Slow-radio: Hvorfor fordømmer vi kun nazismens forbrydelser?
Hvorfor har DR i femten år fodret os med programmer om nazismen døgnet rundt og ikke andre totalitære forbrydere. Hvorfor er kommunismens forbrydelser no-go i såkaldt “public service?”
Revolution er borgerkrig” citerer Jensen Trotsky for. Jeg tænker, mens jeg lytter, også på den demografiske revolution meget af Vesteuropa har været udsat for. “Hvem får borgerkrigens svøbe først? Sverige eller Frankrig? Og er det danskernes børn eller børnebørn, der får den? Og bliver de hundrede år gamle, så vi kan straffe dem, når ønsket uvægerligt opstår?”
Man får mange andre associationer ved at høre disse 45 minutter. Det er slow-radio, som P1 kunne sende for 30 år siden: Folk der vidste noget om det, de talte om, kunne få en time på P1. Radioen var en højskole, der som den bør, var ligeglad med underholdningsværdien for husarerne.
P1: Prosaisk radio
I dag er P1 venstrevredet snik-snak om penge, sex og politik: Kort sagt, prosaisk radio, dannelsestabet siden 1968 dagligt illustreret. Hellere end at høre elendigheden, hører jeg musik, og selv hvad angår musik, er jeg nødt til at høre tysk radio for at flygte fra hverdagens danske medie-realiteter.
Jeg hører aldrig P1 eller P2 længere andet end på særlig opfordring, og jeg var oprindelig en stamkunde. Rigtig nok for tredive år siden. Dengang var det også rødt, men det havde niveau. I dag er det en rød-grøngardistisk eksercits og en åndelig ørkenvandring.
