15
dec
Seneste opdatering: 15/12-20 kl. 1122
8 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Palle  Almindsø

”Foucault og fortielsens sammensværgelse”

Venstreintellektuelle har en lang og lidet ærefuld historie med en række af eksempler på en manglende evne til at se det ondartede i røde politiske regimer og bevægelser som hverken i handling eller på skrift lægger skjul på, at de betjener sig af vold, trusler og pression.

Hvis man husker det, kan man tænke på en person som Sidney Webbs enthusiasme for Stalin og Sovjetunionen, som for hans kone Beatrice`s vedkommende rakte til et forsvar for de berømte skueprocesser i 1930`erne ” Den sovjetiske regering havde ret, selv ud fra et rent humanitært synspunkt” (herhjemme kan vi tænke på forfattere som Hans Kirk og Scherfig.)  Der var en digter som Bertold Brecht, hvis støtte til det østtyske regime indbefattede accept af sovjetiske tanks der knuste arbejdernes revolte i 1953 i Berlin. Hvem har glemt Chomsky`s vanærende knæfald for en person som Khmer Rouge i Cambodia?

Til denne række af pinlige eksempler på en vedvarende øm omfavnelse af det totalitære, når bare farven var rigtig, kan vi så også tælle et intellektuelt fyrtårn som Michel Foucault, berømt for sine diskurs-analyser med mere og hans interessante entusiasme for og hyldest til den iranske revolution, som han skrev om for bl.a. den italienske avis Corierre della Sera.

Ikke ulig det russiske zarstyres vilkårlighed, der ledte frem til først en borgerlig revolution dernæst et kommunistisk kup anført af Lenin, førte den amerikansk støttede Shah og hans styre til en revolution, og med shahstyrets grusomheder for øje kunne de nye magthavere umuligt være værre end det regime, de i løbet af et par måneder fejede bort, men det blev det, og det lever i bedste velgående.

Foucaults inderlige og misogyne had til Vesten

1. Foucault, der er anerkendt som diskursanalysens fader, forstod som bekendt ikke den iranske ayatolla Khomeinis religiøst inspirerede revolution og blev forvirret. Dette skyldtes tre ting, først og fremmest hans, Foucaults inderlige og misogyne had til Vesten, dernæst hans homoseksualitet, som han hidtil havde kunnet praktisere i det meste af Mellemøsten før 1978. Og dernæst hans omfattende uvidenhed om denne mellemøstlige religion, hvorfor han selv kunne udfylde hullerne. Læg dertil hans formodede kendskab til fransk koloni-styre fx i Algeriet. Og med sådanne briller kunne han så se den iranske revolution i et positivt emancipatorisk apokalyptisk lys, som en eksplosion af åndelig energi og ”spirituel politisk bevidsthed”, så bliver det vist ikke bedre.

Han betragtede tydeligvis islam(isme) som et insignifikant begreb næsten uden historie, men faktum er, at netop Khomeini gik tilbage til kilderne i Koranen, og hans revolution førte til en verdensomspændende radikalisering af islam.

”Fortielsens sammensværgelse” kalder Warraq det i sin bog Derfor er jeg ikke muslim. ”man kan fx sammenligne ”Sartres holdning til Stalins tvangsarbejdslejre med Foucaults holdning til Khomeneys grusomheder. Sartre mente at vidnesbyrdene om arbejdslejrene burde ignoreres for ikke at demoralisere det franske proletariat.

Foucault skrev i oktober 1978 henført om begivenhederne i Iran, der mindede om noget Vesten havde glemt siden renæssancen og kristendommens store kriser, nemlig muligheden af en politisk spiritualitet. Med tanke på de mange løgne der bevidstløst blev slugt af de venstre-intellektuelle må sige, at sandheden var mindre vigtig end de n politiske korrekthed. Med andre ord blev den kritiske sans betingelsesløst opgivet” (Warraq s. 69)

2. Op igennem 50èrne og 60`erne begyndte progressive antropologer at omfavne den 3. verdens stammefolk som genuine og autentiske. I bogen The Seduction of Unreason observerer Richard Wolin bl.a., at fordi postmodernisterne beskyldte fornuften og humanismen for kolonialisme og fascisme, blev tolerance erstattet af kulturrelativisme. Dette kombineret med Vestens selvhad, resulterede i en slags ukritisk 3. verdens-fetichisme, som førte til, at Foucault og mange med ham støttede den islamiske revolution , hvorfor…? Fordi den var ”anti-moderne”, anti-vestlig, antiliberal.

Postmodernismen kan ses som et frygteligt eksempel på akademisk narcissisme, men dens betydning og indflydelse har været enorm og dyb og med en allestedsnærværende virkning. Sagt kortere: Postmodernismens mantra om en dekonstruktion af sandhedsbegrebet, har skabt en offentlig diskurs bygget over en afvisende fordømmelse af objektiv viden, der har ført til en modtagelighed for ideologiers falskhed og propaganda. I den forbindelse talte Foucault om, at sandhed ikke var/er upartisk eller neutral men derimod et instrument for magt, et forsøg på at skjule biasen bag en maske af objektivitet. I hans verdensbillede hvilede enhver form for viden på uretfærdighed.

”There is no right, not even in the act of knowing, to trust or a foundation of truth; and the instinct for knowledge is malicious (moderisk, ondsindet i modsætning til menneskets lykke) . Foucault I “Nietzsche, Geneaology, History” 1987)

Er det her vi skal finde rødderne til venstrefløjens pinlige knæfald for autoritære regimer, idet de er oplært i at trylle objektiv viden om det røde diktatur om til et progressivt angreb på vestlige værdier såsom ytringsfrihed, tale- og trosfrihed med mere ?

Læs fx Chomskys kroniske had til USA i Hegemony or Survival: America`s Quest for Global Dominance (2003) Her kan vi virkelig tale om politiske idiosynkrasier der fejer viden og sandhed af banen til fordel for tendentiøs og private hadefulde udslag af oikofobi! Chomsky er dyrket på venstrefløjen og mange af hans udsagn ryger ned, ikke kun som guds ord men som ideologisk oksemørbrad for de politisk korrekte. Her har man en amerikaner der selv kritiserer og udstiller USA’s natsider.

Hvor finder vi en muslim der gør noget tilsvarende med sin kultur? Ja, vi kender Ibn Warraq og enkelte andre, men de må leve med livvagter….

3. Ved midten af 60`erne og de tidlige 70ère var der som bekendt en voksende minoritet af muslimer i Vesteuropa, og i multikulturalismens interesse fik vi at vide, at hver civilisation er sit eget mirakel. Der var multikulturelle samtale-grupper i skoler og på universiteter, hvor den blotte tanke om en kritisk holdning var bandlyst. Kulturrelativisme, multikulturalisme og dens katastrofale konsekvenser skabte et klima, hvor kritik blev gjort lig med racisme, neokolonialisme og fascisme.”

Uanset hvor mange hoveder der røg i forbindelse med den iranske revolution i 78/79 var Foucault uden anger og afviste at kritisere hvad han kaldte Khomeinis politiske spiritualitet. – Desværre ser man ofte kun det man vil se, og fejer alt andet til side, selv de mange henrettelser af homoseksuelle havde Foucacult en forklaring på, nemlig den at homoseksualiteten kun var en kontekst for mordene, i virkeligheden blev de henrettet for at have støttet Shahen.

I Stangrooms artikel  Michel Foucault’s Iranian Folly om Foucault`s Iranian Revolution skriver han:

“Foucault insisted that the sentenced men had been punished not for their sexual orientation, but for the support of the Shah, with homosexuality as a convenient excuse”.

Store ånder kan tage fejl, vi ved jo også at Heidegger heller ikke lagde synderlig afstand til nazisterne, hvad betød den totalitære ensretning overfor begrebet Sein und Zeit? Når mindre ånder tager fejl, kalder man det populisme, når store ånder omfavner de totalitære kræfter kaldes det ideologiske prioriteringer eller det filosofiske blik (for magten)

Der er slående paralleller til situationen i 20´erne , 30`erne 40`erne og 50`erne, da venstreorienterede intellektuelle tøvede med at kritisere såvel kommunismens teori som praksis. Der var som Bertrand Russel gjorde opmærksom på en ”fortielsens sammensværgelse” Man kan sammenligne venstrefløjens fjendtlighed mod Russels modige kritik af Sovjetrusland og kommunismen i almindelighed, da bogen udkom i 1920…” – George Orwell, Arthur Koestler og Robert Qonquest har hver for sig peget på de løgne, som venstreorienterede intellektuelle slugte om Lenin , Stalin og kommunismen for ikke at levere ammunition til reaktionære kræfter. Med et moderne udtryk var sandheden mindre vigtig end den politiske korrekthed. I et sådant klima var kritik og debat tabu(iseret)”Enhver kritisk ytring blev af tilbederne betragtet som gudsbespottelse og forbrydelse” …den kritiske sans blev betingelsesløst opgivet (Koestler) –

4. Det må efterhånden være common knowledge, at de vestlige intellektuelles selvhad er legendarisk og i sandhed forbavsende, men det stiller sig ofte i vejen for en dybere forståelse af den klare virkelighed´, vi befinder os i.

Man kritiserer Vesten og dens værdier i vendinger, der ville blive stemplet som imperialistiske og racistiske, hvis de var blevet brugt om islamisk civilisation…..Og med denne omfattende og vanvittige selvkritik og nedgørelse af Vesten er som vi ved fulgt et logrende fuldkommen irrationelt knæfald for fredens religion.

Og vi må ikke glemme, at den hollandske politiker Pim Fortuyn blev henrettet for at kritisere islam, efter at de hollandske medier havde forfulgt ham for islamofobi og ”hatespeech”. Theo van Gogh blev ligeledes myrdet fordi han tillod sig at anklage islam for kvindehad. Og tusindvis af moderate muslimer er blevet myrdet , fordi de kritiserede islamisternes version af deres religion.

Hvis islamisterne får flertal vil de ”almindelige” muslimer med stor sandsynlighed tillade de radikale ekstremister at styre samfundet, fordi de ikke tør eller gider protestere mod dem, eller er det fordi de i virkeligheden er enige med dem, når det kommer til stykket?

Og i Houllebeqs bog, Underkastelse kan man få en god forestilling om hvordan fredens apostle kommer til magten, nemlig i parløb med et andet parti, herhjemme ville det være Enhedslisten og/eller Det Radikale Venstre, begge partier huser en stor veneration for minoritetens kultur, som de vil gå langt for.

Blandt de mange kilder til denne historie er også den iranske exil-politiker/filosof Professor Behrooz Ghamari-Tabrizi der med et vist mål af tålmodighed kan ses i denne video om Foucault og den iranske revolution (30 min inde i videoen) –

Palle Almindsø

Foucault boede tre år i Stockholm og skrev interessante ting om Sverige omkring 1960: Folkhemmets triumf: Det tamme menneske og Foucault on Sweden: ‘The end of the Human’

I Sverige er det socialdemokratiske projekt lykkedes, som det også engang var meningen i Danmark. Er prisen, at Sverige dermed også har skabt ’det tamme menneske’, eller er svenskeren som Foucault oplevede det i 1950’erne ligefrem et menneske, der allerede er dødt?

5 9 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

8 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Jan Ulrik Friis
Jan Ulrik Friis
3 years ago

Selv om Danmark dags dato blev ryddet for islamister alt relateret til islam, har Danmark et uoverskueligt problem med islamistiske nabolande såsom Tyskland og Sverige! Uanset vil der komme et stormløb på Danmark, men det mindste Danmark kan gøre her og nu at udnytte tiden, rydde Danmark for islam, og ellers forberede os på et stormløb! Nu 2021 George Soros og globalisternes store reset, der ikke tager hensyn til hverken folket eller nationalstaten, så dette er stilhed inden storm! Altså her og nu rydde Danmark for islamister, alt relateret til islam, deadline er 2021! Havde Macron overladt til Le Pen… Read more »

Arne Rud
Arne Rud
3 years ago

Kulturradikale partier, der giver kriminelle statsborgerskab, stilles for en Rigsret.

Den Nervøse
Den Nervøse
3 years ago

De danske naivister tæller ikke kun Hans Kirk og Hans Scherfig også Mogens Lykketofte kan være med, han har af flere omgange lovprist Castros Cuba! Og ja Cuba er et dejligt sted med dejlige mennesker, men ikke på grund af kommunismen, men på trods af kommunismen. Lykketofte vil så gerne fremstå som udenrigspolitikkens grand old man og han kunne da heller ikke få armene ned, da det arabiske forår kom, nu ville det liberale demokrati bryde ud i Mellemøsten. 1 mio. mennesker på gaden fylder da også meget i Cairo, men Lykketofte glemte de 99 andre millioner og de stemte… Read more »

Arne Rud
Arne Rud
3 years ago

Færinger kan lære grønlændere om havbrug som kolonihaver med havkajakker og konebåde til hjemtransport af fisk.

Nielsen
Nielsen
3 years ago

Vi må have en phatcistisk liga i lighed med. Danske Afhoppere fra Socialdemokratiet.

Arne Rud
Arne Rud
3 years ago

”Uden kommunale gavlmalerier ingen afstumpede tåber, der affyrer fyrværkeri mod tilfældige borgere og mod beredskabsfolk og politi, der blot passede deres arbejde.”.

Arne Rud
Arne Rud
3 years ago

Distriktspsykiatrien har brug for Esbjerg og Roskilde Højskole som Vicevært- og Pedelhøjskoler med boligkvarterer som hobbyhøjskoler og forældreskoler som idrætsskoler efter almindelig skoletid, hvor hobbybiblioteker er sammensat af bogudvalg i lokale foreninger og klubber.

Arne Rud
Arne Rud
3 years ago

Sognehuset er missionshus, KFUM & K, Kirkens Korshær, Grundtvigshus og Ældre hjems Højskole som model for KFUM’s Sømands- og Soldaterhjem.

8
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x