Af: Christian Skaug og Julie Dahle

Vi er i krig. Det er en reel krig.

Modsætningerne mellem Frankrig og de islamiske lande dominerer det franske nyhedsbillede, og for en stakket stund skygger det til en vis grad over et langt mere kritisk indenrigspolitiskt spørsmål: Hvordan bliver landets fremtid hvis udviklingen i relationerne mellem franskmænd og muslimer fortsætter som nu?

En som ikke er optimistisk i den henseende, er Frankrigs tidligere forsvarschef, general Pierre de Villiers. Hvis landet fortsætter som nu, er borgerkrig et uundgåeligt resultat i fremtiden, advarer han i et nyligt interview.

Den frisprogede de Villiers gik af som forsvarschef i unåde i 2017, efter at Frankrigs da nyvalgte præsident Emmanuel Macron havde irettesat ham offentligt to gange for at have kritiseret en kraftig reduktion i det franske forsvarsbudget.

Den pensionerede general har siden gjort forfatter af sig. Den 14. oktober, to dage før det bestialske drab på Samuel Paty, udgav han sin tredje bog på lige så mange år. I «L’équilibre est un courage» («Ligevægt er mod») skriver han om et dybt splittet Frankrig som trues af indre spændinger og nærmer sig et kritisk punkt. Bogen ligger i øjeblikket øverst på bestsellerlisten hos fransk Amazon over politisk litteratur i landet.

I et nyligt interview med den franske kanal RTL, hvor de Villiers stillede op for at snakke om sin bog, gik han enda længere i en nådeløs analyse af mødet mellem Vesten og islam. Han er tydelig med, at vi er i krig, og balancen han efterspørger, er en respons mod terror som står i forhold til angrebet vi udsættes for.

Vi må åbne øjnene, siger de Villiers. Han siger endvidere at han ikke forstår hvordan man tillade at det franske folks frihed begrænses samtidig som samfundet ikke lukker moskeer hvor imamer i praksis er hadprædikanter. Generalen mener det er politisk hasard at oprettholde indvandring fra muslimske lande samtidig som man ser at muslimer som indvandrer til Frankrig, begår terror.

Bogpresentationen fik et svært talende bagtæppe med drabet på Samuel Paty, et drab som ryster Frankrig specielt og Europa generelt. Pierre de Villiers tager også udgangspunkt i den nationale sorg over Paty.

Sorgen og lidelsen er kendt for mig, siger han:

Jeg har set familier, studenter, lærereres smerte og alle som havde den dræbte kær før, for den smerte opstår i krig. Den brutale død efterlader en helt egen sorg man bare oplever i krig. Jeg har set soldater dø, set dem blive lemlæstet, set familierne som er overladt til at sørge over sine kære, vel vidende om at døden deres kære led var frygtelig.

Den bestialske halshuging ligner noget vi som nastion har oplevet før, fortsætter de Villiers:

Vi har gennemlevet angrebet på Charlie Hebdo, vi har gennemlevet angrebet på Bataclan. Der begås grusomme handlinger i islams navn ugenligt. Vi ser den næsten paralyserende effekt af terror. Som stabschef den gang sagede jeg at vi måtte reagere. Patys kiste repræsenterer alle de døde. Denne gang må vi gøre noget anderledes.

Generalen konstaterer en klar mangel på strategi vis-à-vis Frankrigs islamproblemer:

Efter Charlie Hebdo og Bataclan ændrede vi loven. Det tar altid tid at ændre loven. Mellem øjeblikket vi siger loven skal ændres og frem til en endelig lovændring er på plads, sker der næsten altid to ting – spektakulære nødtiltag som iværksettes umiddelbart og tiden som går som giver en illusion af at det går bedre. Det er fejl å operere på denne måde.

Han efterlyser således en strategi, og er ikke i tvivl om at svaret også er militært:

Det vi må gøre er at gå til motstand. Vi er i krig. Det er en reel krig. Du kan ikke genskabe en forsonet nation uden at tardom lærdom af det, som hænder. Terror er læren om brutal død – vi er nødt til at tage lærdom af det.

Dette er krig i to tidsdimensioner. Den ene krig kæmpes her og nu. Det er krise – og styring i en krisesituation er en form for krig. Beslutninger skal fattes hurtigt, tiltag iverksættes. Men krigen har en annen tidsdimention i tillæg – og det er frmmtidsperspektiverne. Hvad kommer til at ske  i fremtiden? Hvordan kan vi kæmpe mod det som kommer til at ske?

Det er helt afgørende er at plante håb, at have et mål om fred, men vi trænger til en realpolitik hvor fred er en mulig udgang. For at opnå fremtidig fred er vi nødt til at foretage rigtige valg her og nu.

Det er et frygtelig nedslidt Frankrig de Villiers observerer:

Vi har en følelse av kollektiv indignation, en kollektivt vrede. Men samtidig er det en slags kollaps i kollektiv tristhed i dagens samfund.

vores land har været udsat for en række angreb af radikal islam. Set i sammenhæng med den pågående koronakrise, er vi et svagt og sårbart folk. Det er helbredskrise, det er social krise og det er en økonomisk krise – dette er farligt når vi samtidig utsættes for krigsangreb. For det er en reell krig, en virkelig krig.

Vores nation går i opløsning, som et stof som er slidt og revner. Vi ser det tydeligst blandt mennesker som ikke befinder sig i eliten, men som mobiliserer på græsrodsniveau. Vi ser det i oprør blandt mennesker som oplever at samfundsinstitutioner ikke klarer at beskytte dem.

Samfundet kan optræde resolut i mødet med en epidemi, så hvorfor ikke mod en fjende?

Hvordan kan vi lukke hele samfundet i to måneder i stræk, men samtidig ikke lukke moskeer som radikaliserer ungdom? Hvorfor foretages ikke en generel nedlukning af institutioner som forherliger vold og had mod vores samfund?

Generalen synes også at indvandringspolitikken er dybt irrationel:

Jeg forstår ikke at vi ikke regulerer tilstrømmingen fra disse lande generelt, at vi fortsat driver en udenrikspolitik som er inkonsekvent.

Militær kompetence er det landet trænger til nu, siger han:

Vi er en retsstat, men bruger ikke loven til at beskytte vort eget folk. Vi tar ikke lærdom om krig fra de som kan krig – nemlig det militære. Vi er som samfund undvigende i møde med terror, i stedet for at være tydelige og klare på at vor frihed må beskyttes.

Vi skal tage vare på vort folk, og det gøres bedst ved hård regulering av indvandring fra muslimske lande, i kombination med hårde loverog hårde konsekvenser for praksis som strider med vort værdigrundlag.

Som øverste leder for den franske hæren vet jeg noget om integration, fortsætter de Villiers:

Vi integrerer unge med helt forskellige bakgrunde. Unge kommer til militærtjeneste, og de mødes med autoritet og krav til indsats. De klarer via hård træning at blive samkørte, at finde fællesskab og stolthed. Måske er militæret den eneste og sidste statlige institution som har noget konstruktivt at komme med når det gjelder integration. Hård disiplin, og hård straffe ved frafald og svigt. Men fællesskab og bevaring af fred som et samlende mål.

Han har ikke meget godt at sige om den politiske klasse

Samfundet i dag mangler både mod og stolthed, det ledes af undvigende politikere. Vi trænger politisk handlekraft, ikke bare dialog.

Mens mennesker lider grundet helsekrise og økonomisk krise er vi tiltagende sårbare. Vi er også geostrategisk sårbare, og myndighedene er svage. De snakker om forsoning, men mangler totalt autoritet.

Politiske ledere i dag forveksler autoritet med autoritarisme, og kvier sig fordi de ikke vil fremstå totalitære. De har glemt at autoritet kommer fra det latinske auctoritas, som betyder at vokse. Vort samfund trænger til at vokse, at fremhæve værdier, udøve ægte autoritet.

Generalen mener at eftergivenhed er forkert strategi overfor islam:

 Vi skal ikke ha respekt for deres udtalte behov for en åndelig dimensjon i livet når salafismen lurer i bakkant.e acceptere at muslimsk ungdom kræver et liv i daglig bøn i moskeen, når vi samtidig ved at det er der de radikalises.

Det er ekstremt farligt når salafismen allierer sig med politisk ledelse, og det er i praksis det som sker.

Vi ser i dag mængder af ungdom uden jobb, uden fremtidshåb, og vi overlader dem til moskeene i stedet for at tage fat i dem og stille krav.

Krigsretorik bruges om viruset, men ikke om den reelle krig, konstaterer de Villiers.

Det rigtige at sige er at vi er i krig mod radikal islam. Det er en krig vi både er i allerede, men som mest af alt ligger foran os. Vi har mennesker i vort land som vil føre denne krig med barbari – ikke som et middel, men som en lære. Barbariet ønsker at utrydde vort samfund og erstatte det med sharia.

Vi må være oppmærksomme på at dette er tilstanden i Frankrig i dag. Der må reageres. Når en lærer halshugges på åben gade for at undervise om ytringsfrihed, må man forstå at landet er i en krigstilstand. Vi gennemlever angreb efter angreb, men det findes ingen balance i modtiltagene.

Generalen konkluderer med en dyster prognose:

Fortsætter landet som dette, er borgerkrig et uundgåeligt resultat i fremtiden.

Med sit forfatterskab vil de Villiers præsentere forslag til løsninger for samfundet baseret på sine militære erfaringer. Jeg ved hvad det er at være i krig, afslutter han.

Pierre de Villiers er ikke den første som advarer mod borgerkrig i Frankrig. I 2016 stod Patrick Calvar, chefen for den franske sikkerhetstjenesten DGSI (Direction Générale de la Sécurité Intérieure), to gange bag lukkede døre i Frankrigs parlament og talte om risikoen for borgerkrigslignede tilstande i landet.

Ingen kan sige at den politiske ledelse ikke er grundig advaret.