Af Tim Pallis

Sam Harris har skrevet en vigtig bog med titlen Troens Fallit. Religion, terror og fornuftens fremtid, (The End of Faith) glimrende oversat af Allan Hilton Andersen 2007. Man kan på dansk næsten ikke oversætte “faith” med andet end tro. Men der er nogle nuancer ved ordet, som man ikke må overse, idet tro på dansk også kan oversættes til engelsk med “believe”.

Det Sam Harris angriber i sin bog er tydeligvis “believe” og ikke “faith”. Bogen burde i stedet for hedde The End of Believe. Stephen Batchelor har skrevet en bog med titlen Buddhism without Believe, som på dansk kom til at hedde Buddhisme uden Religion. Oversættelse er ikke nemt.

Jeg er taknemlig for, at Niels Bo Carøe, som har været præst i Eliaskirken, og som er en skarp eksistensteolog, har påpeget, at Sam Harris bog egentlig burde hedde Vantroens Fallit. For at forstå denne pointe kræver det en ret dyb indsigt i, hvad eksistensteologi ér til forskel fra den almindelige børnetros litteralisme.

Det Sam Harris nemlig angriber er ikke faith eller tro i luthersk og kierkegaardsk forstand, men den vantro eller folkeovertro, som kirken i århundreder har påduttet almindelige mennesker, som ikke har en kinamands chance for at tænke teologisk.

Vi er blevet spist af med nogle absurde dogmer om en mand, som påstås at være Guds søn, som var født af en jomfru, gik på vandet, vækkede folk fra de døde og selv stod op af graven og for til himmels, men uden at fortælle os, hvordan vi skal forstå disse myter parabolsk i relation til vor egen eksistens her og nu. Vi skal ikke tro på noget som helst, men have tillid til vor egentlige spirituelle eksistens.

Sam Harris slås i hartkorn med den moderne ateistiske bevægelses profeter, som har fået en stemme i kulturdebatten på grund af islams fremmarch. Folk er dødtrætte af bogstavtro religion i alle dens former. Islamkritikken, som Harris selv er god til, har fået ateisterne op af stolene.

Nu skal det siges lige ud, at det er de mest uhyrlige og menneskefjendske ting, som folk i det meste af verden tvinges til at tro på, og at vi mangler noget rationalitet, sund fornuft og nogle empiriske sandheder i stedet for troen på absurde påstande.

Men Sam Harris er ikke ateist. Det fremgå tydeligt af hans vægtige foredrag The Problem with Atheism, som han har holdt ved The Atheist Alliance Conference i Washington D. C. den 28. september 2007. Ateismens moderne profeter er først og fremmest: Christopher Hitchens, som har skrevet God is not Great. How Religion Poisons Everything, New York 2007, og Richard Dawkins, som har skrevet The God Delusion, og Daniel Dennett, som har skrevet Breaking The Spell: Religion as a Natural Phenomenon. Jeg skal senere komme ind på, hvad det er, Sam Harris har imod ateismen. Men først må vi en omvej ind i eksistensteologien. En god indgang til denne vil være nogle ord fra Buddhas mund.

I Kalama Sutta siger Buddha:

“Lad dig ikke overbevises af rygter eller traditioner eller af det som du får fortalt, eller af det som står skrevet i hellige skrifter eller af gisninger eller af logiske slutninger eller af tungtvejende beviser, eller af at du føler for et synspunkt efter at have funderet over det, eller af andres evner eller af den tanke ”munken er vor lærer”. Når du ved med dig selv ”dette her er godt, dette kan der ikke indvendes noget imod, det tiltaler den vise, og hvis det føres ud i livet, vil det føre til velfærd og lykke,” så skal du praktisere og rette dig efter det….”

Den moderne protestantiske eksistensteologi vender sig imod enhver objektiverende tale om Guds transcendens. Den store tyske teolog Bultmann har sagt: “For det moderne menneske er kun den gudstanke mulig, der kan søge og finde det ubetingede i det betingede, det hinsidige i det dennesidige, det transcendente i det nærværende som muligt mødested.”

Det er et enormt teologisk problem, at den monoteistiske Gud opfattes ene og alene som transcendent. Dette er meget karakteristisk for islam, og det skaber en hel række problemer for mennesker med en spirituel tilgang til sin religiøsitet. Det, at Gud kun opfattes som transcendent, findes også i visse traditioner indenfor judaismen og kristendommen.

Bultmann har en helt anden opfattelse, idet han altså fremhæver, at det transcendente (det hinsidige) er i det immanente (det dennesidige). Hvad Gud end er, er han også i denne verden samtidig med at han er ud over denne verden. Hvad er det som indeholder hele verden og som samtidig kan sanses? Og hvad er det der sanser og erkender?

Svaret herpå er spirituelt eller mystik om man vil, og denne spiritualitet eller mystik kan ikke findes hvis Gud kun er transcendent. Gud må altså samtidig med at være transcendent også være immanent. Det er et problem, at Gud objektiveres som kun transcendent. Det kan man ikke! Enhver objektivering er karakteristisk for en dualistisk eller adskillende opfattelse. Derved mistes enhver indsigt og visdom.

Det at Gud også er immanent peger mod det der hedder sekulariseringsproblemet. Man må skelne mellem sekularisering og sekularisme. Sekularisering i luthersk forstand fremhæver det verdslige liv i kald og stand som Guds gave. Mennesket skal ikke tjene Gud eller sikre sig selv, men på Guds ord tjene sin næste. Dette er saliggørelse af menneskets virke.

Sekularisme er derimod den kulturelle og individuelle frigørelse fra selve det kristne budskab. Man har her kun fodfæste i det politiske, kunstneriske, rationelle eller fornuften. Nu er der ifølge luthersk tankegang ikke noget i vejen med politik, kunst, rationalitet og fornuft, men de må bæres frem i tilværelsen af en livskraft, som tydelig erkendes som ens guddommelige ankerplads.

Vi kan ikke undgå at tale om, hvad eskatologi er, når vi beskæftiger os med tro. Eskatologi er læren om de sidste ting eller tider: Mytologisk fremtidsforventning, dommedag, de dødes opstandelse eller en ny verdensskabelse. Det er et vigtigt spørgsmål, hvordan denne eskatologi skal forstås. Skal vi forstå den litteralistisk, som man gør i islam, eller skal man afmytologisere den og forstå den allegorisk som i eksistensteologien.

Den protestantiske eksistensteologi lægger vægt på den situations- og selvforståelse, som eskatologien indeholder med henblik på den aktuelle livssituation og et menneskes personlige eksistens. Jeg kunne tænke mig, at man kunne tale om det eskatologiske øjeblik som ensbetydende med det evige nu i den situationstotalitet, hvor man ikke længere skelner mellem en selv og næsten. Her er tiden ophørt og forvandlet til det evige nuvær.

Tro har intet at gøre med en objektiverende tale om Gud, som noget der kan påvises eller kendes. Tro er en personlig eksistensbestemmelse. Der er således en intim forbindelse mellem selverkendelse og gudserkendelse, og deri består transcendensproblemet som en eksistensteologisk problemstilling.

Ordet Gud er derfor i den personlige virkelighed navnet på eksistensens forudsætning og grænse. Men det betyder ikke, at troen er afskåret fra at tale om Gud også i universel forstand. Troens eksistens udspiller sig i både den konkrete, fællesmenneskelige og universelle sammenhæng.

Der er i det eskatologiske øjeblik ikke noget skel mellem de troende og ikke-troende. Modsætningen står mellem evangeliet og det egoistiske menneskeliv. Det gælder ikke om at fjerne eskatologiens mytologiske udsagn, men at udlægge dem eksistentielt. Moderne mennesker tror ikke på engle, dæmoner, paradis og helvede. Man skal høre myten parabolsk i nutidens sprog.

I Meister Eckeharts mystik er det således, at åbenbaringen er den sande autoritet. Men åbenbaringen er hos Eckehart en erkendelse af menneskets egentlige guddommelige natur. Erkendelsen vågner, når mennesket gennem kontemplation har tømt sig selv for alle forestillinger om sig selv og Gud. Det kaldes kenosis. Så sker der det, at logos fødes i hans sjæl.

Dette er Kristus fødsel i mennesket som en erfaring eller åbenbaring. Denne åbenbaring finder ikke sted, før man har nået det eskatologiske øjeblik i sin kontemplative praksis. Det er en ultimativ eksistensbestemmelse eller en identitetsbestemmelse.

Sam Harris kommer til mystikkens erfaringsverden ved at praktisere meditation og han trækker både på den tibetanske buddhismes dzogchen meditation, advaita vedanta og Zen meditation.

Harris er ikke ateist. Ateister beskylder hans bog Troens Fallit for at være et skalkeskjul for new-age mystik og buddhisme. New-age okkultisme er det i hvert fald ikke, fordi denne folkelige tro er en opsamling af de værste dogmer fra næsten alle verdens trossystemer (læs believesystemer), og det er Harris imod. Om new-age siger han: “New-Age-tanker er faktisk så latterlige, at de vækker rædsel hos ellers fordomsfrie mennesker. Guruerne er ikke altid så uselviske som de påstår.”

Der er derimod meget indsigt hentet fra buddhismen og mystikkens verden i Harris bog. Måske kan man kalde Harris for et gammelt syrehoved, som beskæftiger sig med hvad religion og bevidsthed er. Hans litteraturliste vidner og et grundigt kendskab til buddhisme, vedanta, transpersonlig psykologi og hjerneforskning.

Hvad er det at være ateist? Kan man være ateist og religiøs på samme tid? Kan man være ateist og mystiker på samme tid? Det mener jeg absolut man kan, og det vil jeg kalde spirituel ateisme.

Sam Harris kritiseres også for at overse, at de største forbrydelser i det 20. århundrede blev begået af ateister: Hitler, Stalin, Mao, Pol Pot og Kim Jong-Il. Han svarer, at Auschwitz og Gulag viser, hvor farligt det er at være for ukritisk over for specifikke verdslige ideologier. Desuden vil en nærmere analyse af både nazismens og kommunismens utopier afsløre, at de netop bygger på trossystemer (læs igen believesystemer), som i slående grad minder om de store verdensreligioners dogmatiske fundamentalismer. Marxismen er en stærk soteriologi og nazismen har klare okkulte rødder.

Sam Harris siger, at han aldrig havde opfattet sig selv som ateist, før han blev opfordret til at holde foredrag som ateist. Vi behøver måske slet ikke ordet ateist, ligesom vi ikke behøver et ord for den, der ikke tror på astrologi. Man kan ikke være ateist, ligesom man heller ikke kan være ikke-astrolog.

Alt hvad vi behøver er ord som evidens, sund fornuft og bullshit for at sætte astrologerne på plads, og sådan burde det også være med religion, siger Harris. Man kan heller ikke være aracist eller tilhøre en ikke-racistisk forening. Harris mener ikke, at man bør kalde sig noget som helst hverken ateist eller f.eks. sekularist, humanist, naturalist, skeptiker, rationalist, fritænker.

Selvom vi bør vedblive med at kritisere religionerne for deres dogmer, skal vi ikke definere os selv i modsætning til deres trossystemer. Sam Harris skildrer i Troens Fallit vor historiske villighed til at afvise fornuften til fordel for religiøs tro på de mest absurde og udokumenterede påstande, også når tro inspirerer til den allerværste form for menneskeskabt grusomhed.

Han advarer mod den organiserede religions indtrængen i verdenspolitikken. Han trækker på viden om hjerneforskning, filosofi og østlige erkendelsestraditioner og opfordrer til at skabe et mere sandt moderne fundament for etik og åndelighed, som er både verdsligt og humanistisk. Harris er politisk ukorrekt og hård i sin fordømmelse af religiøs tro, som han kalder: “Den mest produktive kilde til vold i vor historie”, og hævder, at den religiøse tro er en garant for menneskets umenneskelighed mod mennesket.

I sin kronik: Kristendom og rationalitet i symbiose spørger filosoffen Kai Sørlander:

“Hvis man tilslutter sig religionsforkastelsen, får man så et samfund, hvor rationaliteten har bedre kår? Får man så et samfund, som bedre lever op til rationalitetens krav? Sørlander fremhæver, at vi ikke bør bruge religiøse argumenter i politik. Vi bør ikke bruge argumenter, som hviler på religiøs tro, fordi vi i så fald bryder den fordring om gensidig rationalitet, som demokratiet bygger på.

Jeg er enig med Kai Sørlanders hovedtese, at “… i Jesus eget fuldstændige afkald på jordisk magt og hans forkyndelse af nogle bud, der ikke kan gøres til politik – kan vi konstatere, at kristendommen har et væsentligt potentiale for at kunne sekularisere det politiske.”

Dette perspektiv mangler hos Sam Harris siger Sørlander. Kristendommen har været en medvirkende årsag til fremvæksten af det sekulære demokrati i den europæiske kultur. Det synes jeg er en vigtig pointe. Sørlanders forståelse af Jesus afkald på jordisk magt og hans forkyndelse af nogle bud, der ikke kan gøres til politik, kalder på en forståelse af, hvad Kristus egentlig er? Hvad er Kristus?

Mystikeren vil sige, at det er vor oprindelige sande identitet eller vor egentlige natur. Jesus er en tvivlsom historisk person, men hans forkyndelse er en helt anden ting. Hvad er Kristus for Paulus, i Johannes evangeliet, i gnosis kristendommen, hos Bultman, i eksistensteologien og hos Meister Eckhart? Kristus er her logos fødsel i menneskets sjæl. Det er erkendelsen af menneskets egentlige guddommelige natur.

Sam Harris beskæftiger sig med de religiøse dogmers problem eller de ubegrundede antagelsers problem. Han fremhæver at vi skal respektere kendsgerninger og rationelle argumenter, fordi de muliggør en fredelig sameksistens. Religiøse antagelser er for Harris troen på historiske og metafysiske påstande, som man ikke kan føre tilstrækkelig bevis for.

Han siger: “Tro er den frihed de troende giver sig selv til at blive ved med at tro, når fornuften ikke slår til.” Jeg mener ikke, at religiøsitet behøver at have noget med tro (læs believe) at gøre. Hvis tro blot er en tro på ubegrundede antagelser, så kan man sige, at religiøsitet en personlig eksistensbestemmelse eller identitetsbestemmelse.

Sam Harris ved at visse mennesker i alle kulturer har beskæftiget sig med en dybere form for eksistentiel velvære. Der er former for lyksalighed, som er noget helt andet end vore almindelige behagsfornemmelser, lyster, lykkefølelser og succesoplevelser. Der er former for glæder, som ikke er betinget af, at der altid står de lækreste retter på bordet og de fineste vine, eller at ens bedste venner og kærester hele tiden er i nærheden til venskab eller lyst, eller det altid at have en fantastisk bog ved hånden, eller en film eller et teaterstykke at se frem til i weekenden.

Det er for nogle mennesker muligt at være lyksalig før noget overhovedet sker, før ens ønsker bliver opfyldt og til trods for uundgåelige vanskeligheder og undertiden midt i både fysisk smerte, alder, sygdom og død.

Mennesker med disse erfaringer er ofte i den religiøse litteratur blevet kaldt helgener. De har ofte gennemgået en særlig træning og har praktiseret forskellige former for meditation eller kontemplation for at iagttage hvert enkelt øjeblik og åndedræt opmærksomt. Det er lykkedes for nogle af dem at finde en vej til en ny bevidsthed og opdage en dybere basis af eksistentiel velvære.

I årtusinder er der mennesker, som har fundet dette ekstraordinære fysiske og mentale velvære efter at have tilbragt en rum tid i isolation og meditation. Det er meget forskelligt hvor meget tid, der skal ofres på det, for mennesker er meget forskellige. Nogle er hurtige til at opdage, hvad det drejer sig om, og kan finde det i selv en verdslig trummerum. Andre må igennem års træning i mange timer dagligt for at finde denne kilde til lyksalighed og medfølelse.

De spirituelle eller mystiske erfaringer hører til de mest forvandlende i et menneskes liv, og det, ikke at vide at sådanne tilstande eksisterer eller er vigtige, kan skabe unødvendige fysiske og mentale lidelser på et eller andet tidspunkt i ens liv.

Harris forsøger i Troens Fallit at tale om åndelighed og meditation på en rationel måde. Det er en vanskelig opgave, som han måske er den første til at formulere klart. Meditation er at være overordentlig opmærksom på sin umiddelbare oplevelse af verden. Gennem meditation kan et menneske lære at betragte sine oplevelsers strøm med bemærkelsesværdig klarhed, og dette medfører undertiden en lang række indsigter.

En af disse indsigter er, at den følelse, som vi kalder ”jeg” – fornemmelsen af at vi er den, der tænker vore tanker, og den, der oplever vores oplevelser, kan forsvinde, når man søger den disciplineret. Meditationens indsigter er ikke påstande, man skal acceptere på basis af tro. Harris er den første, som siger, at det selvfølgelig er empiriske iagttagelser. Det, at ”jeget” forsvinder i meditation, sammenligner han med opdagelsen af ens blinde plet.

Han fremhæver, at det er menneskets søgen efter lykke, viden, oplevelser, anerkendelse, en kærlighedspartner eller åndelige oplevelser, der får os til at overse en form for velvære, der er en iboende del af bevidstheden i hvert øjeblik. Denne indsigt findes i kernen af de fleste religioner, men den er svær at få øje på i de dogmatiske trosartikler.

Hvad er bevidsthed? Sam Harris siger:

“Det, som er bevidst om glæde, bliver ikke opfyldt af glæde, og det, som er bevidst om bedrøvelse, bliver ikke bedrøvet…. Vi er blot bevidste om synsindtryk, lyde, sansninger, sindsstemninger og tanker…..hvis vi kan erkende vores identitet som selve bevidstheden – vil vi opdage, at vi for evigt er befriet for erfaringens omskiftelser…Forestillingen om at hjernen frembringer bevidstheden, er ikke stort andet end en trosartikel blandt forskere for tiden, og der er mange grunde til at tro, at de videnskabelige metoder ikke formår at bevise eller modbevise den…Hvad det end var, Jesus oplevede, oplevede han det som bevidsthed…Den menneskelige åndeligheds historie er historien om vores forsøg på at udforske og modificere bevidsthedens manifestationer med metoder som faste, messen, sensorisk deprivation, bøn, meditation og brugen af psykotropiske planter.”

Harris har en psykedelisk vision: “Rent fysisk er man stort set ikke andet end en strømhvirvel i en gigantisk livsflod.” Og hans erkendelse går ud på, at den, der ved, er noget andet end det, vedkommende ved noget om. Erkenderen er noget andet end det erkendte. Ligesom vor viden om en ting til dagligt viser, at vi er et subjekt adskilt fra objektet, kan jeg være bevidst om min hånd eller om en følelse og dermed opleve det samme skel mellem subjekt og objekt.

Dette er vor såre menneskelige situation, som det er muligt at se bort fra med en ny bevidsthed. Det, at vi ser verden, og skaber en forestilling af en, der ser, er normalt. Men mange udøvere af meditativ praksis hævder, at de oplever verden uden at danne en repræsentation af sig selv i verden, virkeligheden er blottet for ”jeg”.

Oplevelsen af ”jeg-løshed” er karakteristisk ved tabet af subjekt-objekt dualismen, som kendetegner vores normale oplevelse af tilværelsen. Oplevelsens kontinuum bevares, men man føler ikke længere, at der er en erkender adskilt fra det erkendte. Tanker opstår, men følelsen af, at man er den, der tænker disse tanker, er væk. Det er denne erfaring man kan kalde ”jeg-løshed”, når vi søger at finde den ved at spørge: ”Hvem er jeg?”

Sam Harris siger:

“Næsten alle vores problemer kan tilskrives den kendsgerning, at mennesket er fuldstændig forblændet af følelser af at være adskilt fra alt andet. Man skulle mene, at en åndelighed, der underminerer denne dualisme ved en ren og skær beskuelse af bevidstheden, nødvendigvis vil forbedre vor situation.”

Om vi nogensinde vil blive i stand til at komme derhen, afhænger af vor forståelse af, hvad religion er. Harris er ikke i tvivl om, at den største hindring for en ægte empirisk tilgang til åndelige oplevelser er vor nuværende forestilling om Gud. Derfor er det relevant at spørge, om denne kritik af den nuværende tale om Gud er det samme som den moderne protestantiske eksistensteologis kritik af enhver objektiverende tale om Guds transcendens?

Harris kender meget til Vestens filosofi, men ikke så meget til vesterlandsk gnosis eller mystik, og han kender heller ikke til Bultmann og eksistensteologien. Han siger: “Det er tusindvis af år siden en vestlig filosof kunne forestille sig, at man kan blive lykkelig, fredfyldt eller opnå visdom via sin søgen efter sandhed. Ingen vestlig tænker kan måle sig med Østens store mystikere. Der er ingen paralleller i Vesten.”

Jeg tror ikke Harris er bekendt med alle de spirituelle sider af vesterlandsk visdomslære og mystik. Visse vesterlandske mystikere har i høj grad formuleret noget, som i klarhed kan sidestilles med Østens formuleringer. Men Harris er den første forfatter i Vesten, som bruger vendingen “ikke-dualistisk empirisk mystik”, som han mener kun er opstået i Asien. Synderen til denne mangel i Vesten er selvfølgelig den jødisk- kristne- muslimske understregning af den dogmatiske tro.

Harris har et frækt billede af denne tro:

“Tro minder en hel del om et næsehorn: Den er ikke til meget nytte som arbejdsdyr, men på klods hold lægger den i høj grad beslag på ens opmærksomhed.”

Harris overser meget “ikke-dualistisk empirisk mystik” i Vesten. Læs blot Blyth: Zen in English Litterature og Huxley: Den evige Filosofi. Det bedste værk er nok mamutværket: A Treasury of Traditional Wisdom af Whitall N. Perry.

Det, jeg sætter pris på hos Harris, er, at han betragter den ikke-dualistiske mystik som strengt empirisk, fordi han interesserer sig for det William James kaldte religiøse erfaringer. Men det er lidt fattigt, at han kun i Vesten har fundet Schelling og Rousseau, som hver især har haft “en kort empirisk indsigt i bevidsthedens ikke-duale natur”. Undertiden går det helt galt når han sammenligner Dalai Lamas møde med kristne gejstlige med mødet mellem fysikere fra Cambridge og buskmænd fra Kalahari.

Harris fremhæver “bevidsthedens iboende frihed, uden dogmatiske lænker”, men han har selv mange dogmatiske fordomme. Det er beklageligt, at han ikke har sat sig grundigt nok ind i Eckhart, Johannes af Korset og Theresa Avila, skønt han kender dem. Han siger at deres mystiske indsigt er lænket til den kirkelige læres dualisme, og at den mystiske kristendom døde, den dag Saul satte kurs mod Damaskus. Tværtimod vil jeg sige.

Sufismen er en islamisering af nyplatonismen og gnosis læren i mysteriereligionernes-, buddhismens-, hinduismens-, zoroastrismens- og kristendommens mystik. Denne visdomslære er ensbetydende med den empiriske indsigt i bevidsthedens ikke-duale natur. Harris har forstået, at sufismen netop derfor gennem det meste af historien er blevet betragtet som kætteri i den muslimske verden.

I den udstrækning sufismen har bevaret en tilknytning til Koranen, har den været bundet til dualismen. Islam er stærkt påvirket at manikæismens dualisme. Pludselig udtrykker Harris sig knivskarpt:

“Eftersom bevidstheden allerede er fri for subjekt/objekt-dualiteten, er fremkomsten af en Eckhart eller en Rumi ikke nogen overraskelse.”

Eller hvad med denne:

“Selv om jeg ikke vil benægte, at enhver tradition, den være sig østlig eller vestlig, kan have frembragt et par mystikere, hvis indsigt brød igennem deres tros forgyldte fængselstremmer, er de trosbaserede religioners fiaskoer så iøjnefaldende, deres historiske selvfornedrelse så stor og deres intolerance i så høj grad af denne verden, at det er på tide, at vi holder op med at komme med undskyldninger for dem.”

Harris praktiserer selv en eller anden form for meditation, måske tibetansk dzogchen meditation. Meditation er for Harris, at subjekt/objekt-dualismen i sansning og kognition forsvinder, mens bevidstheden stadig er levende opmærksom på oplevelsens kontinuum. I den direkte sansning af virkelighedens kontinuum er dualismen derfor allerede overvundet. Her er der noget at erkende om bevidsthedens natur.

Bevidsthedens indhold: Synsindtryk, lyde, følelser, tanker, stemninger osv. er udelukkende forskellige udtryk for bevidsthed. Såvel erindringer som forventninger kan kun opstå i nuet. Til daglig opfatter vi kun nuet dvs. øjeblikkets synsindtryk, lyde, smagsoplevelser og sansninger svagt gennem et slør af tanker. Og vi kender slet ikke den frihed og enkelhed, der kendetegner den bevidsthed, som går forud for tankens opståen. Meditation handler ikke om at undertrykke tanker, men at bryde vor identifikation med dem, så vi kan erkende den tilstand tankerne udspringer af.

Hvis man i sin meditation gør et forsøg på at finde oplevelsens subjekt, vil dets fravær blive tydeligt. Det illusoriske slør, der adskiller erkenderen fra det erkendte, selvet fra verden, indvendigt fra udvendigt, er forsvundet. Denne erfaring har i årtusinder været kerneelementet i menneskelig åndelighed. Vi behøver ikke at tro på noget for at aktualisere denne erfaring. Vi skal blot kigge indgående nok på det, vi kalder ”jeg”.

Harris siger:

“Ægte mystik kan være ”objektiv” – i den eneste normative forstand af dette ord, som det er værd at bibeholde – i den forstand, at den ikke behøver at være besmittet af dogmer. Her og der i Troens Fallit er der en betydelig indsigt: Når man først har opdaget, at bevidstheden….hæver sig over sit eget indhold, og at den allerede nyder det velvære, som jeget ellers vil søge, har man overskredet erfaringens logik.”

Jeg tror Harris i sin ungdom har taget LSD, det antyder hans bemærkninger om psykedeliske trip om. Han interesserer sig derfor for, hvad bevidsthed er og for hjerneforskning. Han siger:

“Selv om bemærkelsesværdige erfaringer venter på den, der eksperimenterer med shamanisme, gnosticisme, kabbala, hermetisme, magi, psykedeliske trip og andre sideveje, – er den kendsgerning, at bevidstheden altid er alle visionære oplevelsers kontekst og betingelse, en stor og afklarende sandhed, der stempler alle disse digressioner som i bund og grund unødvendige…At bevidstheden ikke forbedres, befris eller oplyses af det esoteriske fyrværkeri er en kendsgerning, som de kontemplative kan bekræfte med deres egne erfaringer.”

Ved disse visionære eksperimenter overser man selve bevidsthedsrummets sublime enhed og helhed, der går forud for subjekt-objekt dualismen. Skønt de psykedeliske erfaringer er fascinerende for intellektet, er de flygtige og kommer og går igen. Og alt hvad der kommer og går er et relativt bevidsthedsindhold.

Harris siger, at mystik er et rationelt forehavende. Det er religion ikke.

“Mystikken har erkendt noget forud for tanken og denne erkendelse kan gøres til genstand for rationel diskussion. Mystikeren har grunde til det, han tror, og disse grunde er empiriske…Verdens foruroligende mysterium kan analyseres med begreber (det er videnskab) eller opleves begrebsfrit (det er mystik). Religion er ikke andet end dårlige begreber, der til evig tid er sat i stedet for gode begreber…Det må være muligt at koble fornuften, åndeligheden og etikken sammen i vores måde at tænke på verden på.”

Tim Pallis

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.