Alexander Bard: Invandring gynnar överklassen

Alexander Bard var popmusiker i 90 erne med det bøssoide band Army of Lovers. Han er hard core liberalist, men han er yderst begavet, så han er altid værd at høre på. Han kalder sig selv en “libertariansk marxist.” Han var tidlig meget IT kyndig, men han mangler at ytre sig lige så skarpt om islam. Det kan ikke undgå at komme. Han er en selvstændigt tænkende svensker, og det er i sig selv contradictio in adjecto.

Man er altid i godt  selskab med ham. Han er  interessanterede end svensk P1, der er klima- og feminisme propaganda, og dansk P1, der gør dannelsetabet siden 1968 alt for for smerteligt nærværende. Det gør ikke så meget, at radio er er rød, men når den også er dum, så er jeg ikke lytter længere. Jeg hører Bach, Nielsen og Schubert frem for P1, for ikke at komme til skade, og for ikke at blive en kronisk vred person, som jeg ikke vil være. De skal ikke få ram på mig.

Han vil få lort for overhovedet at tale med “den vrede bosniske perker,” men det er en af hans kvaliteter, at han er ligeglad. Man er færdig, hvis man taker med ikke-personer, man “legitimerer dem.” Sverige producerer dissidenter politisk og kunstnerisk, Danmark gør ikke. Vi inkluderer dem.

En Freddie Wadling, Åkerström eller Cornelis Vreeswijk bliver til en Kim Larsen, og bliver elsket ihjel. Nu var de svenske tilmed gode kommunister, Kim Larsen stod fast under profetkrisen i 2005-6. I Danmark ender alle som Gustav Winckler og Holger Fællessanger, de små haver og pinsemorgen. Det er meget sødt, men det har ikke noget med virkeligheden at gøre.