Jeg har fulgt det emne siden jeg i 2004 var med til at skrive kronikken Voldtægtsbølgen i det statsfeministiske Sverige. Dengang da der ‘kun’ var 2.600 anmeldte voldtægter i Sverige,  var den ‘racistisk’. Venner jeg sendte kronikken til, mistede jeg. Statistik og tørre tal var i deres optik min ondskab.

Hvor er de idag 13 år efter, hvor alle fakta beviser, de tog fejl? Hvorfor ytrer de sig ikke, og hvorfor er store dele af den bløde venstreløj flygtet ind i tavshed og den højere gastronomi? Man kan vel lave kantarelstuvning med piskefløde til sin Pinot Noir, uden at blive mundlam og være så forbandet fejg. Hvordan har de det med at se sig selv i spejlet? Jeg ville undgå synet for ikke at konfronteres med min egen selvforagt.

I 2016 var der 6. 715 anmeldte voldtægter i Sverige. Det var 7-9 gange flere end i Danmark. Mørketallet er og var faktor 10, altså 67.700 svenske kvinder på ‘multikulturens’ alter. De har alle pårørende, det vil sige, at hundredetusinder svenskere er berørt af det hvert år. Det er en national katastrofe, som medskyldige svenske medier ihærdigt justerer ned til det overkommelige, fordi de bærer et hovedansvar.

Man bliver virkelig ikke bespist på rådhuset, for at være for tidligt ude, og det kommer ikke spor bag på mig. Kritikernes kritik rager mig en høstblomst. Fjolserne er i massivt flertal, de er demokratiets svøbe og dets sluttelige endeligt, Weimar er modellen. Svensk demokrati vil være i opløsning, når det går op for befolkningen, hvad deres repræsentanter har gjort mod deres egen befolkning i fire årtier. Det kan være allerede i 2018, og ingen kan med god ret bebrejde dem, hvis de vender ryggen til demokratiet i afsky. Dets menneskelige ofre har allerede været for store.

En statistisk undersökning visar att våldtäktsmän med utomeuropeisk bakgrund står för 92% av grova våldtäkter – och samtliga överfallsvåldtäkter. Statistik: Utomeuropéer begår nästan alla grova våldtäkter