Vi skal frygte det had og den foragt, der kommer ud af dagens ghettoisering

(Foto © Snaphanen.dk) Mercedes streg 8 (1968-1976) vækker associationer i mig. Jeg kan høre og dufte den, jeg kan se hele interiøret for mig. Det var da en diesel bil lød som en diesel, der kunne høres mange gade væk, når en stoppede om natten. Karroseriet vibrerede i tomgang. Det var en uoplslidelig bil, der kunne præstere over to mio kilometer, og aldrig var på værksted. Det nærmeste til en evighedsmaskine i første halvdel af 70 erne.

Jeg kørte taxi i den i begyndelsen af 70 erne, og det kan jeg anbefale af to grunde: For det første fordi jeg lærte at køre bil, så jeg aldrig glemmer det. Der er intet miljø i trafikken, der skræmmer mig. Bjerge, jungle, storbyer. Paris, Rom, Berlin, Singapore – kom an!

Den erfaringsbaserede højskole

For det andet fordi, at køre taxi var en fantastisk måde at komme ud af sin sociale ghetto på. Hvordan forberede man sig til livet, når man er  20? Man aner det ikke, man kan kun være heldig eller mindre heldig, men man skal ikke sno sig ind i en åndelig ghetto, man ikke kan komme ud af. Man skal sikre sin fremtidige frihed, til den dag man ved mere, end unge er født med at vide. Vi er alle født ind i en, og jeg kom på en social højskole, ingen pædagoger kunne have konstrueret. Den erfaringsbaserede.

De solgte deres kusse, men de følte sig stadig  fine på den

Ligesom læger og præster møder man ALLE, og man møder dem i ALLE situationer. Jeg kørte aften-nat, det mest farverige tidspunkt. Den nærige direktør, og den billige gadeluder, der var meget flinkere end den hovne dyre fra Sheraton. De solgte deres kusse, og følte sig fine på den fordi de drak champagne til og fik 2000 for det. Det kan man foragte eller le ad efter behag, men selv blandt prostituerede er der samfundsklasser.

Den nyskilte der er ved at besvime af druk, ægteparret der river hovederne af hinanden, og bliver skilt på bagsædet. Kvinden der er lige ved at føde i bilen. Ministre der bare vil være i fred, og den berømte forfatterinde, der skulle hen til sin psykiater. Jeg lod Tove Ditlevsen være i fred, jeg havde læst alle hendes bøger, og jeg har har dem signeret, men det behøvede hun ikke vide, når hun kun ville transporteres og iøvrigt udstrålede dyb nød.

I en taxi kører verdens bedste film hen over skærmen, og man skal bare styre, holde sig på vejen og sørge for, at folk ikke render fra betalingen. Det oplevede jeg kun en gang på fem år.

“Jeg skulle have været taxichauffør”

Dan Turell, der havde skrevet “Jeg skulle have været taxichauffør”, men så ikke har noget kørekort, da jeg gav ham nøglen og vil opfylde hans drøm.

Den enlige mor, der desillusioneret på vej til Kvindehjemmet på Jagtvej siger til chaufføren lige inden turens slutning, da vi får øjenkontakt for første gang: “Skal vi komme fast sammen?” Hjertet sank i brystet på mig. Der gemte sig en lille tragedie i ordet “fast.”

Jeg havde på det tidspunkt lært, at jeg ikke skulle le ad frieriet, skønt jeg tøvede nogle sekunder lige da det skete. Jeg havde set sårede mennesker nok, og det var nyt for den unge mig, der havde ejet hele verden med den baggrund, jeg havde fået foræret. Jeg havde lært, at “blomster og blod” ikke kun angik mit liv. Jeg var ikke født med at vide det.

Jeg havde fået et hjerte for mennesker, der befandt sig et andet sted i livet, som jeg ikke havde i forvejen, og jeg tror, det havde været en god højskole at gå på for Dan Turell, at køre taxi. Hans selvdiagnose var fuldstændig rigtig, og han var blevet en bedre forfatter af det.

Ordentlige mennesker og dumme svin

Da jeg var færdig, havde jeg opdaget, at de fleste mennesker, der var fra andre miljøer end mit, var gode, ordentlige mennesker, men jeg lærte også, hvem der var nogle dumme svin. De var ganske få. Det var en højskole, der åbnede den nære verden for mig, for at foragte de mennesker man ikke forstår, er dumt. Hvis man skal foragte nogen, skal der være en bedre grund, end at de har en anden baggrund end en selv, taler en anden dialekt, hører noget andet musik, bor et andet sted, går i noget andet tøj.

Ungdommeligheden er fordømmende, men voksne er tilgivende. Derfor er den kristne kultur voksen, og den islamiske infantil. Vi skal agte os for psykopatiske børn, og vi gør det ikke. Hvis de får lov at tage magten og svinge taktstokken, er det  William Goldings Fluernes Herre.

Hvem er fremtidens præster og taxichauffører?

Det er værd at tænke på i dag, hvor vi er på vej ind i et endnu dybere ghettoiseret samfund en i 70 erne. Vi skal frygte det had og den foragt, der kommer ud af det. Jeg kan dog godt forestille mig, det er betydeligt mere broget at køre taxi i det Danmark, dagens politikere har skabt. Jeg skulle sikkert ikke nyde noget.

Men hvad, om få år er en taxi en selvkørende elbil på en app. Hvem er så fremtidens præster og taxichauffører? Er kun bartenderne tilbage? Skal vi drikke os fulde, for at forbrødre os i “Det Nye Samfund?”