Det giver selvfølgelig ingen mening at have et system, hvor de, der skal, men ikke vil rejse hjem, alligevel får en opholdstilladelse, skriver Rikke Hvilshøj og påpeger, at regeringen har givet området et løft på 37 millioner kroner.
Af Rikke Hvilshøj, integrationsministe
En myte bliver ikke mere rigtig af, at man gentager den flere gange. Oppositionen prøver ellers ihærdigt i debatten om asylansøgere. Lad os lige se på, hvad der er fup og fakta i debatten.
Myte nr. 1: »Asylansøgere venter i årevis på en afgørelse.« Det er ganske enkelt forkert. Hvis man som asylansøger opholder sig i på et asylcenter i en årrække, er det fordi man er afvist og ikke anerkender de danske udlændingemyndighede
rs afgørelser og derfor nægter at samarbejde om hjemsendelse. Denne regering har nedbragt sagsbehandlingstide rne betragteligt. I dag er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i asylsager omkring 5 måneder i Udlændingeservice. Myte nr. 2: »De afviste asylansøgere kan ikke rejse hjem.« Det er heller ikke korrekt, men mange vil ikke. Det er i lovgivning sikret, at hvis man ikke kan komme hjem, selvom man har samarbejdet om sin hjemsendelse, og Rigspolitiet konkluderer, at en hjemsendelse er udsigtsløs, så får man en opholdstilladelse. Der er heldigvis også afviste asylansøgere, der respekterer det afslag, de har fået, og rejser hjem igen. Det er præcis den forpligtelse man har, når man har fået afslag på asyl fra Flygtningenævnet, der er en uafhængig myndighed med en dommer for bordenden. Det giver selvfølgelig ingen mening at have et system, hvor de, der skal, men ikke vil rejse hjem, alligevel får en opholdstilladelse.
Myte nr. 3: »Børnene får ingen undervisning.« Vrøvl. Selvfølgelig får børnene undervisning.
Myte nr. 4: »Danmark er det eneste land i Europa, der bruger asylcentre.« Nej, det er meget forskelligt, når man ser ud over Europa. Nogle bruger asylcentre, andre gør ikke.
Myte nr. 5: »Danmark bryder Børnekonventionen i sin behandling af asylbørnene.« Helt forkert. Sidste gang Danmark blev tjekket af FNs børnekomité, var der ingen kritik af Danmark, heller ikke hvad angår behandlingen af asylbørnene.
Myte nr. 6: »Der sker intet aktivt for asylansøgerne på asylcentrene.« Forkert igen. Denne regering har sikret asylansøgerne mere undervisning og aktivering, der forbereder dem på en tilværelse i Danmark eller en tilværelse i hjemlandet .
(Berlingske. Indlægget er forkortet. Foto stammer fra Røde Kors´blad “New Times” , angiveligt produceret af (afviste) asylsøgere)
Naser Khader skylder at forklare, hvad han vil gøre, hvis Danmark fik svenske tilstande
Mange års tilværelse i et tomrum på et asylcenter giver givetvis skader på psyken. Når Den Danske Lægeforening finder forholdene så alvorlige for afviste asylsøgere, der ikke vil rejse hjem, at lægeløftet bringes i spil, er der grund til at lytte. Det vigtigste spørgsmål er naturligvis, om myndighederne kan gøre andet og mere, end der allerede bliver gjort for de børn, der må vokse op i centrene, fordi deres forældre trods grundig sagsbehandling og udtømte klagemuligheder ikke vil efterkomme udrejsepåbuddet.Desværre har en stor del af oppositionen brugt anledningen til endnu en gang at kræve de afviste asylansøgere ud af centrene og ind i boliger og ind på arbejdsmarkedet, som om de havde fået ikke et nej, men et ja til opholdstilladelse. Selv Socialdemokraterne er på nippet til at falde for fristelsen til at vælge denne umiddelbart nemme løsning. Berlingske, Leder
VKO tilbageerobrer flertal
(en nyhed man ikke vil se i svenske medier. De rapporterer når det går den anden vej. Et svensk analyseinstitut har forresten den interessante målemetode, atSverigedemokraterne slet ikke “redovisas”, men stemmer på dem automatisk havner under “øvrige”. Alle kneb gælder når det drejer sig om at afholde “skidt fra at komme til ære”. )
Naser Khaders betydning i dansk politik ebber ud. VKO har flertal i ny meningsmåling. Tilbagegang for både EL, SF, S og R. Fogh kan glæde sig over fremgang hos sine støtter i Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. K går frem til ni procent og opnår dermed 16 mandater. Pia Kjærsgaard kan glæde sig over en markant fremgang og kan med 14,4 procent af stemmerne score 25 mandater. VKO-blokken tilsammen høster 88 mandater, og dermed er der ikke brug for Ny Alliances 12 mandater. EL, SF, S og R går alle tilbage i målingen. Fyens .dk
Britain thrilled by offer to submit or die
The open letter from 38 Muslim scholars to the Pope and the leaders of other Christian churches on the subject of peace between the faiths has got the British establishment purring with pleasure. […]
First and foremost, it purports to be a plea to Muslims and Christians to make peace with each other. But this implies that both are at war with each other. This is untrue. The Islamic world — or part of it — has waged war on the Christian (and Jewish) western world. The Christian world is merely responding in self-defence. It is the Islamic world which says it wants to conquer the Christian. The Christian world does not say it wants to conquer Islam, merely that Islam should stop trying to conquer it. Yet the Islamic world pretends that the Christian world is engaged in an act of exterminatory aggression against it. Melanie Phillips
»Ungdomsvåld vanligare i Köpenhamn och Helsingfors «
skriver Dagens Nyheter. Nu har jeg set dansk og svensk statistik så mange gange, at jeg kunne se den åbenlyse urimelighed med et halvt øje, men skal jeg være ærlig: jeg havde ikke bruge en time eller to til at slå det efter i DS og BRÅ. Kilden er “Det nordiske samarbejdsråd for kriminologi“, der hører under Nordisk Råd, men ikke identifierer sig yderligere. Heldigvis gendriver en svensk blog løgnene for mig:
Kriminologer och journalister skönmålar brottsstatistiken
Swiss Fury at Foreigners Boiling Over
Grisly Attack on African Underscores Race Issue In a Harsh Campaign
Dansk PÆN
Der skal en længere baggrund og lidt almindelig venstrefløjsanalyse til at forklare, hvorfor dansk PEN synes det er påkrævet at hjælpe forfattere der er forfulgte i Zimbabwe, Yemen, Tjetjenien og Argentina, men ikke en Hirsi Ali der er jaget vildt i den halve verden. Det kunststykke har PEN´s Mille Rohde forsøgt, men med så ringe held at hun nu er klappet i som en østers. Og hvorfor er P.A. Heiberg prisen forresten ikke uddelt siden 2003 ? Havde f.eks. en Flemming Rose ikke fortjent den for at måtte krybe i ly, bare for at udføre sit arbejde?
I JP forleden fortalte den daglige leder af Dansk PEN, Mille Rohde, at Hirsi Ali ”ikke er kvalificeret” til beskyttelse (f.eks. i Danmark) under den såkaldte fribyordning. Tonen var fuldkommen klinisk og udeltagende.
Dansk PEN huskes for sin pinlige optræden under Muhammed-konflikten. Det er der som bekendt andre, der gør. Således tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), Politikens stadig mere forpjuskede og uligevægtige chefredaktør, Tøger Seidenfaden, og diverse forfattere.
De sparede ikke på ordene til forsvar for Rushdie. Men så svigtede de fatalt i Muhammed-sagen, der drejede sig om nøjagtig de samme principper. Og nu trykker de sig i forhold til Hirsi Ali.
Dette markante holdningsskifte i forhold til islam og ytringsfriheden skal ses på en bredere baggrund:
De så Rushdie-sagen inden for rammerne af et trygt og velkendt mønster. Den indgik i en generel kamp mod knægtelse af menneskerettigheder, som dengang var aldeles ukontroversiel i europæisk sammenhæng.
Politikere kunne uden synderlige omkostninger tordne mod ayatollah Khomeini, specielt når de var i opposition – som Ellemann-Jensen, da han i 1990’erne med stor patos forsvarede Rushdie.
Venstreintellektuelle kunne på rygmarven bekæmpe iranske magthavere, der ville knægte det frie ord, og danske magthavere, der ville sælge ytringsfriheden for eksporten af fetaost.
Men så skete der noget, som fik de samme kredse i europæisk politik og kultur til at se denne kamp om ytringsfriheden ud fra et helt andet mønster (paradigme).
De globale konflikter og indvandringen betød, at islam kom til at fylde langt mere i den europæiske virkelighed. Hermed fulgte spændinger, konflikter og en islamisk offermentalitet, der vendte sin vrede mod Vesten.
Det påvirkede politikere og meningsdannere, som var præget af to centrale træk i det åndelige klima efter Anden Verdenskrig: Det ene drejede sig om frygt og fredslængsel. Det andet drejede sig om skyld og selvfornægtelse. Begge træk bundede i Europas forfærdelige erfaringer med totalitære regimer af nazistisk eller kommunistisk observans.
Efter nazismen og Den Kolde Krig var Europa præget af længslen efter at koncentrere sig om fred og velstand. Militær styrke og anden magt var i lav kurs (det lod man USA om), diplomatisk dialog skulle være den europæiske vej. Samtidig var der stor følsomhed over for alle tendenser til konflikt i samfundet.
Derfor har den islamiske forurettelse skabt frygt hos mange i eliten – og hang til eftergivenhed. Det gælder også i forhold til ytringsfriheden.
Samtidig ser man den islamiske forurettelse som en bekræftelse på den skyld, som Europa og Vesten har pådraget sig ved sin historiske optræden over for specielt Den Tredje Verden – fra kolonitiden og fremefter. Denne skyldbelæssede reaktion er særlig stærk blandt venstreintellektuelle, der dyrker selvfornægtelsen for ikke at sige selvhadet i forhold til egen kultur.
Frygten og skylden fører til, at når der opstår sammenstød om ytringsfriheden, så er disse kredse hurtige til at rette deres fordømmelse mod dem, der gør brug af den. Som i Muhammed-konflikten.
I Rushdie-sagen så man stadig ytringsfriheden som et ubetinget gode. Nu forbindes den med fredsforstyrrelse og fjendtlighed mod muslimer. Derfor svigtes Hirsi Alis kamp på det skammeligste.
En somalisk kvinde kæmper for Oplysningstidens idealer og høster utak i dele af den europæiske elite. Hvilket forfald.
I Rushdie-sagen så man stadig ytringsfriheden som et ubetinget gode. Nu forbindes den med fredsforstyrrelse og fjendtlighed mod muslimer.
En somalisk kvinde kæmper for Oplysningstidens idealer og høster utak i dele af den europæiske elite. Hvilket forfald.
