Det er som om, det første forår har vist sig ganske forsigtigt i lyset. Jeg er lysfølsom som en gammeldags Tri-X film.. Jeg skal ikke skrive om Sverige her, dér findes rigtige fascister, ved vi.

Jeg stod af cyklen ved Frimurerlogen på Blegdamsvej. Måske er facaden blevet renoveret siden sidst, men det så flot ud. De to joniske søjler er måske lige i overkanten, men ellers er det et imponerende byggeri også i størrelse. Det har ligesom Politigården været forhadt i mange årtier som nazistisk arkitektur, de har været forsømte men er endelig, ligesom Domkirken, kommet til ære og værdighed som fornem, tidstypisk arkitektur. De er nu begge bygget omkring 1920 inden nogen havde tænkt på et naziparti (Domkirken dog 1817-1829) men det har klæbet til opfattelsen af Frimurerlogen, at det forhadte Schallburgkorps havde hovedkvarter der under besættelsen. Man kender fotografiet, hvor sortklædte soldater holder vagt ved hver sin søjle. Bygninger henholdsvis venter på deres tid, og ryger ud af tiden. C.F. Hansens domkirke måtte vente længe på sin tid.

De er dog blot udtryk for den neoklassicisme, der var så populær i første halvdel af det 20 århundrede, inden den bukkede under for Bauhaus, Corbusier og modernismen, der nu har smadret enhver storby siden. Det er faktisk mere totalitær arkitektur, mener Theodore Dalrymple i den herlige hadeartikel The Architect as Totalitarian Le Corbusier’s baleful influence.

Henne på hjørnet af Juliane Maries Vej er de ved at rive de sidste rester af det gamle Rigshospital ned. I de bygninger mødte min mor og far hinanden i 1949, læge og sygeplejerske, den gamle historie. Over det troner Le Corbusiers arv formidlet af Eva og Niels Koppels centralkompleks fra 1969, født betonslum. Jeg forsøger at holde mig rask alene for ikke at havne der på 14 etage med lavt til loftet og lysstofrør. Jeg har ligget der én gang, og mit ubehag var så stort, at jeg lod mig udskrive mod lægens råd og før tid, fordi jeg hadede hvert minut. Hvis skønhed er vigtigt, må min patienttid være beviset, og patient betyder endda ‘tålmodig’.

Jeg tænkte for nylig i Berlin over forskellen på nazismens og kommunismens arkitektur. Man kan nok dårligt tale om en nazistisk arkitektur, for Hitler beundrede klassikken, og den var i forvejen oppe i tiden. Hvis Hitler havde et ‘arkitektursyn’, hvilket er tvivlsomt, var det nærmest “mere af det hele.” Speer havde nogle opulente ting på tegnebrædtet, men de blev ikke til noget.

Det man kan se i dag, – Tempelhof, Goebbels’ og Görings ministerier, Olympiastadion, Zeppelinfeld – er pompøst, men det er ikke en særlig stil, der adskiller det fra neoklassicisme. Lige ved siden af Olympiastadion ligger iøvrigt Le Corbusiers Unité d’habitation Berlin-Charlottenburg. Der mødes de to ansigt til ansigt.

Nazibygningerne er kvalitetsbyggerier, når man sammenligner med det, kommunismen har efterladt i Berlin. Disse bygninger er tarvelig modernisme, der mest bærer præg af mangel på penge og store, forgæves apirationer. Om prestigebyggeriet på den daværende Stalin Allee er i nogen genre, undrager sig min arkitektoniske viden.

Jeg flanerede videre i det gode vejr. Jeg standsede jeg ved Webersgade 17, hvor digteren Michael Strunge kastede sig ud fra 4 sal for 29 år siden. Jeg tænkte på, jeg fotograferede ham engang i begyndelsen af firserne ude i Brumleby. Jeg ved ikke, om mindepladen er vellykket, men det skulle have været hans sidste ord til kæresten Cecilie Brask, inden han sprang ud. Jeg kan ikke klage på eftertidens poetiske smag, som jeg ville, da jeg først så den.

Det hedder, han var sin generations største digter. Det er nu Søren Ulrik Thomsen efter min ringe mening. Historien er uberegnelig. Det er svært at planlægge, at gå over i den. Ikke kun for bygninger, for hvem tænker egentlig på Strunge i dag? Jeg gjorde, for når man har boet meget længe i en by, kører underbevidstheden når man bevæger sig rundt i den blandt andet med dette vers: Der boede den, der boede den. (klik fotos for helskærm)