21
jul
Seneste opdatering: 21/7-20 kl. 1138
1 kommentar - Tryk for at kommentere!

Bat Ye’or og i baggrunden lægen, forfatteren og islamkenderen Andrew G. Bostom på Christiansborg i 2010. © Snaphanen.dk

Bogomtale af “Europe, Globalization, and the coming universal Caliphate” af Bat Ye’or med udpluk af den historiske baggrund fra samme forfatter af bogen “Eurabia, The Euro-Arab Axis

Af Bitten-Kirsti Nielsen

Fra Europa over EU til Eurabia – europæerne tror stadig, de lever under demokrati

Skal det siges kort, så vil den arabiske verden om få år være i stand til at overtage Europa gennem EU. Det er i hvert fald budskabet i de to bøger som er et vink med en vognstang.

De fleste europæere har endnu ikke opdaget, at deres regeringer med fuldt overlæg har opløst deres landes suveræne, nationale indretning, men tror stadigvæk at de kan påvirke deres landes skæbne gennem demokratiske valg. Intet er imidlertid mere forkert, og vi burde kunne aflæse tegnene nu i mediepolitikken og politiske beslutninger, hvor det står klart, at en fundamental ændring er i gang i Europa, en ændring vi ikke har valgt.

For eksempel kan vi ved erfaring konstatere, at en bølge af judofobi og anti-amerikanisme er skyllet ind over Europa i de seneste år. Og hvorfra kom censuren? Eller meningstyraniet? Pludselig var det der. Ej heller er den massive immigration fra de arabiske lande til Europa tilfældig, for åbningen for denne invasion er et led i en udarbejdet plan, der tog sin begyndelse ultimo 1960 primo 1970, og som vil føre til en dominerende arabisk indflydelse på Europa.

Fra bogen “Eurabia” – historisk baggrund

Planen om at knytte de arabiske middelhavslande til Europa har været længe undervejs. Faktisk startede den med De Gaulle, som efter Algiers selvstændighed i 1962 styrede fransk politik mod den arabisk-islamiske verden. Han stræbte desuden efter en økonomisk langtidsplan, som skulle forene Europa og de arabiske middelhavslande i en økonomisk blok, som sammen med Frankrig skulle stå imod det magtfulde USAs indflydelse.

Mens Israel i 1949 havde travlt med at etablere sig, begyndte et netværk at samle sig bestående af nazister, som var flygtet til de arabiske lande under falske navne, men som nu stak hovederne frem og etablerede et vidtstrakt græsrodsnetværk, der skulle arbejde til fremme af et forenet Europa, hvortil de modtog støtte fra Den Arabiske Liga, da det var i tråd med arabiske ønsker. Efter 6-dages krigen agiterede Ligaen for en europæisk anti-israelsk politik og begyndte at lægge pres på Europa med olie-embargoen, idet de firedoblede prisen og reducerede produktionen med 5% hver måned.

Ved at manipulere den internationale politik håbede de på at kunne få Israel til at trække sig fra de områder, som Ægypten, Syrien og Jordan havde mistet i 6-dages krigen. Desuden blev der pålagt en olie-embargo på lande, som havde haft en venlig indstilling til Israel, heriblandt USA, Danmark og Holland, og de truede med at skære 80% ned i leveringerne. (Ye’or, Eurabia, s.47-48).

Den Euro-Arabiske Dialog (EAD)

I 1973 indvilgede en EEC Resolution i at gå i dialog med de arabiske lande mod en øjeblikkelig stigning i olieleverancerne, og i forbindelse med denne embargo blev Den Arabiske Dialog (EAD) etableret, som skulle blive et vigtigt instument i europæisk politik. For olieleverancerne måtte EEC landene efterleve en række påbud: Europa skulle forsvare arabernes krav om en israelsk tilbagetrækning til grænserne i 1949, støtte arabisk suverænitet i Jerusalem og lægge pres på og desuden kølne forholdet til USA for at frigøre det fra Israel.

Hidtil var EEC blevet opfattet af europæerne som en økonomisk institution omhandlende marked, finans og handel. Men araberne pressede på for en forenet europæisk udenrigspolitik mod det magtfulde USA. Hvad Europa ikke forudså ved deres deltagelse i EAD var truslen mod Europas egen overlevelse.

Permanent arabisk-muslimsk indvandring til Europa

Andre betingelser kom på banen: Araberne ville bidrage med råstoffer til gengæld for en permanent arabisk-muslimsk indvandring til Europa. Der skulle skabes en positiv holdning til den muslimske indvandring, som skulle have samme rettigheder som værtsbefolkningen. Desuden skulle der ske en udbredelse af arabsk kultur og religion.

Og Bat Ye’or lader listen fotsætte: Arabisk lobbyisme skulle kunne operere frit i EU parlamentet med de europæiske politikeres accept. Modstand i befolkningen (islamofobi) skulle bekæmpes, medierne skulle modarbejde forkerte holdninger, der skulle indføres undervisning i arabisk og etableres euro-arabiske universiteter, og arabiske bøger skulle oversættes til de europæiske sprog. Man kan vel med rette sige, at en stor del af disse krav er blevet imødegået.

“Globalization and the coming universal Califath” rykker et stykke frem i tiden.

De mekanismer og netværk, som EU og nu også USA har skabt, binder dem politisk til FN, hvor en dynamisk medspiller, The Organization of the islamic Conference (OIC), har fået en stigende dominans i den totalitære, EU sponsorerede globalisering og ikke mindst på islamiseringen af den vestlige verden.

OIC blev etableret i 1969 med henblik på at eliminere staten Israel og i sidste ende indføre sharia i Vesten. I 2011 bestod den af 56 muslimske medlemstater med hovedsæde i Jeddah, Saudi Arabia, og dens mål er at forene flere islamiske stater til én Ummah bla. i samarbejde med The Muslim World League, som følger Wahani ideologien, og som igen er en af de utallige islamiske sammenslutninger i et kæmpe netværk.

OIC forventer at kunne følge sin geostrategiske plan med den muslimske indtrængen i Vesten, hvor den vil få tilstrækkelig indflydelse til af skabe muslimsk kultur med henblik på etablering af en verdensomspændende muslimsk magtenhed baseret på Koranen og Sunnaen altså et kommende universelt kalifat. (Koranen 34:28)

Et shariakompatibelt Europa

Det var OIC, som i 1990 udstedte Cario Declaration on Human Rights in Islam, 1990 baseret på sharia, og i 2006 godkendte den Hamas’ overtagelse af Gaza. Hamas er den palæstinensiske gren af Det Muslimske Broderskab.

Ifølge dhimmitudes historie besejrede muslimerne i fortiden suveræne lande og ved islamisk kolonisering forvandledes tidligere tiders kraftfulde civilisationer til rene overlevere med status af dhimmitude i deres nu islamiserede lande. Den dynamiske ideologi, som drev disse erobringer frem, er ifølge forfatteren stadigvæk aktiv i dag, da det er en del af islam, men ænses ikke af europæerne, selv om det sker for næsen af dem,

Men islams historiske fortid er tabu i Europa, fordi de europæiske ledere ifølge forfatteren er bange for OIC landene, hvorfor de har godtaget muslimernes syn på deres egen historie. Hos dem har opfattelsen af krig, fred og retfærdighed ikke samme betydning som for den jødisk-kristne civilisation. For Islam er det nemlig retfærdigt at bane Allahs vej til islamisering af verden. (Koranen 34:28)

Dhimmitude-civilisationen

Sejr over andre civilisationer ved hjælp af jihad, som derved blev underlagt sharia lov, medførte dhimmitude for den besejrede ikke-muslim, som derfor hørte til en dhimmitude civilisation. Ved at overgive sig til jihads militær havde dhimmien tabt retten til sit territorium og sin suverænitet for til gengæld at nyde beskyttelse indgået ved en kontrakt, en såkaldt dhimma, dog underlagt en række restriktioner og diskrimination.

Jihads sejrsgang er i historiens løb sket i Afrika, Europa og dele af Indien. De besejrede, ahl al-dhimma, levede under samme dhimmitude uanset deres lande, for det var religionen og opfyldelse af islamisk lov, sharia, som var afgørende. Denne lov er bestemt af koranen og sunnaerne, som er de to søjler, der også i dag bærer det muslimske styre og dikterer dets indenrigs- og udenrigspolitik.

Er dhimmitude da relevant i dag? Forfatteren forklarer, at jihad er en del af ideologien om verdenssejr, som på et tidspunkt blev hjulpet på vej i Europa af petrodollars og europæiske lederes eftergivenhed og falskhed.

Fred gennem underkastelse

Allah har ifølge Koranen lovet verden til det muslimske samfund, og jihad er en bestræbelse på at generobre de territorier, som bebos af andre (illegalt) f.eks. danskere i Danmark. Eftersom jihad betyder generobring af land, anses jihad som defensiv og legitimeres derfor. Jihad vil bringe fred gennem underkastelse af ikke-muslimer, som vil komme dem til gavn, fordi de får mulighed for at konvertere til Islam, men at nægte at tro på Allah anses for en agression mod Allah. Ud fra denne verdensopfattelse har de oprindelige befolkningers generhvervelser af Spanien, Armenien, Balkan, Indien og Israel været at betragte som et uretfærdigt angreb på islam. (Koranen 9:33, 4:144)

Europæerne må ikke forstå fjendtligheden imod dem

I dag er Europa blokeret i en blindgyde med et uofficielt forbud mod at studere jihad af frygt for at fornærme det hastigt tigende antal muslimske immigranter. Ikke alene forråder europæerne herved deres egne værdier, som deres kultur hviler på, men de evner ikke at tænke kritisk, og nægter at forstå det nuværende fænomen ved at ignorere historien.

Denne benægtelse har betydet en tilnærmelse til den arabisk-muslimske verden og udviklet nye instrumenter som multilateralisme og multikulturalisme, der underminerer den demokratiske beslutningstagning i de europæiske lande gennem de nævnte uigennemtrængelige netværk.

Forfatteren henviser her til den ustabilitet, det har skabt, og til en latent trussel om terrorisme og vold. Ved at fornægte de kristen-jødiske rødder, som har lagt grund til den europæiske spiritualitet, skader et selv-hadende Europa sig selv og arbejder på sin egen ødelæggelse.

Fra Europa til Eurabia

Ifølge forfatteren er der flere fordele ved et europæisk samarbejde. Men i dag er Europa forvandlet til en totalitær union regeret af en central, allesteds nærværende magt inden for kultur og medier. Forfatteren nævner en række diktatoriske træk: Ensretning i tænkning og politisk korrekthed, der har kvalt en hårdt tilkæmpet meningsfrihed, statspåtvunget curriculum i skolerne og universiteterne, sandhed der udskiftes med usandhed, tabuerede emner og korrupte argumenter. Det er Europa i dag.

Den regerende gruppe, som i årevis har hjernevasket europæerne og for deres egne penge indført censur, føler nu modstanden fra dem, de skulle beskytte. Der er nemlig ved at ske et sammenbrud mellem de regerende og de anonyme regerede og deres netværk. Bureaukrater påtvinger europæerne direktiver dikteret af en fremmed magt, som kontrollerer ved terrorisme og økonomiske represalier inden for og uden for Europas grænser.

Adskillig dokumentation beskriver et program, hvor den muslimske immigration er en del af etableringen af Eurabia. (f.eks. gamle EF-Tidende). Her modgås påstanden om, at immigrationen er et spørgsmål om flygtninge, og de viser, at de europæiske ledere lyver og med letkøbte våben fører kampagner med beskyldning om racisme mod deres egne borgere.

Og vækker det ikke til eftertanke, at Eurabia er udviklet af Det Europæiske Råd og implementeret af EU Kommissionen? (ref. Summit Meeting of the heads of State and governement og EU member countries including the EU Commission president), og at den magtfulde Parliamentary Association for Euro-Arab Cooperation (PAEAC) blev skudt i gang på en konferencen i Paris i 1975 med deltagelse af 7 EC medlemslande, heriblandt Danmark, med 650 parlamentsmedlemmer og Robert Swann som generalsekretær. Formålet var at behandle udkast udarbejdet af OIC for det nye landområde til fremme for social sameksistens.

Europæisk hjemlig politik

Den kontekst, som udviklede sig i løbet af 1970erne og op til i dag, måtte naturligvis kræve en politisk fremstilling for den europæiske offentlighed, som kunne retfærdiggøre ovennævnte strategi, som i dag er omnipotent i EU, med sit magtfulde netværk af internationale organisationer, der repræsenterer 56 muslimske lande. Dette ansigtsløse netværk af store administrative enheder, som forener EU og OIC landene, styrer europæerne gennem direktiver, der skaber en verden, som forfatteren kalder Kafkask, og fungerer som et totalitært, anonymt system med brug af censur og politisk korrekthed.

Konflikten handler i dag om de kriterier, hvormed Europas historie og kultur defineres, men det handler i høj grad også om konflikten mellem de europæiske befolkninger og de europæiske, udemokratiske oligarker. Imidlertid har den stigende modstand endnu svært ved at organisere sig, da de mangler en national og transnational politisk struktur, der kan bekæmpe deres egne lederes vildfarelser og den overnationale magt, som har krænket deres rettigheder og retten til deres jord.
De to her omtalte bøger burde være et must for danskerne.

Debatsabotørerne

På grund af sabotører som disse, har jeg måttet lukke kommentarerne. De har sat sig i hovedet, at ingen skal kommentere her mere, og at de skal bestemme det. Først får de ved hundredevis af spamkommentarer lukket kommentarerne, og så brokker de sig over ikke “at have ytringsfrihed.” Det er pubertær, venstreekstrem aktivisme.

Der kommer en fri, åben debat igen, jeg kan blot ikke sige hvornår. Det er et teknisk spørgsmål, jeg ikke bruger højsommeren på. Disse typer ønsker den ikke debat, så alene derfor kommer den.

5 3 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

1 Comment
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Santor
Santor
2 hours ago

Man er nødt til at følge med hvis man vil forstå sammenhænget.

Steen har forklaret hvad der foregår!

1
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x