagt

“We cannot let this, we’ve never allowed any crisis from the Civil War straight through to the pandemic of 17, all the way around, 16, we have never, never let our democracy sakes second fiddle, way they, we can both have a democracy and … correct the public health.”

Hvad får han sagt på de optagelser, der ikke kan bruges? Og hvorfor læste han forleden op fra en telepromter i en surrealistisk “samtale” senator Bernie Sanders? Ingen tror på at Biden ville være i stand til at passe et rigtigt job, endsige være præsident.

Biden exists primarily as an idea, rather than an actual candidate

Heldigvis for Biden ser ingen med, spøges der, men heri ligger problemet i første omgang for Demokraterne. De ser ikke med og det er den manglende opmærksomhed, der har givet Biden Demokraternes kandidatur. Hadet til Trump har monopoliseret Demokraternes dagsorden og gjort dem blinde – “It’s as if Biden exists primarily as an idea, rather than an actual candidate” funderede Alex Wagner i det venstreorienterede the Atlantic, “[a] vessel for Trump’s defeat, and that choice is the entire point: The vanquishing matters more than anything else”.

Bidens meningsmålinger nationalt set, har hele tiden set gode ud, men det var fordi han var det mest kendte navn, blandt Demokraternes kandidater. På intet tidspunkt gjorde Biden sig offensivt bemærket. I stedet var det fra starten af Demokraternes primærvalg senator Elizabeth Warren, der satte dagsordenen og trynede alle relevante emner om jobs og økonomi i jorden med, at det var “Republican talkingpoints”.

Tre hvide mænd, der alle ville blive 80 år

Og alle lod sig tryne – selv Biden, hvilket var et af mange faresignaler, der vidnede om en svag kandidat – hvis ikke de selv æggede med progressive meninger. Men Warren var ikke ægte, hun var blot i vigør. Og så var hun åbenbart hvid, for de farvede kandidater var de første til at falde fra. Og da Warren havde skiftet ham for sidste gang efterlod hun Demokraterne med 3 hvide mænd, der alle ville blive 80 år i deres første embedsperiode. Den ene, Mike Bloomberg, endda en milliardær, der tidligere havde støttet Joe Biden økonomisk, men nu sent i processen, selv havde meldt sit kandidatur – som en kommentar til Bidens chancer.

Under den sidste debat, inden de fleste kandidater trak sig, blev Biden nærmest ignoreret i, hvad der for flere kommentatorer lignede en ‘henrettelsespeloton opstillet i en cirkel’. På det tidspunkt lignede det for de fleste, at valget for Demokraterne da stod, med Pete Buttigiegs ord, mellem “en socialist, der anser kapitalisme, som roden til alt ondt og en milliardær, der anser penge, som roden til al magt”. Kapitalisten Bloomberg trak sig, da det stod klart at man ikke kan reklamere sig til vælgernes tillid, og Biden var det eneste alternativ til socialisten Sanders.

Identitetspolitik for unge med ubrugelige uddannelser

Men det var ikke den samme Sanders der fire år tidligere havde udfordret Hillary Clintons kandidatur, så seriøst at DNC (Demokraternes ledelse), følte sig tvunget til i dølgsmål at trykke på vægtskålen. Den nye Sanders var rykket fra gamle socialistisk inspirerede dyder, der vakte genklang i store dele af arbejderklassen og endda blandt nogle sorte, over mod identitetspolitik, der kun tiltrækker unge med ubrugelige uddannelser, hvis betydning overdrives af medieklassen.

Med udsigten til Bernie Sanders, som, ved at fostre en masse moraliserende ideologiske kopier, satte hele partiets ideologiske dagsorden, hvis ikke man ville udskammes, var man ikke i tvivl om, hvilket nederlag man skulle se i øjnene. Demokraterne rykkede forskrækket sammen og gav Biden de resterende superdelegerede og gjorde ham til den legitime kandidat. Sanders kunne trække sit kandidatur, som givetvis var hans plan hele tiden og Biden blev forskånet eksponering i en sidste debat, med den vitale Sanders.

Men Bidens legitimitet er forankret i fravalg af alt hvad Demokraterne blev forfærdede over at høre, fra de andre kandidater. Omkalfatring af økonomien, grasserende identitetspolitik, åbne grænser, velfærd til grænseoverløbere, en lang moralisering uden hold i virkeligheden. Både Kamala Harris og Elisabeth Warren beskyldte amerikanernes misogyni for deres nederlag, Harris kunne endda trumfe med racisme. Ingen kandidat havde noget positivt at tilbyde amerikanerne andet end pengetræet og offerdyrkelsen, så til sidst lå kun mindet om om den nære fortid tilbage. Hvis man man fik ham støvet af, så skulle han nok kunne klare det.

Biden being Biden er hans kognitive forfald

Demokraterne troede de kendte Joe Biden godt nok, så medierne beskæftigede sig aldrig med hans kampagne, andet end venlig og pligtskyldig reportage. Biden siger lidt mærkelige ting, Biden being Biden, men han er god til at tale med almindelige mennesker og har fat i mange sorte amerikanere, lød det fra den ene analytiker efter den anden. Hans politik ligger så nogenlund der, hvor han kan referere til Obama-æraen, dengang alt var normalt og 3 år kan man da huske tilbage.

Trump er måske det klareste valg af en præsident, amerikanerne nogensinde har foretaget. Ingen anden kandidat fik så megen og så megen kritisk dækning af medierne, fra han annoncerede sit kandidatur. Hver en sten blev vendt, nogle flere gange og mange endda opfundet. Før da var han endda en celebritet i showbusiness, kendt levemand og playboy og ofte interviewet om sine politiske holdninger. Amerikanerne vidste præcis hvem de stemte på og hvorfor.

Dengang var der, i kraft af at han var et ubeskrevet blad politisk, måske tvivl om hans evner, hans seriøsitet og hans interesser. Det er der ikke længere. Der er heller ikke tvivl om Bidens kognitive forfald.

Joe Biden Shows He Couldn’t Tell You What Year ‘9/11’ Happened

Her bør man også lægge mærke til CNNs bekymrede miner. De ved udmærket, de sidder med livet i hænderne.

Bidens seneste. Hans kone medvirker nu som gangstativ.

Nogle demokratiske græsrødder ser den er gal: Joe Biden’s Cognitive Decline on Full Display in CONCERNING MSNBC Interview og Joe Biden Shows He Couldn’t Tell You What Year ‘9/11’ Happened


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

7
Deltag i debatten...

avatar
6 Comment threads
1 Thread replies
1 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
7 Comment authors
NielsenRealist2Allan Gorm LarsenBritta Due AndersenPeter Buch Recent comment authors
  Subscribe  
newest oldest most voted
Notify of
Britta Due Andersen
Guest
Britta Due Andersen

Mangler der ikke et “ikke” i linje 4.

Anders Bo
Guest
Anders Bo

Kommer der så en sort og en hvid kvinde…

Charles
Guest
Charles

Har hørt der kommer en “Hottentot”

Nielsen
Guest
Nielsen

We the people declare liberty to all. And global freedom. Eller noget

Realist2
Guest
Realist2

Fin analyse!

Allan Gorm Larsen
Guest
Allan Gorm Larsen

Joe Biden, Demokrat, 80 år. Bliver han valgt, hvor længe kan han blive siddende i det ovale værelse, uden at falde ned af stolen?. Vi så, hvordan det gik med de sovjettiske polit ledere. Mange måtte “bæres” ned fra podierne p.gr. af alderdomssvækkelse.
Nej Trump vil være et solidt valg.

Peter Buch
Guest
Peter Buch

Nogle år siden, men relevant nok i titlen til posten:
https://www.youtube.com/watch?v=Yr5Y4XQO7xQ