(foto © Snaphanen.dk, klik f helskærm) – På side 87 i Min fynske Barndom fortæller Carl Nielsen om sin ældste Søster, der led af en ulykkelig Kærlighed til en Smed. En Dag er han gået en Tur i Skoven med denne Søster. De sidder et Sted i Nærheden af Skovens Udkant og opdager, at de ikke befinder sig ret langt fra Landsbyen med Smedjen. Da står der med danske Ord i dette Stykke fabelagtige, musikalske Prosa:

»Gennem Træernes Grene kunde vi se Søbysøgaards Sø uden en eneste krusning. Nede fra Bredden hørte vi nogen tumle med nogle Heste, men saa kørte de bort, og der blev helt stille Igen. Jeg syntes, alting varede saa umaadelig længe, og jeg vilde nok have plukket nogle Blomster, som stod nede ved Søen, men havde alligevel ikke rigtig Lyst. Pludselig hørte vi en hel munter Klang af Slag paa en Ambolt henne fra Smedien i Søby. Tre og tre raske Slag efter hinanden i nogen Tid. Min Søster rettede heftigt paa sit blaa Skærf, idet hun rejste sig, og jeg lagde Mærke til, at hendes Mund stod aaben, og hun drejede Hovedet bort efter Lyden«.

Pausen er understreget af mig; — men aldrig i dansk Prosa er den Elskedes Nærhed blevet understreget og fremhævet af saa genial en Pause, og aldrig er en Pause blevet saa fint psykologisk fortolket som i dette Stykke Dansk.

Det, som Carl Nielsen i Musikken interesserede sig mest for, var efter hans eget paradoksale Sigende Pausen, og i Artiklen Musikalske Problemer skriver han:

»Hvad er nemlig en saadan Pause? Den er i Virkeligheden en Fortsættelse af Musikken. Den er ligesom et Klæde, der er bredt over en plastisk Figur, hvoraf det skjuler en Del. Vi ser ikke Formen under Klædet; men vi ved fra det utildækkede, at den er der, og vi føler den organiske Sammenhæng mellem de Partier, vi ser, og dem vi ikke ser. Pausen er i de sidstnævnte Tilfælde ikke en Afbrydelse, men en underforstaaet Fortsættelse af den musikalske Strøm«.

I Min fynske Barndom er det lykkedes Carl Nielsen at overføre dette musikalske Virkemiddel til Prosaen, og for at klargøre dette bliver det desværre nødvendigt at understrege Pausen, at gøre den til det modsatte af, hvad den er. Men man tilgive mig, at jeg for een Gangs Skyld gør Pausen til det væsentlige. Fra Tom Kristensen Carl Nielsen som Prosaist