Frederica Mogherini er EU’s høje repræsentant for udenrigs anliggender og sikkerhedspolitik, ­hun er altså en slags EU’s udenrigsminister og EU-kommissionens næstformand, men ikke folkevalgt. Hun har for nylig udtrykt EU-kommissionens fremtidsvision for Europa i klare vendinger. Og det viser sig, at man ønsker mere politisk islam og dermed sharia indført i Europa.

Da de forskellige “nationalstater” ikke længere har deres egen identitet, og da Europas borgerlige og kapitalistiske system er racistisk, bør det abrogeres. I stedet skal vi inkludere os selv i en ny multikulturel relativisme, som står på skuldrene af kulturradikalisme og islams politisk-religiøse system. (ironi kan forekomme)

Jeg ved ikke om hun har nogen anelse om, at politisk islam ikke tolererer andre politiske og religiøse systemer, men det lyder som om, hun taler for, at Europa’s identitet i fremtiden bør være muslimsk. Ifølge hendes uddannelse burde hun vide, hvad islam er for en størrelse, men der er måske er særlig vinkel på det, som vi bliver nødt til at beskrive nærmere i dette essay.

Frederica Mogherini er født i 1973 i Rom i Italien. Hun har studeret statskundskab og har en doktordisputats i politisk filosofi fra et Erasmus Program i Aix-en-Provence med en afhandling om “Forholdet mellem religion og politik i islam.” Så hun ved måske, hvad det drejer sig om.

I 1988 blev Mogherini medlem af ungdomsorganisation af Partito Comunista Italiano, PCI. Efter opløsningen af partiet i 1991 blev hun i 1996 medlem af Partito Democratico della Sinistra, PDS, som var en omformning af PCI. I 2001 blev hun medlem af Venstredemokraterne, Democratici di Sinistra, DS, som var et demokratisk socialistparti.

Fra 2003 begyndte hun at arbejde i dette partis udenrigssektion, hvor hun beskæftigede sig med Afghanistan, Iraq og Mellemøstens fredsprocess. Sideløbennde har hun samarbejdet med The Party of European Socialists (PES) og Socialist International (SI). Federica Mogherini er nu medlem af Det demokratiske Parti, Partito Democratico, PD, som er et socialdemokratisk parti. Hun blev valgt til det italienske parlament i 2008, og blev udenrigsminister i Italien februar 2014.

Det er i lyset af denne politiske baggrund, at vi må forstå, hvad det er, hun nu siger om Europas fremtid. I en tale i Bryssel for et par uger siden. “Call to Europe: Islam in Europe” kom hun med følgende kulturmarxistiske udgydelser:

“The idea of a clash between Islam and the West ­ a word in which everything is put together and confused ­ has misled our policies and our narratives. Islam holds a place in Western societies. Islam belongs in Europe. Its holds a place in Europe’s history, in our culture, in our food and ­ what matters most ­ in Europe’s present and future…

As Europeans, we should be proud of our diversity. The fear of diversity comes from weakness, not from a strong culture…With the European project, after World War II, not only we accepted diversity: we expressed a desire for diversity to be a core feature of our Union. We defined our civilisation through openness and plurality: a mind-set based on blocs does not belong to us…

Some people are now trying to convince us that a Muslim cannot be a good European citizen, that more Muslims in Europe will be the end of Europe. These people are not just mistaken about Muslims: these people are mistaken about Europe… they have no clue what Europe and the European identity are…

The so-called Islamic State is putting forward an unprecedented attempt to pervert Islam for justifying a wicked political and strategic project. Daesh is Islam’s worst enemy in today’s world. Its victims are first and foremost Muslim people. Islam is a victim itself…

I am not afraid to say that political Islam should be part of the picture. Religion plays a role in politics ­ not always for good, not always for bad. Religion can be part of the process. What makes the difference is whether the process is democratic or not. That is what matters to us, the key point…

Inclusiveness can be the key to our success ­ both when we talk foreign policy and when we deal with our home affairs…We need to pass a cultural message, to lay the basis for our political message: any attempt to divide the peoples of Europe into “us” and “them” brings us in the wrong direction. The migrants and us. The Muslims and us. The Jews and us…

We learnt from our history that we all are someone else’s “other.” The fear of the other can only lead us to new conflicts.”

Denne svada minder os om, at EU har en meget lidt omtalt (læs skjult) agenda fra 1995, som hedder “Barcelona-erklæringen” om fri indvandring og bevægelighed til Europa af muslimer fra 9 muslimske lande. Det er altsammen beskrevet af Bat Ye’ or i bogen Eurabia -The Euro Arab Axis, 2005.

Samhandlen (læs oliehandlen) med de islamiske lande er vigtigere for EU end de værdipolitiske problemer, der uvægerligt vil opstå mellem islam og den europæiske befolkning.

Det interessante er at FM ikke er klar over, at det er islam som deler Europa i “os og dem.” I islam skjuler man ikke sin plan:

“Vi vil besejre jeres Rom, bryde jeres kors og gøre jeres kvinder til slaver med tilladelse af Allah.”

Adskillelsen mellem “os” og “dem” er ikke en vigtig politisk sag i det borgerlige Europa. Vi møder faktisk kun denne dualisme, som en politisk anklage fra venstrefløjens kulturmarxister, der dagligt trækker dette
racisme kort op af lommen. “Os og dem” -udtrykket tilhører venstrefløjens terminologi, og ikke det borgerlige Europas terminologi.

Der, hvor adskillelsen mellem “os” og “dem” er et politisk-religiøst dogme, som kræver død over jøder og vantro, er blandt ortodokse muslimer, fordi det er Allah’s befaling i Koranen, som ser “dem” som aber og svin.

EU politikerne må på nuværende tidspunkt være klar over, at muslimsk masse emigration fra Mellemøsten og Nordafrika i løbet af dette århundrede vil drukne os. Årsagerne er krig, overbefolkning, universelle menneskerettigheder, generøse velfærdsydelser og håbet om et bedre liv i Europa.

Det står i islams politisk-religiøse tekster, at muslimer kun må emigrere til de vantros lande, hvis de samtidig gør alt for at udbrede islam. Muslimer må ikke bosætte sig blandt vantro uden at missionere. Derfor kan muslimer ikke integreres eller inkluderes i vore lande.

Det er højst besynderligt at en “islamforsker” som Frederica Mogherini med et Erasmus Diplom om religion og politik i islam er i stand til som en papegøje at gentage de usande udtalelser fra uvidende politikere overalt i verden fra Obama og nedefter, at ISIS ikke har noget at gøre med islam. Hun siger, at de har perverteret islam, at de er islams værste fjende, og at islam er deres offer.

Selvfølgelig har Asger Åmund gennemskuet tilfældet Mogherini i “Unionen er stendød” (Berlingske 16. juli 2015):

Den kække Federica har netop på EUs vegne udtalt, at politisk islam har en fremtid i Europa. Islam er som bekendt en politisk bevægelse, hvis partichef har ligget syv fod under jorden de sidste 1.400 år. Som erstatning er politisk islam forsynet med tusindvis af prædikanter, spindoktorer og ordførere, der gennem tortur, henrettelser og undertrykkelse sørger for, at alt forbliver nøjagtigt som den dag, den kære leder stillede sandalerne. Mogens Lykketoft vugger blidt i Mogherinis trygge favn. Forhåbentlig er han den eneste.

En dag får vi nok at vide, hvem politikernes kilder egentlig er. Jeg har desværre ikke tid til at efterforske det lige nu. Men som tiden er gået, er ISIS blevet mere og mere populær overalt i den muslimske verden, “fordi deres islam er mainstream², som Peter Zichau så rigtigt siger på Snaphanen.

Det er vigtigt at være klar over, at et kalifatet ifølge islams tekster skal føre krig, jihad, mindst én gang om året, erobre land og tage krigsbytte.

Lad os nu gå tilbage til Frederica Mogherinis kulturmarxistiske drømmes ophav. Hun endte sin tale i Brüssel med at sige: “The fear of the other can only lead us to new conflicts.”

Vi må derfor se lidt nærme på hele ideologien omkring forestillingen om “den anden.” Jeg siger udtrykkeligt ideologi og ikke filosofi, fordi disse tanker stammer fra kulturmarxistisk politik, og derfor er ideologi.

De tilhører ikke en spirituel ikke-dualistisk filosofi, hvis opgave er at løse problemet om “selvet og den anden”, “subjekt og objekt”, “jeg og omverden” (kaldet omverdensproblemet) og “os og dem” dvs. en løsning af adskillelsens problem.

Dette er nemlig buddhisters oprindelige livsopgave: At vågne op fra illusionen om adskillelse ­ dvs. at løse omverdensproblemet. Buddha sagde, da han vågnede ved lyset af morgenstjernen: “Jeg skinner.”

Den politisk ideologiske identitetsforskel, som kulturmarxismens kritiske teori bruger som en racistisk anklage i værdipolitikken mod de kulturkonservative er betydningen af at være forskellig fra eller fremmed for (læs som ikke vedkommer) deres egen identitet eller andres sociale identiteter.

Anklagen går ud på at “den anden” opfattes som ulig eller det modsatte af at være “os.” Pointen i anklagen er derfor, at de kulturkonservative ekskluderer de, der ikke passer ind i deres egne værdipolitiske sociale normer.

Den tyske filosof Friedrich Hegel (1771-1831) var en af de første som omtalte “den anden.” Edmund Husserl (1859-1938) brugte også ideen om “den anden” i sin fænomenologi. Jean-Paul Sartre (1905-80) havde den ligeledes med i sin dialektik, da han beskrev, hvorledes verden ændre sig ved nærværet af “den anden”. “Helvede ­ det er de andre” (“L’enfer, c’est les Autres.”), skrev han i Lukkede Døre. Digteren Arthur Rimbaud (1854-91) var den første som sagde “Je est un autre” (jeg er en anden).

Simone Beauvoir (1908-86) gjorde brug af  “den anden” i sin bog Det andet køn, hvor hun henviste til Hegels herre-slave dialektik som et sidestykke til forholdet mellem mand og kvinde. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan (1901-81) brugte udtrykket “den radikale anden.”

Udtrykket “den anden” eller “de andre” er indgået i kulturdebatten som en almindelig vending. Her kommer nogle sætninger fra den norske forfatter Karl Ove Knausgårds artikel “Anders Breivik var en af os”:

Verden er fuld af mennesker, der ikke føler empati med “andre”. Jeg tænker på “den andens” nærvær i os selv. Det er i “de andres” blik, vi bliver til, og det er i vort eget blik, “andre” bliver til. Han så ned, skjulte sit blik og sit ansigt, det ødelagde ²den anden² i ham. Den fornødne afstand til ²den anden² er tilgængelig i kulturen. Afstand til “den anden” er ingen entydig størrelse, hvilket bortvendthed heller ikke er.

Begrebet ”den anden” er altså en ganske almindelig betegnelse i moderne kulturdebat og filosofi. Det kan udstrækkes til at betyde ubevidst, tavshed og noget skjult i sproget – det usagte. Der er også en tendens til relativisme, fordi man ignorerer almindelige enkle kendsgerninger.

Præsident Bush’s spørgsmål efter 9/11 ”Why do they hate us?” kan lyde som om det er ham, der skelner mellem ”os og dem”, men den, der kender islam ved, at dette ”os og dem” er to uforenelige størrelser i Koranen, hvor der kun findes muslimer og ingen andre. For i islam er vi alle født som muslimer. Derfor er de vantro frafaldne, og frafaldne skal dø.

Grundlæggeren af post-kolonialismens kritiske teori Edward Wadie Said (1935-2003) brugte den til en kulturmarxistisk kritik af Vesten i sit meget indflydelsesrige værk Orientalism. Dette værks nådesløse anklage mod Vesten blev et meget vigtigt led i ”den store march gennem institutionerne”. Studerende i tibetansk religion, kultur og kunst har fortalt mig, at man selv i deres fag overhovedet ikke kan komme uden om dette værk. Det er meget sørgeligt.

Said var umådelig hård i sin kritik af Vestens akademiske forskning om Østen. Især var han barsk i sin kritik af Bernhard Lewis. Men heldigvis har kritiken af Said selv af betydelige forskere som Albert Hourani, Robert Graham Irwin, Ibn Warraq, Nikki Keddie, Bernard Lewis og William Montgomery Watt også været skarp.

Sagt mildt medførte Orientalism som kritisk teori (læs kulturmarxistisk propaganda) nogle meget uheldige konsekvenser og en ufuldkommen redegørelse af Vestens videnskabelige lærdom om Orienten. Robert Graham Irwin kaldte Said’s Orientalism for: “Malignant charlatanry, in which it is hard to distinguish honest mistakes from willful misrepresentations.”

Said mente, at Vestens humanistiske forskere skabte rammen ”os mod dem” for at udtrykke, at vor civilisation er kendt og accepteret og ”de andres” er forskellig og fremmed. Denne struktur, som skelner mellem ”os og dem” opfattede han som krigerisk, konstrueret og søgt. Det er en vaskeægte kulturmarxistisk anklage mod vor kultur (why do they hate us?).

Said fastholdt, at disse strukturer vedbliver med at forme vore nationale og internationale relationer på en måde, som er stik modsat en bestræbelse på at harmonisere forholdet mellem de forskellige kulturer. Det er klart, at Said til trods for sin egen palæstinensiske baggrund ikke havde en kvalificeret viden om islam. Han var uddannet som kritisk teoretiker i vesterlandsk litteraturhistorie.

Den kulturmarxistiske definition af imperialisme siger, at det er etableringen og videreførelsen af ulige økonomiske, kulturelle og territoriale forhold mellem stater baseret på dominans og underordning. Det er en underordning af ”andre” grupper af mennesker for at udnytte deres ressourcer.

Skabelsen af ”den anden” gøres ved at fremhæve hans svaghed for at kunne legitimere den stærkes ansvar for at uddanne eller civilisere den svage. Edward Said fremhævede, at det at ”andengøre” marginaliserede grupper racemæssigt, etnisk, religiøst eller geografisk var en måde, hvorpå vi fremhæver vor egen magtfuldkommenhed.

Men det er et fortegnet billedet af vor civilisation og kultur, at beskylde Vestens samfund for at ”andengøre” og fratage andre kulturer og civilisationer deres værdi for at fremhæve vor egen kultur og civilisation. Men Said troede ikke på, at Vestens gamle kultur kunne forstå andre folkeslag og deres evne til intellektuelt, økonomisk og politisk at bidrage til det globale samfund.

Frankfurterskolens psykologer og samfundsteoretikere, Michel Foucault og andre postmodernister argumenterede på samme måde som Said, at det at ”andengøre” har at gøre med at indbilde sig en magtfuldkommenhed ved at fremhæve sin viden for at opnå en politisk dominerende status.

Igen og igen ser vi, at det at ”andengøre” er en etnocentrisik anklage. Man anklages for at mene, at ens egen etniske gruppe er bedre eller højerestående i forhold til alle andre, hvorfor man har en tendens til at bedømme andre etniske grupper i overensstemmelse med sin egen målestok.

Jeg kan ikke opfatte dette som humanistisk videnskab, men kun som kulturmarxistisk politik. Det er ideologi og revolutionær propaganda. Man kritiserer den hvide mands judæisk-græsk-romerske civilisation og videnskabelige metoder, for at kunne erstatte dem med et nyt menneske og et nyt multikulturelt verdenbillede.

Det smager lidt af at forsøge at løse omverdensproblemet og sprogets dualistiske problemer, men det er blot falsk varebetegnelse. Det er ikke den måde man løser adskillelsens problem på. Det er ikke den måde man inkluderer på.

Der er imidlertid andre postmodernister som f.eks. Alison Mountz, der har en alternativ forståelse af det at ”andengøre” nogen. Disse postmodernister forsøger modsat post-kolonialisternes negative kritik at give en positiv kritik af ”den anden”. De ser nemlig det at ”andengøre” nogen som en værdisættelse af ”den anden”, fordi ”den anden”, som før var ”udenfor” nu inddrages eller inkluderes i vor egen gruppe.

Vi har mange gange siden ungdomsoprørets tid hørt sætningen: ”En fremmed er en ven du ikke har mødt.” I dag er det blevet os klart, at dette bon mot er det rene vrøvl. Var Andreas Behring Breivik en ven, som de unge på Utøya endnu ikke havde mødt? Islamiske jihadister og terroister er heller ikke venner, som de vantro ikke har mødt.

Kunne man sige: ”En anden er en ven du ikke har inkluderet.” Nej det kan man heller ikke. For sharia islams ortodokse muslimer må og vil ikke inkludere sig i vort samfund. De bestræber sig på at oprette deres eget islamiske parallel samfund i det samfund, som de emigrerer til. Vor menneskeskabte love, ja hele vort demokrati er ulovligt, fordi det ikke retter sig efter islams sharia og Allah’s budskab.

Tilslut kunne jeg tænke mig at spørge kulturrelativisterne, om en ”islamofob” og islamkritiker som jeg er en ven, som de endnu ikke har inkluderet. Jeg ved jo fra det famøse Martin Krasnik interview med Lars Hedegaard og andre lignende tilfælde, at Hedegaard bestemt ikke er en ven af de kulturradikale, selv om de har mødt ham.

Andre essay’s af Tim Pallis på Snaphanen