Af Marianne Wagner, sognepræst

I min roman Når den stærke vogter sin gård, hvis handling slutter i 1975, går kampen mod EF som en rød tråd gennem fortællingen. Jeg har ønsket at skildre denne kamp, ikke alene fordi den er prisværdig, men også fordi de færreste har forstået, hvor alvorlig en beslutning det var, da et stort flertal i 1972 stemte for Danmarks medlemskab af det, der dengang blev kaldet fællesmarkedet.

Mange troede, at det alene handlede om samhandel, og det er en opfattelse, der lever så stærkt i folket, at man den dag i dag ofte hører udsagnet, at EU skal rulles tilbage til at være et frihandelsområde. Det har foretagendet imidlertid aldrig været, og medlemskabet har fået voldsomme konsekvenser, f.eks. på indvandringspolitikken, som her skal være emnet. Den traktat, flertallet dengang stemte for, indeholdt bl.a. en associationsaftale med Tyrkiet, som gælder den dag i dag.

Associeringsaftalen

Denne associeringsaftale var der ikke en kæft, der tænkte på i mange år, indtil Danmark begyndte at afvise nogle herboende tyrkeres ansøgning om familiesammenføring p.g.a. tilknytningskravet. Det måtte Danmark ikke, og flere sager var derfor nødt til at gå om. Det kom bag på alle politikere, og blandt de nationalt sindede partier blev der stillet krav om, at associeringsaftalen skulle fratrædes, hvilket de burde vide, ikke kan lade sig gøre. Aftalen er som nævnt en del af traktatgrundlaget, og vi kan ikke fratræde enkelte dele på anden måde end ved at melde os ud af EF/EU.

Unionsborgerskabet og den fri bevægelighed

Associeringsaftalen er bare ét eksempel på, at EU har stor indflydelse på indvandringspolitikken, men lad mig nævne nogle flere. Metock-dommen handlede om fire EU-borgere, der havde slået sig midlertidigt ned i Irland og krævede deres ægtefæller, alle fra Afrika, familiesammenført. De rejste sagen ved EF-domstolen (nu EU-domstolen), og de fik medhold, fordi EU-borgere har ret til fri bevægelighed og derfor også ret til at have deres familie med, selv om denne kommer fra tredjelande.

Husker De Zambrano-sagen, hvor et columbiansk forældrepar fik opholdstilladelse med deraf følgende rettigheder, fordi deres børn var født i Belgien og dermed var belgiske statsborgere? Sagen var særlig, fordi EU-domstolen blandede sig i noget, der burde have været en intern belgisk sag, og den gjorde det på baggrund af unionsborgerskabet, selv om Zambranos børn ikke havde gjort brug af deres ret til fri bevægelighed, hvor domstolen naturligt ville være kommet ind i billedet.

Begge sager handler om unionsborgerskabet, som således undergraver det nationale statsborgerskab. EU kan nemlig p.g.a. dette borgerskab tildele medlemslandenes borgere rettigheder, som ligger udover dem, der følger af det normale statsborgerskab, og det er altså medlemslandene, der skal opfylde de rettigheder, EU tildeler sine borgere. Herhjemme betød unionsborgerskabet f.eks., at den kroatiske storforbryder Gimi Levakovic ikke kunne udvises, fordi han havde børn her i landet og dermed ret til familieliv.

Asylretten

I 2008 blev Lissabontraktaten vedtaget af at næsten enigt folketing og uden folkeafstemning. I traktaten indgår charteret for grundlæggende rettigheder, og her stadfæstes f.eks. asylretten (art. 18). Så snart et menneske, der føler sig forfulgt, sætter sin fod i et EU-land, har det altså ret til at søge asyl. Og vi ved godt, hvad der kommer fra syd, og hvor få der skal til for at skabe rædsel i vore lande; i 2020 ankom en tunesisk mand således til Lampedusa med et migrantskib.

P.g.a. EUs åbne grænser, et resultat af Schengen-samarbejdet, rejste han ubesværet videre til Nice, hvor han en måned efter sin ankomst dræbte tre mennesker i byens Vor Frue. Én blandt mange, men nok til at rette et bestialsk angreb med dødelig udgang mod borgere, der for ikke så mange år siden i tryghed kunne leve deres daglige liv både med og uden kirkegang.

EU har alt med indvandring at gøre

Har man endvidere opnået asyl i ét EU-land, kan man rejse frit i alle medlemsstaterne. Uanset om de fleste migranter skulle komme med fredelige hensigter om et bedre liv, så ved vi efter mange års erfaring, at de kommer til at udgøre et kulturelt problem, måske endda et folkeretligt problem. Der bliver ingen forbrødring, ingen smeltedigel, kun kaos og på et tidspunkt en ny dagsorden med ganske andre værdier end dem, vi hylder.

EU har derfor alt med indvandring at gøre, og det er bare ét af mange områder, hvor unionen blander sig. Derfor bør 50-året for vort medlemskab være en anledning til en reel diskussion af, hvordan vi kan forlade det. Dansk Samling og Folkebevægelsen mod EU peger begge på mulighederne udenfor EU, og alt efter temperament kan man orientere sig på deres hjemmesider. Og så kan man ved det kommende folketingsvalg møde op til vælgermøder og tage emnet op, så de kandidaterne tvinges til at tage stilling til sagen.