Som det hos forskellige forskere er blevet påvist (Putnam, Fukuyama), er begrebet socialkapital med til at forklare, hvorfor nogle samfund er gode til at udvikle bestemte samfundsinstitutioner og andre mislykkes heri. I internationale undersøgelser af socialkapital, viser det sig, at gamle protestantiske lande har en utrolig høj socialkapital og de skandinaviske lande i særdeleshed (se den kommende anmeldelse af Culture Matters). Dette er med til at forklare disse samfunds evne til at være ukorrupte og opbygge velfungerende rets- og velfærdsstater.

Man kan så spørge, hvad der vil ske med den sociale kapital, hvis disse samfund bliver mere og mere multietniske, f.eks. fordi det modtager mange indvandrere (fra samfund med lav socialkapital, hvilket er den kulturelle årsag til at de ikke kan skabe den samme form for orden og derfor “flygter”).

Vil socialkapitalen falde og dermed erodere sammenhængskraften i disse samfund eller vil den være uændret? De forskere (amerikanske) som har skrevet centrale værker om socialkapital, Putnam og Fukuyama, søger at gå uden om spørgsmålet, måske fordi svaret ikke er behageligt. Der er dog en del forskere, der nu er ved, gennem empiriske studier, at kortlægge, hvad der sker med den sociale kapital i multietniske samfund.

Professor ved Harvard, Alberto Alesina og E. La Ferrara (Bocconi) har i Who trusts others? målt på forskellige variable, der kan påvirke menneskers tillid til hinanden – altså den sociale kapital. Deres undersøgelser måler på følgende variable: traumatiske oplevelser, økonomiske problemer, det at tilhøre en etnisk minoritet, der er blevet diskrimineret imod og endelig at leve i et samfund med økonomisk og etnisk forskellighed. Undersøgelsen bærer stærkt præg af amerikanske forhold.

Race er således centralt i deres begreb om etnisk forskellighed. Omvendt betyder religiøs forskellighed i amerikansk forstand noget andet end i europæisk sammenhæng. Her spiller sikkert deres tradition for sameksistens mellem flere protestantiske retninger, f.eks. baptister, metodister o.s.v., ind. Med dette forbehold kan man dog alligevel bruge undersøgelsens data til at forstå perspektiverne i den udvikling som Danmark/Europa er inde i.

Alesina indleder med at referere og indrage andre socialkapitalsforskeres konklusioner.

Alesina finder, at folk har svært ved at stole på andre, der er forskellige fra dem selv – forskellige former for “familiaritet” fremmer med andre ord tillid.

Dette forhold fremføres af Coleman (1990) og underbygges af empiriske studier af Barr (1999) samt Glaeser (2000). Desuden finder Alesina og La Ferrara (2000) at samarbejdet i heterogene samfund (multietniske) er lav. Desuden finder Alesina, Baqir og Esterly (1999) at: “kommunal politik er mindre effektiv i heterogene (multietniske) områder i USA. Baggrunden menes at være, at i heterogene samfund har befolkningsgrupperne sværere ved at ved at dele og finansiere fælles goder:…fordi de ikke stoler på hinanden”. La Porta og andre (1999) viser at kvaliteten af regeringsførelse er større i mindst fragmenteret samfund. Esterly og Levine (1997) viser i deres undersøgelser at den økonomiske vækst er mindst i etnisk fragmenterede samfund (for henvisninger, se i link til artikel nedenfor).

Tidligere undersøgelser viser altså, at økonomisk forskellighed ikke har lige så stor betydning for tillid som etnisk forskellighed.

Alesina og La Ferrara finder i forlængelse heraf i deres data fremlagt i Who Trusts Others? følgende: Billedet viser, at høje værdier af tillid i det nord/nordvestlige og lav tillid i det syd/sydøstlige. Staterne med de højeste procenter af besvarelser, som lyder “stoler generelt på andre” er North Dakota. Staten med den laveste besvarelse er Delaware. På top “5 listen” for en sådan tillid finder vi Montanta, Minnesota, South Dakota, og Wyoming. Disse stater er alle meget homogene såvel racemæssigt som etnisk og viser relativt lave forskelle m.h.t. indkomst. Blandt de stater med lavest tillid finder vi Mississippi, Alabama, Arkansas og North Carolina – alle stater med etnisk og racemæssige fragmenterede befolkninger og med en meget ulige indkomstfordeling (s.9). Dog viste de tidligere undersøgelser, at økonomiske forhold ikke spillede en lige så negativ rolle for tillid som etnisk heterogenitet.

I konklusionen af Who trusts others?, der her igen må siges at være bundet til en amerikansk kontekst, lyder det derfor: […] Den negative effekt af heterogenitet skyldes primært den kendsgerning, at individer har større tillid til dem, der er mere ensartet i forhold til én selv.

Baseret på alle disse resultater – kan man så konkludere, at hvis en person flyttes fra et mindre til et mere homogent lokalsamfund, vil han eller hun stole mere på andre? Dette er naturligvis et meget vanskeligt spørgsmål, men resultaterne er ikke i modstrid med et bekræftende svar. Det siger sig selv, at dette ikke er et forslag til politik eftersom fordelene og ulemperne ved at fremme mere eller mindre homogene samfund er et meget komplekst og ømtåleligt område – fordelene på kort sigt har muligvis en pris på længere sigt. Det vil sige, fordelene ved et mere homogent lokalsamfund i form af øget social harmoni, har muligvis på længere sigt den pris, at “smeltediglen” mislykkes og opvejer så muligvis enhver stigning i tilliden på kort sigt.

Disse betænkeligheder eller idealer omkring succesen af “the melting pot” må siges at være en amerikansk overvejelse uden betydning for f.eks. Danmark (jvf. i øvrigt den kommende anmeldelse af B. Schwarz The Diversity Myth).

Man finder altså, at etnisk fragmentering og lav tillid følges ad.

Den tillid, der er afgørende for sikring af samarbejde, opbygning af længerevarende solidaritetsforhold og fællesskab, undergraves ved etnisk fragmentering.

Hvis disse data overføres til Danmark, må man som udviklingen ser ud nu m.h.t. den fremtidige etniske homogenitet forvente, at opbakningen til f.eks. fælles social- og sundhedspolitik vil bortfalde. Man må således spørge: er der ikke en ende på fragmenteringen af det danske samfund?

Næppe hvis den nuværende udvikling fortsætter og de hidtidige præmisser for udviklingen i Danmark/Europa derved fortsat trues alvorligt. Med de data som Alesina og andre fremlægger må man sige, at danske og europæiske politikere er ved at erodere den sociale kapital i Danmark/Europa. Hele det kulturelle grundlag for velfungerende demokratiske samfund er man således i færd med at smide væk.

– Jens C. Cini