Linen er 25 meter lang og kuglen fra et kugleleje vejer 145 kg. På Østervold ti ligger nu de sammenlagte skoler Østre Borgerdyd og Metropolitanskolen, Danmarks to ældste latinskoler. Jeg har gået på den ene, men føler mig ikke helt hjemme i disse lokaler. Rummet har en kolossal lang efterklang, og min gamle arbejdsgiver og ven Svend Wiig Hansen, der oprindeligt ville have været operasanger og havde en glimrende stemme, sang altid fire, fem, seks-stemmigt med sig selv, når han var her. Jeg tog mig i at synge for alle gymnasieeleverne.

Det er også her nogle af scenerne fra Henrik Stangerup’s fremtidsdystopi “Manden der ville være skyldig” (bog 1973, film 1990, Ole Roos) er optaget. Jesper Klein spillede Adam Gregor. Stangerup beskriver hvordan romanen fik ham indkaldt til kammeratlig samtale hos alle marxisterne på Gyldendal. Han løb bogstavelig talt skrigende bort.

Da vi kom ud efter det glimrende cafeteria, løb vi lige ind i Jakob Holdt, hvis kloge mor har sagt de forløsende ord om sønnen: “Så blev du alligevel præst, Jakob”. Inden da, havde vi set Elmgren og Dragset på Statens Museum, store armbevægelser, campingvogne, swimmingpools, lighus, sengestuer og lokummer, men få iøjenfaldende tanker. Svend ville have sagt “bøssesmag”, og det var ikke fordi, han ikke kunne lide bøsser. Tværtimod. Hvis han skulle interviewes, sagde han “send en af jeres bøsser, jeg taler bedst med dem.” Han mente gerne Henrik Sten Møller eller Poul Borum.

Kunstnere skal være deres egne reklamebureauer, men jeg kan ikke befri mig for tanken, at en del er bedre PR-folk end kunstnere. Man diskuterer, om man kan se forskel på mandlig og kvindelig kunst, så jeg spurgte Uwe, om der er forskel på hetero og homo-kunst. Han mente nok, homoseksuelle kunstnere ‘er lidt mere konceptuelle.’ Jeg ved ikke ikke, om han tænkte tilbage på Walt Whitman, Proust, Tchaikovsky, Britten, Auden, Isherwood, Francis Bacon og Michelangelo, og jeg glemte at spørge.