Fotos © Eyvind Dk, talen på svensk her. Indslag fra TV-Avisen, fra minut 10:12.

Først vil gerne takke alle dem, der er mødt op i dag – og ikke mindst de poli­ti­kere og menings­dan­nere, der har talt her til støtte for ret­ten til at ytre sig frit.

I er med til at holde lysene tændt i en i øvrigt mørk tid.

Da jeg fik at vide, at Trykke­fri­heds­sel­ska­bets besty­relse havde beslut­tet at afholde dette arran­ge­ment, var der et par fra samme besty­relse, der rådede mig til at vise mine bløde sider og mere men­nes­ke­lige følel­ser, som de åben­bart mener, at jeg er i besid­delse af.

Lad nu være med at være så hård, som du ple­jer, sagde de.

Og jeg skal da også gerne bekende, at jeg de seneste tre uger har været i fors­kel­lige følel­sers vold.

Først natur­lig­vis chok­ket over, at en mand, som jeg tro­ede var et post­bud, viste sig at være en revolver­mand, der ville skyde mig en kugle for panden.

Der­næst glæ­den over, at så mange poli­tiske ledere utve­ty­digt for­dømte atten­ta­tet. Og at så mange aviser gjorde det.

Dagen efter mord­for­sø­get blev jeg ken­de­lig rørt, da jeg læste leder­ar­tik­lerne i bl.a. Poli­ti­ken og Eks­tra Bladet – i hvert fald begyn­del­sen af lederne, hvor der stod dyre ord om den umis­te­lige ytrings­fri­hed og hvor for­kert det var at slå mig ihjel.

Men jeg fik ikke brug for ret mange kle­enexer til at tørre øjnene. Det viste sig nem­lig, at leder­skri­ben­terne benyt­tede atten­ta­tet til atter at for­tæ­lle deres læsere, hvil­ket usselt og racis­tisk kryb jeg er. Og da jeg var fær­dig med disse og andre skri­ve­rier om min sag, var jeg næs­ten selv ved at hælde til den ansku­else, at det nok ville have været bedst for lan­det og men­neske­he­dens frem­tid, om atten­tat­man­den havde været noget bedre til at ramme.

Så blev jeg både glad og stolt over at se en politi­mand cite­ret for den opfat­telse, at mord­for­sø­get kunne skyl­des jalousi. Man kunne måske fore­stille sig, at den ca. 25-årige drabs­mands kone – eller en af hans koner – har et godt øje til mig, hvil­ket har fået den despe­rate mand til at skyde sin rival.

Næs­ten alle – ven­ner som fjen­der – tror imid­ler­tid, at atten­ta­tet er for­årsa­get af noget jeg har sagt eller skre­vet – og altså er et for­søg på at for­hindre mig i at sige eller skrive mere.

Det er også den opfat­telse jeg selv hæl­der til.

Siden Trykke­fri­heds­sel­ska­bet star­tede i slut­nin­gen af 2004 er vi år ud og år ind ble­vet beskyldt for at være frem­med­f­jendske, racis­tiske, højre­eks­tre­mis­tiske – og slet ikke inter­esse­ret i ytringsfriheden.

Det mor­somme er, at hvis man kik­ker på de mange gæs­ter, vi i årenes løb har invi­te­ret til Køben­havn, så er mindst halv­de­len af det man ple­jer at kalde ”anden etnisk her­komst” – folk fra fors­kel­lige ara­biske lande, Pakis­tan, Indien, Kina, Rus­land osv. – vi har også haft svens­kere på besøg.

Men pres­sen har med få und­ta­gel­ser ikke inter­esse­ret sig en døjt for, hvad der er ble­vet sagt og dis­ku­te­ret på disse møder, hvor enhver har kun­net komme, og hvor ordet har været frit. Ingen fra Dan­marks Radio eller de fine aviser har gidet komme og rap­por­tere om, hvad vore mange inter­es­sante gæs­ter har haft at berette.

Hvis en af os fra TFS deri­mod er kom­met for skade at frem­sætte blot en enkelt ube­tænk­som bemærkning, har de været over os som høge. Der kan man se, hvilke umen­nes­ker vi er, og hvor­dan vores egent­lige for­mål er at ind­føre et fascis­tisk tyranni med lynch­nin­ger og gaskamre, og hvad der ellers hører til.

I Poli­ti­ken er jeg ble­vet kaldt vane­for­bry­der, og avi­sens nuvæ­rende kul­tur­re­dak­tør for­langte for et par år siden i hol­landsk fjern­syn, at for­kerte menin­ger – dvs. de menin­ger, der ikke deles af Poli­ti­ken – skulle for­by­des, og at hun i øvrigt gerne så mig straf­fet, hvil­ket anklage­myn­dig­he­den da også efter bedste evne og med stor energi har forsøgt.

Læs mere »

Af Thomas Nydahl

Så fann Lars Vilks då äntligen en förnuftig gallerist. Man kan bara gratulera. Galleristen vill visa något mer än rondellhunds-konstnären. Ytterst hedervärt (trots att det kommit andra signaler under dagen som indikerar att Vilks vill ta tillfället i akt att visa RH-utvecklingen). Jag övertygad om att en särskild sorts ägg- och stenkastarpublik vill vara med, om inte annat så utanför galleriet som en mobb vars avsikt är att hindra människor tillträde till utställningen (den frågan var jag inne på i min rapport från Vilks-mötet i Köpenhamn förra veckan). Situationen vi hamnat i är grotesk. Vi ska inte heller glömma bort den andre Lars, han med efternamnet Hedegaard, som förmodligen har ett liv alldeles likt Vilks att vänta sig framöver. Humanitär husarrest eller något ditåt. Lars Vilks skriver själv om det.

Nu blir det redan rabalder. Förstås. Men inte som när Piss Christ eller Ecce Homo ställs ut. Den sortens konst är gängse och passar bättre in i det historiska galleriet. Och att bara förknippa Vilks med RH är verkligen en smula inskränkt.

Här uttalar sig Malmös store politiker Ilmar Reepalu: Jag hoppas att inte en enda människa besöker galleriet. Reepalu kommer att bli historisk som konstkritiker:

“Självklart har han rätt att ställa ut det han kallar konst var han vill. Men jag har förstått att det är ganska bedrövlig konst och jag uppfattar det mer som att man vill använda galleriet för en politisk manifestation. Vilks förknippas mer och mer med xenofoba (främlingsfientliga) grupper längst ut på högerkanten.”

Läs vidare om Dialogforum:

“Jag kommer att mana alla till att inte gå till våldshandlingar i sin upprördhet, för då förlorar man själv på det. Men precis som vi har yttrandefrihet så kan man också känna sig kränkt, och om man gör det så ska man göra en polisanmälan. Så tänker jag föreslå att vi hanterar den här situationen, säger Björn Lagerbäck, samordnare för Dialogforum. Lars Vilks uppges ha haft ett möte med polisen för att diskutera säkerheten runt utställningen, då hans konst tidigare orsakat stora protester och upprörda känslor.”

“Bejzat Becirov, ledare för Islamic center i Malmö, vill inte göra någon stor sak av Vilks utställningsplaner.- Varför ska man vara upprörd? Det finns alltid den typen av hitlerister, men jag tror att den svenska allmänheten är klokare än så. Han är ingen konstnär, bara en småpojke som leker med pinnar.”

Han flyttade positionerna ett steg framåt, från “rasist” och “xenofob” till HITLERIST! Vad ger ni för den, kära läsare? Ja, nu gäller det att se upp. Man vet ju inte vilka våldshandlingar som Missionsförbundet planerar. Den ryggradslösa och meningslösa hållningen som Dialogforum representerar känner vi bara alltför väl. När “svennar” eller judar trakasseras kallas de alltid in och Moské-Bejzat får säga några kloka ord om den fredliga samexistensen och islam, och så åker de hem och spinner som katter.

Vi får ta och åka till Malmö på vernissagen och visa hur vårt intresse ser ut.

“Bofinken nyss, nyss, Cajsa Lisa, slumrande slöt sin kvittrande visa. Solen nyss slocknat och fästet har tjocknat, enslighetens tystnad rår; jag till Fröjas dyrkan går…”

Det skulle kun være en gang om året, men tilfældet kan jeg ikke styre. Norge og Danmark har ingen Fred Åkerström og ingen Bellmann, vi har en fattigdom lige dér, der ikke kan indvindes. Den maskuline sarthed og poetiske styrke, den naturkraft, der rækker hen over alle tider, har vi ikke samme udtryk for. Vores har ikke samme alvor og sensualitet, ikke samme urkraft af sårbarhed og poesi med så mange over- og undertoner. Ligegyldigt hvornår strålerne fra Glimmande Nymf, blixtrande öga rammer en, går den ind over alle barrierer, tårerne løber over en uden nogen modstand. Den er det Sverige, jeg elsker, en ulykkelig kærlighed, som kærligheder gerne bliver før eller senere.

Det er Sveriges folkelige ømhed og vemod grebet i få ord og toner og ophøjet i tid: det sublime tilhører jer alle sammen, hvis I vil lytte i 6 minutter og 32 sekunder og slå ørerne ud. Det er en demokratisk længsel, enhver har ret til sin egen passion. Igennem socialisten Åkerstrøm stemme taler en gammel bevidsthed, den moderne svensker ikke kan undslå sig: “Din ungdoms kærligheder er ikke druknet i kynisme og trivialiteter, de lever stadig. Alt er på nyt, det hele er på spil endnu, det er stærkere end dig, og vi Fred og Michael, kalder kærligheden til live. Du havde kun glemt din evner midlertidigt.”

Åkerstrøm er svag og fordrukken, men stemmen er stærk og tidløs, og den har nu overlevet ham i mange år. “Döden ger liv.” Pludselig er vi seksten år for længe siden, og hun ligger lige der, “min nymf.”
For mig er Sverige blevet en drøm efterhånden, vi har forladt hinanden. Men i min forestilling er det en sommermorgen i Stockholm med Cajsa Lisa når jeg hører lige præcis denne her sang med denne stemme. Jeg væmmes ved valget og vil ikke skrive om det. Hvad jeg ellers har tænkt, vil jeg skrive om en af dagene.

Somna min Nymph! dröm om min Lyra, Til dess vår Sol går opp klockan fyra, Och du dig sträcker, Och armarna räcker, Til min kanna och min famn, Eldad af mit blod och namn. Caisa du dör, Himmel! hon andas; Döden ger lif och kärlek bortblandas. Men fast din puls slår matt, Så blundar ögat gladt. Håll med Fioln; god natt! god natt!FREDMANS EPISTEL no 72

*****************

Först ett kort men varmt tack till den danska polisen vars kombinerade professionalitet och vänlighet imponerade stort på en svensk besökare. Bättre skribenter än jag har redan bloggat om torsdagens evenemang med Lars Vilks i Köpenhamn så jag ska fatta mig kort. I den avslutande frågestunden diskuterades samhällsklimatet i Sverige och speciellt det låsta läge som råder mellan opinionsbildare och de etablerade partierna å ena sidan och Sverigedemokraterna å den andra. Har inte det ena eller båda lägren målat in sig i varsitt hörn?

Lars Vilks uttalar sig som jag förstår honom bara i yttrandefrihetsfrågan men jag tror det kloka i hans svar kan överföras till andra frågor. Han betonade nämligen det viktiga i att motståndarna ges utrymme till en värdig reträtt – och helst utan att de märker det. Det är ett misstag att vara för passionerad, risken blir då stor att man går i affekt. Det gör inget om man förlorar ett slag så länge man vinner den avgörande striden. Vi som vill åsikternas mångfald i stället för (sätt in valfri tidnings debatt- och kultursida) enfald måste ha tålamod. Vi som diskuterar islam, invandring och integrering har ett stort ansvar. Vi har nämligen inte råd att gå i affekt. Och det viktigaste: vi måste ge våra motdebattörer utrymme till en ärofull reträtt.

Af Filippa von Platen

Mordforsøget på hendes chefredaktør-kollega har gjort svenske Ingrid Carlqvist nervøs – mere nervøs end hun var i forvejen. Attentatforsøget på kollegaen Lars Hedegaard har fået Ingrid Carlqvist, chefredaktør på den svenske udgave af Dispatch International, til at udvise rettidig omhu.

Hun har en ven og kollega boende, og hun går ikke rundt på gaden alene. Det er simpelt hen for farligt, når man bor i Malmø og offentligt har kritiseret islam.[..]

Indtil for et par uger siden tænkte jeg alvorligt på at flytte til Danmark. Men så kom drabsforsøget på Lars Hedegaard, så jeg ved snart ikke rigtigt, hvor sikkert det er for en, der er kritisk overfor islam, at flytte til Danmark. Det må tiden vise, men jeg ville ønske, vi kunne finde et sted, hvor vi kunne have vores redaktionslokaler og ikke frygte attentatforsøg. Måske drømmer jeg for højt, siger Ingrid Carlqvist. Sappho.

Svenskerne betalte selv bomben på Drottninggatan

Ikke overraskende, de er i forvejen pålagt at betale for koloniseringen af deres land, men symbolikken er til at skære i: Attentatet i Stockholm havde ikke været muligt uden velfærdsstatens rundhåndede midler. De 750.000 kroner i studiestøtte gav ikke megen valuta i form af døde svenskere, typisk nok, men der er nok flere penge hvor de kommer fra. At så martyren ikke engang var studerende, men en dokumentfalskner, skal bare tilføjes i en parentes:

Självmordsbombaren Taimour Abdulwahab fick nära 750.000 kronor i svenskt studiestöd under sin tid i England. Drygt 54.000 kronor betalades ut strax efter bombattacken i Stockholm. Efter hans död efterskänkte Centrala studiestödsnämnden pengarna.

DN kan i dag avslöja att Taimour Abdulwahab fick betydligt mer pengar i svenskt studiestöd än vad hans finansiär i Skottland ska ha betalat till honom. I augusti i fjol dömde en skotsk domstol Nesserdine Menni till sju års fängelse för att ha betalat 60.000 kronor till Abdulwahabs terrorverksamhet. Självmordsbombaren fick 750.000 från CSN

I dag kan DN avslöja att Abdulwahab fått ut studiemedel från Centrala studiestödsnämnden (CSN) på drygt 450.000 kronor med förfalskade intyg från universitetet i Luton norr om London. DN har presenterat all den dokumentation som CSN har kring Abdulwahabs studier för universitetsledningen. Patricia Murchie bekräftar bilden av att Abdulwahab förfalskat en lång rad dokument under åren 2008–2010. Enligt Murchie sökte Abdulwahab och blev antagen till en utbildning kallad Medical science 2008.

– Men han skrev aldrig in sig vid universitetet och efter antagningsbrevet har vi ingen dokumentation kring honom. Alla de dokument som ni har visat oss efter antagningsbrevet är förfalskade, säger Murchie. Självmordsbombaren fick 450.000 med falska studieintyg

I Weekendavisen har Kai Sørlander anmält Asle Tojes nya bok Rødt, hvitt og blått – Om demokratiet i Europa. Boken har alltså utkommit i Norge och just nu finns det inget som talar för att den översätts till svenska, så jag vill visa er på några passager i anmälan (som finns på nätet bara för WA:s prenumeranter):

“Det moderne demokrati er primært vokset frem i den europæiske kultur. Her har man opbygget en række nogenlunde velfungerende samfund, som giver deres borgere en elementær politisk ligeværdighed, og som sikrer dem de friheder – såsom ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed – der hører uløseligt sammen med den politiske ligeværdighed. Vi, der lever inden for disse demokratiske samfund, kan let glemme, hvor vanskelig en opgave det har været at opbygge dem. Man kæmpede en kamp, som man ikke på forhånd kunne vide, at man ville vinde. Befolkningen skulle opdrage sig selv, således at man var sikker på, at flertallet ville have vilje og evne til at opretholde grundlaget for, at demokratiet fortsat kunne fungere. Og på vejen var man igennem både varme og kolde krige. På den ene side imod fascismens fører-dyrkelse, og på den anden side imod socialismens tro på, at staten skulle overtage ejendomsretten til alle produktionsmidler.”

Som bakgrundsteckning tycker jag att detta resonemang fungerar bra. Här har vi en plattform för de generationer som föddes efter andra världskriget. Men med det har vi uppenbarligen inte nöjt oss. Vi har kastat oss in i det ena experimentet efter det andra. Som om “den nya människan” återigen skulle uppfinnas, bortom fascismen och kommunismen.

“For det første et eksperiment, hvor man i teorien vil gøre EU til et superdemokrati, som skal omfatte de nationalstatslige demokratier, men hvor man i praksis snarere har skabt et bureaukrati-og domstolsstyre. For det andet et eksperiment, hvor man i teorien går ud fra, at de europæiske demokratier kan bære konsekvenserne af de indre politiske stridigheder i resten af verden, og at de faktisk vil kunne integrere alle de mulige asylansøgere; men hvor det i praksis er et åbent spørgsmål, om de nu også kan løse den opgave uden at knække halsen. Disse eksperimenter har sat demokratiet i nationalstaterne under pres. Generelt presses det af bureaukratiet i EU, som bestemmer en stor del af lovgivningen. Og Menneskerettighedsdomstolen gør det umuligt at føre en demokratisk asylpolitik, som også tager hensyn til landets egen evne til at integrere de tilkomne flygtninge. Hvor langt et land skal bevæge sig ind i EU-fællesskabet, og hvor mange asylansøgere det skal acceptere, er helt centrale demokratiske spørgsmål, som ikke har noget entydigt svar, og som der ganske naturligt må være demokratisk uenighed om.”

Som sagt: ingen har idag några svar på de frågor som den hotade demokratin ställer. Vi tycks snarare bli allt yrare för varje nytt experiment. Vi vill tro att det ska gå bra, men att tro räcker som bekant inte.

“Det er i dette politiske klima, at Asle Toje, forskningsdirektør ved Det Norske Nobelinstitut, har skrevet sin bog, som er en reportage fra den europæiske virkelighed. Han besøger forskellige byer spredt over kontinentet og skriver om de problemer, som han konfronteres med. Hermed får han sat fokus på en lang række aktuelle dilemmaer og deriblandt også dem, som eliten gerne har villet nedtone: De indvandrertunge forstæder og fremvæksten af parallelsamfund. Socialdemokratiets nedtur og velfærdsstatens modsigelser. Arbejderklassens forfald og opkomsten af en underklasse på bistand. Multikultur og bandekrige. Nationens status, og hvorfor borgerne i de europæiske lande ikke føler sig som europæere. Ungdomsarbejdsløshed og demografi. Kristendommens svækkelse og kunstens ligegyldighed.”

Vad är det då Toje kan erbjuda med sin bok?

“Videnskaben og filosofien må man hente andre steder. Hos Toje får man kun en simpel sund fornuft, som er åben for såkaldt almindelige menneskers naturlige bekymring for en social forandring, som de – ofte med god grund – føler truende. Og det er ikke så lidt i disse tider.”

Man får bestämt ta och läsa den boken.

Thomas Nydahl Hele Kai Sørlanders anmeldelse kan læses her: HRS.NO Truende tider.