Islamo-fascismens nyttige idioter

Nu læser jeg sjældent Politiken og dens pædagoger, kunstnere og andre offentligt ansatte, men Jens-Martin Eriksen tænker nok blandt andre på professor Ole Thyssen, der i Deadline (minut 18:22) i ramme alvor påstod, at den nylige terror i København, ikke var terror men mere almindelig kriminalitet begået af et socialt tilfælde, som vi havde gjort fortræd. Jeg glippede med øjene, sagde han lige det? Thyssen gjorde sig selv til grin, troede han på, hvad han selv sagde? Skulle vi have ondt af ham? Ville han være en færdig mand efter den TV-optræden?

Ingen af delene. Et langt livs politiske holdning havde gjort ham til en automat. De ord der kom ud af hans mund, havde han ingen kontrol over. Han var blevet til en menneskelig computer, en akademisk refleks, tiderne var skiftet og han var ikke fulgt med. Han kan fortsætte sin undervisning på CBS uanfægtet og nyde sin livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond som om Deadline slet ikke var sket. Man må forestille sig, at Ole Thyssen er kunstner. I mit tidligere liv var det en ærefuld stillingsbeskrivelse.

FORFATTERE og debattører havde mange sære ting for på Facebook og i aviserne efter den kultiske seance, hvor en næsten tusindtallig skare af maskerede og hellige mænd begravede morderen fra attentaterne ved Krudttønden og Synagogen.

Det ville være nærliggende at forstå dette mysteriespil i moskeen på Dortheavej i København og ude ved den muslimske begravelsesplads i Brøndby som en hyldest til martyren, der nu går ind i Paradiset, fordi han som attentatmændene fra Paris har hævnet profeten for en krænkelse. Men sådan så mange forfattere og andre kunstnere ikke på det.

Nogle af dem, der deltog i hyldesten, var ganske vist tilrejsende islamister og gengangere fra andre episoder med hyldest til voldens velsignelser, som ikke mener, de døde er helt så uskyldige, og at det kun er retfærdigt at hævne profeten med døden over for dem, der krænker.

Men alligevel har vi ikke lov til at fordømme den islamo-fascistiske procession. For hvem er vi, der kan dømme over andre og se ind i deres indre og for alvor vide, hvad de tænker? For kunne vi kigge ind i deres hoveder og få at vide, hvilke motiver de 600-700 havde for at møde frem til begravelsen? Det forlød, at der kunne være flere grunde. Det første, der faldt forfattere og kunstnere ind, var ikke, at man hyldede mordene ved Krudttønden og ved synagogen. Og hvorfor skulle pressen i øvrigt vie denne begivenhed så stor interesse? Var det ikke upassende?….Der er mange hensyn, forstås. Og man må ikke generalisere. Men hvorfor dette ubehag ved at se islamo-fascismen i øjnene?….. Forfatter: Vores dødsfjender bliver omskrevet til at være forurettede og empatiske