Unga Klara i Stockholm leds numera av regissörerna Farnaz Arbabi och Gustaf Deinoff, den senare var en av regissörerna till förra säsongens ”Girls will make you blush”. Nu har Arbabi regisserat föreställningen ”X” som hade premiär i lördags och som tar avstamp i Sveriges rasistiska historia. Texter av regissören själv, dramatikern Dimen Abdulla.

Och det är ett väldigt ambitiöst projekt – bara programbladet är som en liten upplysanande bok i Sveriges rasistiska historia plus citat, definitioner och resonemang i den aktuella debatten, vilken väl fyller sin plats…. ”Var kommer du ifrån, egentligen?” över sig, eller när alla glåpord som kastas i vimlet blir till en kör av som stiger i volym eller när det liksom blir konstigt att vara för bra på svenska när man bara ska kunna säja ”anka”, eller när svenska soldater med grismasker stökar runt i fjärran land. “X” på Unga Klara

Hvis man holder sig til fakta, er Vestverdenen og især det protestantiske Nordeuropa ifølge PEW-Research, det mest tolerante område i hele verden hvad enten det drejer sig om seksualitet, hudfarve eller religion. Det falder på stengrund i det offentlige Sverige, der lever i en konstrueret virkelighed. Forestillingen består for to trejdedelesvedkommende af indvandrere, der altså underholder svenskerne med at kalde dem racister. Hvor nobelt og kunstnerisk af dem.

Hvor det er længe siden, vi kaldte hinanden ‘racister’ i Danmark, er det stadig almindelig omgangstone i Sverige. Det nærmer sig at jeg, der har gjort mig selv toneufølsom, skal klage over ‘tonen’.

Jeg blev for nylig af den “borgerlige” debattør Ivar Arpi kaldt “racist”, fordi jeg mindede ham om polit- og psykologiprofessorerne Richard Lynn og Tatu Vanhannens undersøgelser om intelligens i forskellige lande.

Rigtignok fortæller den forskning, at den gennemsnitlige somaliske begavelse på IQ 68, tangerer sinkestadiet i Nordeuropa eller i Japan, og den går virkelig ikke i Sverige, der netop baserer sin fremtid på somaliere og afghanere.

Heldigvis for Ivar Arpi kan han bare gå i teatret i Sverige for at blive bekræftet i, at han bor i et racistisk land. Han kan ikke gå i teatret noget andet sted, hvis han vil bevare sin sjælefred.

Forestillingen her er “enormt rost” i svenske medier, “strålande resencioner”, de unge kunstnere er så dygtige til at banke Svensson på plads. “Tænk, er jeg virkelig en kolonial racist?”

Mens Svensson tænker over det, forærer de hans land bort. Den svenske racisme er et fatamorgana, men det kan da ikke udelukkes at den ukontrollerede indstømning af udlændinge vil skabe “racister”, eller hvad vi nu skal kalde dem. Frihedskæmpere?

Den svenske, koloniale historie er iøvrigt vældig beskeden. Så meget desto mindre er shamingen af Svensson fra systembevarende, hjernedøde kunstnere.