Af Tim Pallis

De farvedes stemme

De kritiske raceteorier (CRT) graver i, at hvid suverænitet og racistisk magt har være gennemgribende i historisk lang tid. Forskellige raciale grupper har ikke haft en stemme i samfundet. Derfor har CRT indført en ny form for italesættelse, som er de farvedes stemme.

CRT har nu fundet den erfaringsmæssige viden fra de farvede folk og trækker altså på disse levende oplevelser som faktuelle data. CRT bygger altså på de venstreorienterede forskningsresultater af fortællinger, erfaringer, optegnelser, hændelsesforløb, narrativer og allegorier. (Foto: Historikeren Torben S. Hansen, Tim Pallis og delvist den norske historiker Fjordman t.h. på Vinstuen Gl Kongevej 90, klik helskærm.)

CRT “forskerne” i de samfundsvidenskabelige fag, journalistisk venstreparti og politikere langt ind i centrumhøjre har i mange år særligt fokuseret på såkaldt hadsk tale og hadforbrydelser.

Det drejer sig hovedsagelig om at gøre islamkritikere tavse, når de gør opmærksom på uhyrlige forbrydelser begået af rettroende muslimer. England fører an i den henseende, fordi der er muslimske borgmestre i alle store engelske byer. Topstillinger i engelsk politi er beklædt af muslimer.

Bindegale radikale lighedsprincip ryttere

CRT “forskerne” har også gjort opmærksom på den positive særbehandling. Det vil f.eks. sige, at kvalitetsvurderinger, som gør et menneske fortjent til enten ansættelse eller uddannelsesadgang, ikke er raceneutrale af flere forskellige grunde. De normgivende standarder udtrykker en tilsyneladende neutral vurdering, hvormed de hvide retfærdiggør deres kvalificerede adgang til ressourser og sociale goder.

Man kan godt kritisere CRT for at fravige idealet om “farveblindhed” og objektivitet. Tilmed kommer man ikke udenom, at raceteoretikere og postmodernister er bindegale radikale lighedsprincipryttere, som vender sig imod hele Vestens tradition for rationel undersøgelse, som lægger vægt på analyse med hensyn til narrativer.

Hvornår bliver de opmærksomme på islamisk og kommunistisk racisme?

I stedet for at fremhæve logiske argumenter og empiriske data fortæller raceteoretikerne personlige historier, skønlitterære indslag, biografiske og anekdotiske brudstykker, som designes til at afsløre en såkaldt altomfattende racisme i verden i dag. Hvornår bliver de også opmærksomme på islamisk racisme? Vestens små racistiske jokes er ingenting i forhold til islams massive voldelige racisme mod anderledes troende og kvinder.

CRT er et kulturmarxistisk angreb på grundlaget for Vestens liberale lovmæssige samfundsorden, som omfatter ligeværdighed, juridisk tænkning, oplysningstidens rationalisme og forfatningsmæssige principper. Man påstår altså, at disse liberaldemokratiske værdier ikke har nogen blivende værdi længere, da de blot er sociale konstruktioner, som er skabt for at legitimere den hvide mands suverænitet. Hvornår bliver vore politikere og journalister opmærksomme på kommunistisk racisme?

Hvidhedsstudier

Som følge af Frankfurterskolens årelange hærgen på de amerikanske universiteter og i Hollywood lige siden midten af 30erne og frem til efter studenteroprøret i 1968 er der vokset et mærkelig fag frem, som kaldes “hvidheds studier”.

Hvidhedsstudierne beskæftiger sig med de samfundsstrukturer, som skaber hvide privilegier. Det er en analyse af, hvad hvidhed er, når man ser den som en race, en kultur og som kilden til systematisk racisme. Det er en udforskning af de samfundsmæssige sammensætninger og opfattelser og gruppe adfærd hos hvide mennesker.

I dette fag beskæftiger man sig med de sociologiske aspekter af mennesker, som man kan identificere som hvide og den sociale konstruktion af “hvidhed” som en fake ideologi knyttet til social status. Disse hvidheds studier falder samme med den postkoloniale teori også kaldet orientalisme efter Eduard Said’s bog “Orientalism”. Denne analyse af hvidhed og hvid identitet har været undervejs siden midten af 1990erne.

Usynlige for de hvide og synlige for de farvede

I forbindelsen med borgerretsbevægelsen i USA i 1965 begyndte man at tale om de hvides privilegier, den hvide race og de hvides blinde pletter. Det blev til en politisk kamp mod de hvides suverænitet, som blev taget op af kulturmarxistiske studenterbevægelser og New Left. Nu gik det hurtigt med at samle sig sammen om kampen mod race undertrykkelse, social kontrol og klassekamp.

Hvide privilegier er en form for racisme, fordi alle sociale, politiske og kulturelle fortrin tildeles de hvide i det globale samfund. Disse fordele er usynlige for de hvide, men meget synlige for ikke hvide. De hvide beskyldes for at udnytte deres hvidhed bevidst og ubevidst som en ramme, der klassificerer mennesker og deres sociale verden.

Den kulturmarxistiske propagandamaskine taler om behovet for at indse de hvides privilegiers kolossale, men usynlige aspekter. Tavsheden og benægtelserne omkring dem er vigtige politiske redskaber. De hvide har slet ikke noget forhold til lighed og retfærdighed og beskytter deres fordele og dominans, som de slet ikke har fortjent med forskellige tabuer.

Hvide mennesker er onde mennesker

Som en sidegren til de kritiske raceteorier arbejder de kritiske hvidheds studier med at undersøge den sociale konstruktion og de moralske følger af hvidhed for at kunne tydeliggøre og dekonstruere de hvide privilegier og hvid overhøjhed.

Hvidhedens bånd skal brydes og dekonstrueres som en forbedring af menneskeheden. Hvidheds studierne angriber hvide mennesker, fordi de er onde mennesker – sådan! Men hør her: Hvordan kan man behandle “hvid” kultur som en homogen og fast racemæssig størrelse og se bort fra de mange forskellige europæiske “hvide kulturer” og regionale forskelligheder?

Oikofobi og kommunistisk religiøsitet

Disse hvidhedsstudier er et nyt politisk og moralsk lavpunkt i universitetsuddannelserne, som er et udtryk for oikofobi, selvhad og kommunistisk religiøsitet. Hvis du er hvid, er du på forhånd dømt på grund af dit udseende, som i sig selv er en synd. Man kan, hvis man er hvid, forsøge på at formilde synden på forskellig måde, men man kan aldrig ophæve den.

Det hele er lige så grotesk som islams racistiske had til anderledes troende. Ja det er næsten værre, for i islam drejer det sig om dybe social-politiske forskelle med hensyn til tro, familiepolitik og rationel tænkning, men i den kommunistiske religiøsitet drejer det sig om at bekæmpe en bestemt hudfarves kultur. I islam drejer det sig ikke om hudfarve, men kun om tro og køn.

Målet for hvidhedsstudierne er selvfølgelig, at rodfæste en racebevidsthed i alle mennesker dvs. den evige uretfærdige behandling af ikke-hvide – en evig skyldsbevidsthed hos de hvide – og at afskaffe de hvides privilegier. At være hvid er at være en ubeskrevet tavle, hvorpå kulturmarxistiske hjerner kan projicere deres hadefulde meninger og sociale konstruktioner.

En fjollet tro på det exceptionelle ved at være hvid

Dette gør kulturmarxismen til en ganske anden kritisk religion end den traditionelle marxistiske teori, hvor det klart siges, at proletariatet skal overvinde de racistiske, nationale og klassemæssige forskelligheder for at omstyrte kapitalismen. Her ser vi altså tydeligt at kulturmarxismen står på skuldrene af Frankfurterskolens (Adorno og Marcuse) amatøragtige interesse for de freudianske spekulationer omkring den hvide mands motiver.

Hvidhedsstudierne og den kritiske race teori lider af flere meget alvorlige brister. De anerkender ikke de historiske, religiøse, kulturelle, erkendelsesmæssige og sociale processer, som ligger til grund for en social virkelighed. Der er også en fjollet tro på det exceptionelle ved at være hvid, som om der var noget ideologisk ved det.

I stedet burde man tale om etnokulturel identitet, som Generation Identitær gør, fordi en etniske gruppe er et benævnt, forestillet menneskeligt samfund, hvis medlemmer tror på en fortælling om en fælles fortid med hensyn til sted og oprindelse.

Andre artikler af Tim Pallis på Snaphanen

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.