20
feb
Seneste opdatering: 22/2-08 kl. 1602
9 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Tirsdagens debatmøde i Forfatterforeningen med udgangspunkt i Kim Møllers speciale Vejen til Damaskus blev en aften i dialogens tegn, men ikke en aften der flyttede nogle stemmer. Nu betyder dialog jo vistnok blot betyder udveksling af ord, ikke noget der skal føre noget sted hen, hvilket jo bevises af dialogen med islam. Men så længe man taler, får man i hvert fald ikke krumsablen mod halsen, så må kompromiset mellem en treenig Gud, og en guddom der eksplicit ikke har en søn, udskydes på ubestemt tid. Men i Forfatterforeningen var det velgørende at få positionerne trukket lysende klart op og illustreret face-to-face. Jeg vil selvfølgelig udlægge dette lidt mindre pænt, og sige at vi på islamofobfløjen fik vores værste fordomme om akademikereliten bekræftet. Tro mig, vi er verdener fra hinanden. Never the twain shall meet.

(foto © Snaphanen –Fuld størrelse )

M__ller_Trykkefrihedsselskabet__feb_2008_056.jpg

 

Jeg har lidt tendens til synæstesisering af auditive indtryk, så mens jeg prøvede at følge Jørgen Bæk Simonsens rutinerede talestrøm, så jeg de særeste syner. Jeg skuede op mod det smukke maleri i loftet med den sirlige omkransende stukkatering, og se, da så jeg ligesom små lammeskyer af ord som steg op, op og formede en blød, men uigennemtrængelig dyne som gradvist indpakkede det aktuelle emne under diskussion.

Når for eksempel Lars Hedegaard talte om abrogeringsprincippet i Koranen, eller manglen på vellykkede muslimske samfund, så afskærmede JBS’s små skyer af ord effektivt for enhver diskussion om emnet. Emnet forsvandt simpelthen i “kontekst”. Ordet “kontekst” besidder i endnu højere grad end synonymet “sammenhæng” en evne til at pakke virkeligheden ind med efter forgodtbefindende. Find den rette “kontekst”, så har Abdul Wahid Pedersen ikke talt for indførelse af stening for “hor” i Danmark, og Yusuf al-Qaradawi er en tryllekunstner på Disney Channel, og ikke en toneangivende muslimsk lærd der har talt for henrettelse af homoseksuelle. JBS mestrer denne særlige retoriske tilgang på fingerspidserne; han taler sig varm, lyder mere og mere indtrængende, ja, næsten agiterende, men hvad han agiterer for er der ingen der ved. Det kan dog konstateres, at kedelige, konkrete ting som abrogation, uswa hasana, al-insan al-kamil (Muhammed som forbillede og perfekt menneske) eller Koranversene 9:111, 9:29 og 9:5 ikke må gøres til genstand for debat. Det er sælsomt at overvære, så meget desto mere fordi JBS er så central en figur som han er, og fordi han udgiver lødige artikler i videnskabelige tidsskrifter, og udgiver bøger på lødige forlag, som det hed sig i en anmeldelse af Vejen til Damaskus. Han siger ikke en hujende fis, så er den ikke længere, reverender talt. Kaliffen har ikke nogen kufta på, og hans bare rumpe er gold som den saudiarabiske ørken.

Det skal dog nævnes, at helt centralt i hans retorik er på én gang en flytning af debatten op i nogle luftige metasfærer, som jeg nævnte, men dette sker samtidig med at han fokuserer ned på mikroniveau, nemlig den enkelte muslim. Igen og igen messes det liturgisk, at muslimer er forskellige – alle makrofænomener vi ønsker at forholde os til, fordi det er dem som angår os, forsvinder ganske i denne monomane bortrelativisering og hævdelse af diversitet. Aldrig, aldrig udpeges muslimer som eksplicit afskriver shariaen og al dens væsen, som legitimerer frafald fra ideologien, eller muslimske kvinders giftemål med vantro mænd, og som assertivt kan opstille et modværn fra de teksttro (ordet lovskoler eksisterer ikke i JBS’s univers). Hvorfor, kan man kun gisne om. Det mest centrale koncept er at “islam er ingenting”, men kun hvad de enkelte muslimer gør den til. Dette “ingenting” er blevet et mantra, noget som vakte almindelig moro hos de overvejende islamofobe tilhørere.

Nogle smagsprøver på denne retorik, som også hans epigoner Garbi Schmidt og Kate Østergaard har annammet, er nok den bedste illustration – men multiplicér så eksemplerne op, så man forstår hvordan aftenen var opdelt mellem disse to sfærer: Den konkrete med abrogation og bilafbrændinger, og så denne amorfe sky af ord, ord, ord om – ingenting.

Kate Østergaard betoner her pluraliteten:

Muslimer mener alt muligt forskelligt, og som regel helt modsatrettede ting [med eksempel i fejring af “profetens” fødselsdag på en lille ø i Indonesien, og velsignelse ved helgener, LFPC]…. Der er en referenceramme, man kan tale om islam som en referenceramme, som et system af betydninger som muslimer forholder sig til, og der er det klart, at Koranen er vigtig, og også andre islamiske skrifter er vigtige, profeten Muhammed er vigtig, forskellige rituelle begivenheder er vigtige, fordi det alt sammen er noget man forholder sig til. Man forholder sig altså bare ikke ens til dem, ligesom man ikke forholder sig ens til profetens fødselsdag. Så det fælles i fejringen af profetens fødselsdag, det er altså at man forholder sig til profeten Muhammed som en særlig person. Men man forstår ham vidt forskelligt.

I modsætning hertil tager Lars Hedegaard udgangspunkt i konsekvenserne for os vantro, som må være vores relevanskriterium i valget mellem tolkninger, samt i magtforholdene igennem historien:

Den danske universitetselites påstande om at islam ikke har nogen kerne, ikke har noget uforanderligt element i sig, og derfor ikke er noget, støder jo desværre an mod islams selvforståelse, og der er det vigtigt at holde sig for øje, at hvis det er sådan, at islam ikke er andet end tolkninger, så er alle tolkninger jo i udgangspunktet lige gode, lige valide. Det betyder, at Osama bin Ladens, Talibanernes, al-Qaedas, Hizb ut-Tahrirs, wahabisternes, salafisternes, alle mulige andres tolkninger, er lige så gode, eller faktisk bedre end, Jørgen Bæk Simonsens. JBS har nu ingen ret til at tolke islam, da han ikke er muslim. Det vil altså sige, at vi kan vælge hvilken tolkning vi lægger vægt på, hvis vi skal tage JBS på ordet, og der vil jeg som dansker, som modtager af islamisk påvirkning udefra, naturligvis vælge den tolkning som har mest indgribende betydning for mit liv, dvs. den mest voldsomme tolkning af islam, dvs. den som sætter sig igennem ved rå vold, fordi sådan er disse diskussioner i islams 1400 år historie jo altid blevet afgjort. Den herskende tolkning er den der kan sætte sig igennem på gadeplan, med de fleste slagsmål.

At se videoen fra debatten igennem kan være uhyre instruktivt. Man opdager således usikkerheden i kropssprog og stemmeføring, især hos de to kvindelige paneldeltagere fra islamforskningens verden. Kære læser, De skal nu se hvorledes en tydeligt trængt akademiker, måske utilpas ved at befinde sig blandt fjender, skal prøve at afvise koblingen mellem den danske intifada, og Muhammed som forbillede. Er dette det ypperste som dansk islamforskning kan præstere?

(14:50) Jannik Kofoed (ordstyrer): Så vil jeg godt spørge dig, Kate Østergaard, når du siger at man, det er bare ligesom for at finde en forklaring på hvorfor nu vores cykelskur er blevet brændt inde på Nørrebrogade der, og skolerne andre steder, hvis det er rigtigt at hun ikke kan vurdere profeten moralsk, dvs. om han er løgner, en landevejsrøver, og en voldtægtsforbryder og alle de der ting, ik’, med vor tids øjne, ik’, men hvis det nu er sådan at han er et forbillede, kunne du så strække den til at sige at de folk som har brændt skoler og cykelskure og den slags af føler at der er mere frit slag i bolledejen fordi den slags er ikke forkert hvis profetens eksempel skal efterleves? Ja, det var plat, hva’?

Kate Østergaard: Altså, først må jeg sige, at mig bekendt så er der ikke nogen profethistorie der omtaler afbrænding af skoler, og heller ikke af cykelskure, så det bliver lidt svært at finde et fornuftigt belæg for at profetens sunna skulle få en til at brænde skoler af, og selvfølgelig så kan jeg jo ikke svare på hvilke begrundelser de pågældende personer der går og brænder skoler af de nu har …

Man må så også afvise enhver kobling mellem 9/11-kaprerne, og Muhammeds eksempel: Flyvemaskinen var ikke opfundet på “profetens” tid. Dansk islamforskning anno 2008, på et højt intellektuelt niveau.

Den opmærksomme læser vil erindre, at Rune Engelbreth Larsen for kort tid siden brugte nøjagtig samme undvigemanøvre i en radiodebat med Lars Hedegaard, som vi omtalte her. Spørgsmålet om generelle karakteristika ved islam forsøges undviget ved at flytte fokus til detaljerne, og så afvise det generelle ud fra uoverensstemmelser mellem disse.

Instruktivt.

Det kan være særdeles nyttigt at gå i dybden med et af JBS’s indlæg, fordi han her udstiller sin uformåen i forhold til konkrete spørgsmål på pinlig vis.

(13:00) Spørger: Som vi har hørt, er islam ingenting i sig selv, deriblandt profetens eksempel for de rettroende, som er beskrevet i sira, Ishaq, jeg har læst den i engelsk oversættelse, og i al-Tabari. Mit spørgsmål er, hvordan kan de blodige begivenheder stå som et godt eksempel for muslimer og ordentlige mennesker i dag, JBS?

Jørgen Bæk Simonsen: Ja, dertil er der først to korrektioner, et, denne her anmeldelse kommer ikke fra Syddansk Universitetsforlag, men i det tidsskrift der hedder tidsskrift for Islamforskning, der intet har at gøre med SU, det er så, det er så en misforståelse. Men den anden misforståelse, det er, siraen er ikke en af rødderne for noget som helst andet, end det er en bredt sammensat skildring af profeten M. Sunnaen derimod, er fuldstændig rigtigt opfattet normativ, og derfor vil det, som Kate så glimrende har illustreret, helt afhænge af hvem du er, hvor, så er der altså et utal af muligheder for at søge det forbillede du gerne vil have. Hvis du vil have én type forbillede, kan du uomtvisteligt, med stor sandsynlighed finde nogle traditioner. Hvis du vil have en anden, kan du finde andre. Og dét der jo er så befriende, det er, at den diskussion er så den diskussion der har præget den islamiske verden, fra dens fødsel, til dags dato. Og det vil den, efter alt at dømme, blive ved med. [Kunstpause]. Og længere er dén ikke.

Spørgeren stiller altså nogle meget specifikke spørgsmål om sammenhængen mellem bestemte begivenheder i dagens verden, og Muhammed som forbillede. JBS’s svar kan opdeles i sine komponenter:

Ja, dertil er der først to korrektioner, et, denne her anmeldelse kommer ikke fra Syddansk Universitetsforlag, men i det tidsskrift der hedder tidsskrift for Islamforskning, der intet har at gøre med SU, det er så, det er så en misforståelse.

Rettelse af bibliografiske data uden relevans for det konkrete spørgsmål.

Men den anden misforståelse, det er, siraen er ikke en af rødderne for noget som helst andet, end det er en bredt sammensat skildring af profeten M. Sunnaen derimod, er fuldstændig rigtigt opfattet normativ,

Korrektion vedrørende status af de forskellige kildegrupper, men en bekræftelse af Muhammeds normative status.

og derfor vil det, som Kate så glimrende har illustreret, helt afhænge af hvem du er, hvor, så er der altså et utal af muligheder for at søge det forbillede du gerne vil have. Hvis du vil have én type forbillede, kan du uomtvisteligt, med stor sandsynlighed finde nogle traditioner. Hvis du vil have en anden, kan du finde andre

Så sættes relativeringsmaskineriet i gang. Alt er relativt, intet er mere fremtrædende eller karakteristisk end noget andet, og: ingen perspektivering efter magtforhold og voldspotentiale. Og intet sandsynliggøres ved eksempler.

Og dét der jo er så befriende, det er, at den diskussion er så den diskussion der har præget den islamiske verden, fra dens fødsel, til dags dato. Og det vil den, efter alt at dømme, blive ved med.

Sådan har det altid været, og sådan vil det forblive.

Og længere er dén ikke.

Så får du ikke mere for denne 25-øre.

Dette er varm luft. JBS har intet forklaret, men har kun bortrelativiseret specifikke, politisk sensitive fænomener. JBS har leveret en sludder for en sladder. Det er for ringe, Jørgen Bæk Simonsen.

Men han ved det godt selv. Prøv at se hvordan bluffen lyser ud af ham ved den sidste sætning. Spørgsmålet er bare, hvorfor bluffer du, Jørgen?
(LFPC) (mere følger………………..)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Historyman

    Hej Snaphane

    Det jeg syntes at han JBS slap af sted med var at han kunne angribe Kim Møllers bog, om ikke at have nok indsigt i islamforskningen, for simpel, manglende dybte i hele studiet. Der efter fik han støtte af Gabi Schmidt og Kate Østergaard i påstanden om at Islam ikke kan konkretiseres, ikke har en essens. Det vil sige, at det han beskylder Kim Møller for er, at han ikke har nok kendskab i eller til religionen Islam, der ikke har nogen essens eller kerne. Derfor kan man ikke hænge ham(JBS) op på det paradigmeskifte han har fortaget. Det der gik galt og som JBS mestre er at forsamlingen og spørgerne vedvarende blive ved med, at tale om konkrete handlinger/hændelser i dagligdagen, mens JBS hele tiden taler inden for en forsknings tradition og opfattelse, med rod i en kulturrelativistisk/multikulturel tilgang, hvor der netop ikke er nogle objektivt videnskabelig sandheder. Det er så problematisk at den humanistiske/samfundsvidenskabelige forskningsverden er faldet for disse tilgange. (P.S. Jeg er selv cand.mag i historie og jeg begræder vores fags videnskabelige udhulning)
    mvh. Historyman

  • Søren Rasmussen

    Jeg var desværre ikke til mødet, men det er jo grotesk, at Bæk Simonsen kan slippe af sted med at overlade det til enkelte muslim, hvordan man fortolker islam. Vil det sige, at det også er den enkelte nazist, der egenhændigt fortolker, hvorledes vi skal opfatte nazismen?

  • “Der efter fik han støtte af Garbi Schmidt og Kate Østergaard i påstanden om at Islam ikke kan konkretiseres, ikke har en essens. Det vil sige, at det han beskylder Kim Møller for er, at han ikke har nok kendskab i eller til religionen Islam, der ikke har nogen essens eller kerne. Derfor kan man ikke hænge ham(JBS) op på det paradigmeskifte han har fortaget”.

    Jeg er ikke sikker på at jeg forstår dig ret her. Jeg har ikke læst specialet, så vurderingen vil jeg ikke komme ind på, men at konkludere at islam ikke har en essens fordi han “fik … støtte af Garbi Schmidt og Kate Østergaard i påstanden om at Islam ikke kan konkretiseres, ikke har en essens” er for overfladisk. Akademikere er mennesker lige som alle andre, og ligger også under for ting som medløberi, berøringsangst og politisk korrekthed. Disse tre repræsenterer utvivlsomt en bred tradition indenfor islamforskningen i dag, men at gøre tre eksempler til bevis på ikke-essens som gospel truth holder ikke i shariaretten. Der er utallige andre nutidige forskere med andre tilgange til og andre konklusioner end disse tre, f. eks. Ibn Warraq, Mehdi Mozaffari, Tina Magaard, Bat Ye’or, Andrew Bostom, Walid Phares m. fl. Hos dem kan du finde forholden sig til makrofænomener og -konsekvenser af islam, og ikke den luftige sludren jeg omtaler.

    Jeg forstår ikke dit “Derfor kan man ikke …”. Hvor kommer denne logiske konklusion fra?

    “Det der gik galt og som JBS mestre er at forsamlingen og spørgerne vedvarende blive ved med, at tale om konkrete handlinger/hændelser i dagligdagen, mens JBS hele tiden taler inden for en forsknings tradition og opfattelse, med rod i en kulturrelativistisk/multikulturel tilgang, hvor der netop ikke er nogle objektivt videnskabelig sandheder”.

    De “konkrete handlinger/hændelser i dagligdagen” er virkelige fænomener, og som sådan også relevante studieobjekter. At sniksnakke sig væk fra fænomenerne hver gang de bringes frem, er uhæderligt og en uforskammethed mod de der ønsker svar vedrørende disse hændelser. Der er er en verden udenfor JBS et al.s fluffy-bunny-cloud-cuckoo-land. Derfor er JBS’s tilgang i bedste fald utilstrækkelig, hvis den ikke kan eller vil forholde sig til fænomenologien i sin helhed. Når så forskeren under en national krise uden sidestykke i mange år optræder side om side med de værste af de værste ekstremister, så er der al grund til at sætte spørgsmålstegn ved hans rolle som forsker, frem for som apologetisk aktivist.

    Hvis du var til stede ved debatten husker du også eksemplet med de indonesiske muslimer som fejrer Muhammeds fødselsdag med at spise vildsvin og drikke vin. Dette var nedladende og manipulerende, fordi det ikke siger noget om islams praksis i almindelighed, og var designet til at ramme os på vores fordomme. Du husker så også Torben Hansens afvisning af dette, og at Kate Østergaard ikke kunne sige noget til dette. Luftighed og relativisering er en teknik som fjerner fokus fra ligheder, og sætter det på forskelle, uden at forholde sig til hvad der tegner reglen, og hvad der blot er undtagelser.

    Der kommer video op senere, samt nogle eksempler på replikker fra disse paneldeltagere (LFPC).

  • Historyman – interessant nok var det jo historikerne (tre) mod islam forskerne. De første var ret konkrete (hvad jeg har genset på videoen) – de andre, tjah, se LFPC ´s overskrift.

    Jeg regner med at en udførlig video kommer online indenfor en lille uges tid.

  • Søren Rasmussen

    Vi ser frem til videoen.

  • Sverre

    Hvorvidt Islam har en essens eller ikke er i praksis uinteressant. Hva som bekymrer er Islam’s tendens.

  • Historyman

    Hej Steen

    Min pointering om at Jørgen Bæk Simonsens slap for at stå til regnskab for den ændring han har fortaget i sin forskning, hviler netop på Kim Møllers BEVIS på at JBS omkring 1989/90 begynder at ændre sin forsknings metode. Jeg mener netop, at Kim Møller har ret, og at det angreb JBS kom med mod Kim Møllers speciale, om manglendene dybte forståelse af islamforskningen ikke blev relateret til forståelsen af kilderne (Koranen,haditen, m.m.) men at JBS hele tiden snakkede uden om, han søgte mer eller mindre “tilflugt” i micro studier af islam udøvelse i dag.
    Når jeg brugte “derfor” er er det mere en referance til den manglende debat af Kim Møllers grund konklusioner, i min opfattelse benyttede JBS og Garbi Schmidt og Kate Østergaard tiden på at beskrive den arbejdsmetode de nu benytter, dvs. sociologisk tilgang, micro studie tilgang, m.m. De kunne hele tiden fastholde at de skam stadiget forskede i islam, men bare på et tættere, mere kontekst nært nivau.
    Kim Møllers grundtese om at JBS har forladt kildekritikken/kildetolkningen blev forbigået ved at snakke noget andet. Ved at flankere sig med to “forskere” med en antropologisk/sociologisk tilgang “druknede”, i min opfattelse hele diskusionen i videnskabs opfattelser.
    De ældre herre (foran) vedblev med at henvise til at man skulle se på det konkrete, det relle, og tolke/analysere ud fra dette. JBS kunne med hjælp af sine sekundanter (Schmidt & Østergård) heletiden undgå at tale om sin forsknings ændring, men i stedet gøre diskussionen til en om vores opfattelse af islam/muslimer.
    Jeg giver dig fuldkommen ret når det gælder Torben Hansen og Lars Hedegaard, de ramte plet(dvs. at de forholdt sig til konkrete forhold), med henholdsvisningerne til koranen (kilden) og til de franske No-go områder (nutidig hændelser).
    Problemet med “Bæk Simmonsen” er at han har en professor titel, og er der udover bakket op af religions forskerne Tim Jensen (han blev edderspændt sur, jeg kørte lidt foran ham og hans kærste på vej hjem, og han himmlede op hele vejen fra Strandgade til Højbro plads)og Michal Rothstein som begge har den samme kultur relativistiske tilgang. Med deres positioner kan de majorisere den officielle(statslige) debat. Der er jo ingen der vil invitere Kim Møller fremfor Jørgen Bæk Simonsen når der skal diskuteres islam. Uffemanden har jo også direkte referet til Bæk Simonsens bog “Hvad er islam” som hans kilde. Hvilket forklare den del !!!

    Ja jeg husker også Torben Hansens kommentar til flæskestegen og vinen, hvor islams dominans endeligt ville sætte sig igennem overfor lokale skikke og med tiden reducere eller fjerne dem. Kate Østergård er et af de største blålys jeg nogen sinde har hørt. Men jeg tror at hun udfylde sin rolle, nemlig at fjerne debatten fra JBS`s egen forskning. Vi kom til at tale om hvad der var islam forskning er, frem for at konkretisere omkring Jørgen Bæk Simonsens forskning.
    P.S. Jeg glæder mig også til at videoen fra mødet.

    Mvh. Historyman

  • Pingback: »Julia Caesar, som hatar det mångkulturella samhället« « Snaphanen()

  • Pingback: Eurocool « Snaphanen()