“Jeg vender aldrig tilbage til Afghanistan”

Præsten Helena Edlund er rejst til Oslo for at tale Afghanistan i studiet. Der er meget Afghanistan i øjeblikket, men hvis jeg kun skulle nøjes med én ting, skulle det være hende. Det er eminent interessant, og det er glædeligt at hun netop er blevet tilknyttet Document som Sveriges-kommentator. Doc-TV: «Hvorfor falt Kabul?»

Fra Marx til Muhammed

af Henrik M. Jensen

(Hvis kommentarerne lukker, er det en teknisk fejl og ikke mig. Arbejder på det)

Det er snart 30 år siden, at teolog og TV-vært Jørgen Thorgaard døde. Han nåede lige at opleve murens fald og kommunismens sammenbrud og stillede i den anledning et spørgsmål: Hvor vil de venstreorienterede søge hen, når de ikke har kommunismen at tro på? Og han tilføjede: Vil de gå over til muhammedanismen?

Her var Jørgen Thorgaard profetisk, for skønt de færreste har gået så vidt som at konvertere, har venstrefløjens holdning til religionen, der i egen indbildning er blevet åbenbaret af ærkeenglen Gabriel, været meget tolerant og imødekommende. Og det er mærkværdigt i betragtning af, at kommunismens gudløse profeteter Marx og Lenin kaldte religion for “Opium for folket”.

Den gamle kommunist

Men efter 1989 blev “multi-kulti” den nye trøst for mange gamle kommunister. En slags religion, drevet af grænseløs tolerance og åbne grænser for alt, hvad der kom til landet med eksotiske indvandrere, herunder de mest reaktionære og feudalistiske ideer direkte fra den arabiske ørken.

Og derfor undrer det ikke, at en gammel kommunist for nylig optrådte i andægtig og ydmyg bedestilling,
Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm, som i 80’erne var international sekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdom.

I et interview i Socialistisk Arbejderavis september 1989 udtalte han bl.a., at

“Vi har haft en lidt dogmatisk udlægning af hvad Lenin mente med revolution, da han formulerede det i 1917. Lenins revolutionsteori var allerhelvedes gyldig i 1917s Rusland, fordi den faktisk virkede.”

“I har tolket oplæggene til DKUs landsmøde i retning af, at vi har aflyst klassekampen. Og der synes jeg virkeligt, at I går galt i skoven.”

Få måneder senere, da Sovjet og østblokken brød sammen, gik kommunisterne helt galt i skoven, og her var den totalitære og bogstavtro muhammedanisme, som forudsagt af Thorgaard, et nærliggende alternativ for kuldsejlede marxist-leninister.

På knæ

Og så er vi fremme ved Brostrøms ynkelige optræden på Nørrebro i Minhaj ul-Quran moskeen.

Bag denne står en bevægelse grundlagt 1980 i Pakistan af Tahir ul-Qadri , der bl.a. går ind for drab på frafaldne og etablering af en islamisk stat, som støttede Khomeinis fatwa mod Rushdie og er tilhænger af Taliban.

Den gamle kommunist Brostrøms optræden er altså logisk, men også atypisk, da han som erklæret bøsse fører sig frem i en institution, der ser homoseksualitet som en dødssynd.

Han har sikkert følt sig godt tilpas i det udelukkende maskuline selskab. Men det har næppe været gensidigt, og der var da stort set ingen, der mødte op for at lade sig vaccinere, hvilket ellers var et af formålene med besøget.

Den lange march

Søren Brostrøm er en typisk repræsentant for de venstreorienterede, der tilbage i 80’erne og 90’erne erstattede den udeblevne revolution med “den lange march op gennem institutionerne”.

Og på samme måde har moderate muslimer indset, at de skal erstatte terror og voldsudgydelser med en fredelig, langsom magtovertagelse. For erobringen af de vantro lande er uanset midlerne som bekendt islams DNA.

Og ved at få en fremtrædende dansk embedsmand til – i fuld offentlighed – andægtigt at sætte sig på knæ for profeten Muhammed, har dennes missionærer scoret endnu et point.

Socialistisk Arbejderavis 1989: INTERVIEW Dialog eller klassekamp? Søren Brostrøm + Jakob Nerup