Megafon : Dødt løb
VKO står til 82 mandater, S-SF-R-EL til 81. Ny Alliance står til 12.
Betragter man Enhl og SF som yderliggående (SF kommer næppe i en rød regering) og trækker dem fra den røde blog, repræsenterer VKO en klar overvægt af mainstream vælgere.Regner man regne NA med, er majoriteten overvældende. Og NA ´s vælgere er lyseblå-borgerlige, så meget at det ikke burde være en mulighed overhovedet for Kahder, at pege på andre end Fogh. Ikke gode dage for socialdemokratiet, men Khaders koalition af de gode viljer, sidder med den nøgle, de Radikale har savner så intenst i syv år. TV 2 Megafon
»Våldet är mer eller mindre oförändrat«
(Felipe Estrada, forskare på Brå)
400 procent fler rån på fyra år
Antalet rån i Värmland har ökat explosionsartat de senaste åren. I Värmlandsnytts undersökning visar det sig att rån mot butik och bank har ökat med 400 procent sedan 2004. SVT og Över 10 misshandelsfall under natten – bara i Kalmar (35 .170 indbyggere – som Helsingør)
Nu skal svenske gymnasiater lære historie
for første gang i årtier. Man tør ikke tænke på, hvad det kan føre til
“Vi er kede af at politik mest handler om konflikter”
Ny Alliance video. Den går direkte hjem hos vores alles godhjertede moster i Virum, der sponsorerer en abe på Borneo og en vindmølle ved Blåvand. Det var hende, der i 2003 udtalte de berømte ord: “Hvad Saddam trænger til, er noget mere kærlighed”. Inden da var hun mest kendt for bemærkningen : “Konflikter er noget bras!” Dér foregreb hun Naser Khader og Jørgen Poulsen med adskillige år.
Elitepopulisme
Naser Khader har på ægte populistisk vis inviteret en række mediekendisser til at være Ny Alliances spidskandidater.
MAN KAN undre sig over Naser Khaders og Anders Samuelsens begrundelser for at stifte partiet Ny Alliance. Partiets politik er omtrent en direkte afskrift af Det Radikale Venstres program.
Og argumenterne for at ville samarbejde med en Venstre-ledet borgerlig regering synes helt ude af trit med partiets væmmelse ved Dansk Folkepartis rolle som den reelle indehaver af regeringsmagten i Danmark.
Allerede inden stiftelsen af Ny Alliance syntes det tydeligt, at Naser Khaders ego og glæden ved at sætte sig selv i centrum med diverse solo-udmeldinger var drivkraften i hans politiske virke. Det kom af samme grund næppe bag på nogen, at han valgte at udnytte sin personlige popularitet til at få hele orange scene for sig selv. Og trods den åbenlyse mangel på retorisk talent har vælgerne efter seks år med Dansk Folkepartis konen-i-muddergrøften-politik taget den velintegrerede og frem for alt sekulariserede muslim til det danske folkehjerte.
Stor morskab
Og én ting må man give Khader og Samuelsen: Hvis Ny Alliance bliver tungen på vægtskålen efter valget og vedstår løftet om at hoppe ned i muddergrøften til Pia Kjærsgaard, bliver dansk politik tilført en morskab, der næppe er set siden Erhard Jakobsen og Mogens Glistrups dage. Ikke alene vil Kjærsgaard & Khader komme op at toppes fra dag et, hvilket i sig selv vil højne underholdningsværdien.
Men også chancen for endelig at se Anders Fogh Rasmussen miste kontrollen over sin politiske drejebog vil formentlig udløse en stille fryd i en stor del af befolkningen. Tæppefald for en statsminister, der med en mediemanipulerende velfærds-sæbeopera af næsten nordkoreanske dimensioner har storgamblet med det politiske systems troværdighed.
Hundeslagsmål
Men mest underholdende bliver det evindelige hundeslagsmål, som vi efter valget vil opleve internt i Ny Alliances folketingsgruppe.
Khader har på ægte populistisk vis inviteret en række mediekendisser til at være partiets spidskandidater. En nyskabende elitepopulisme, hvis mangel på politisk saglighed kun overgås af Dansk Folkepartis evne til, via en fremmedfjendsk retorik, at få socialdemokratiske kernevælgere til at støtte en borgerlig fordelingspolitik. I bund og grund en degenereret politikform, som i dette tilfælde kan gøre Khaders politiske projekt til en tabersag.
Allerede dagen efter at Jørgen Poulsen med sit kandidatur har smidt Røde Kors’ goodwill ind i valgkampen, går han i asylpolitikken på tværs af partilinjen.
Malou Aamund får kvalme af Dansk Folkeparti og har næsten allerede gjort Helle Thorning-Schmidt til statsminister.
Gad vide, hvordan Lars Kolind har det med partidisciplin efter mange år som topchef og sandsynlig hoveddonor til Ny Alliances valgkamp?
Med andre ord: Ego’er og solo-udmeldinger står i kø i Ny Alliance. Og det er på grænsen af det komiske, at Khader, der i høj grad har baseret sin egen politiske karriere på illoyalitet over for det parti, der bragte ham til tops i dansk politik, nu sammensætter en folketingsgruppe, hvor risikoen for internt kævl synes overvældende.
God fornøjelse til Anders Samuelsen, der som gruppeformand skal holde styr på elitetropperne. Var det ikke for den fremtid, der står på spil, kunne man kun se frem til denne nye, underholdende dimension i dansk politik.
