3
mar
Seneste opdatering: 3/3-08 kl. 2029
9 kommentarer - Tryk for at kommentere!

En skæbnetime for europæisk antidhimmitude. Den hollandske regering ryster på hånden og forsøger måske det utænkelige: Forhåndscensur foranlediget af protester fra muslimer, der end ikke har set filmen. Man må antage at dette desperate tiltag vil være forgæves i en online verden, hvor Wilders formentlig har sikret sig med kopier af filmen på udenlandske servere. Det er knald eller fald for dhimmiregeringen – slipper den ud på trods af censurforsøget, er den sikret endnu mere indædt distribution. Holland 2008 – Danmark lidt længere nede i afgrunden om føje år? Fra De Telegraaf, via Gates of Vienna: (LFPC)

The Hague — The cabinet is examining legal possibilities for banning the anti-Koran movie by Geert Wilders before it is be shown. Thus reported sources close to the council of ministers.

The Country Solicitor [Land Advocaat] mapped legal grounds to ban Wilders’ movie. A court case would not have to be a lost case, due to pressure from abroad. Therefore, the government can ask the court to ban the movie for reasons of state security and public order. Even though a preventive ban didn’t get ministerial approval last Friday, the idea hasn’t been swept from the table, according to insiders. Within the cabinet opinions are divided whether or not Wilders should be muzzled beforehand.

Within the PvdA [labor or socialist] party there is resistance against this idea. Amongst others, vice prime minister Bos points to freedom of speech, and wants to act harshly afterwards. Legal advice for this has already been obtained. The PvdA leader points to the responsibility of Mohammedan nations to prevent violence directed at the Netherlands.

More support for a preventive ban can be found within CDA [Christian democrats] circles. Besides the prime minister, minister Verhagen (Foreign Affairs) is also scared to death of the many ominous reports. Information provided by the intelligence services points to serious dangers for Dutch nationals and companies in a number of Mohammedan nations. Danger also exists within our national borders.

Sanctions

Nevertheless, opinions vary throughout the parties. PvdA Ter Horst (Internal Affairs) and Koenders (Development countries) would like a preventive ban. Koenders had to cancel a trip to Somalia due to security risks. Possible ban on Wilders movieDutch government could ban anti-Islam film

 »Hvad  hjertet  er  fuldt af……«

Tager  DR forskud  på den afbigt Politiken vil gøre, når 1000 muslimer  demonstrerer “mod hånen” på fredag ?

Kl. 18.30 bragte TV Avisen et indslag om den fornyede debat om tegningerne. Efter et indslag med en redaktør fra dagbladet Politiken omtalte oplæseren Jyllands-Postens initiativ som “en provokation”. DR’s nyhedschef, Ulrik Haagerup, beklager i dag ligeledes fejlen.  –   “Det var en smutter. Det var ikke bevidst. Det kan jeg sige med sikkerhed. Det var afsmitning fra indslaget med en redaktør fra Politiken, som havde det synspunkt. Men vi skal jo netop være neutrale. Vi er meget opmærksomme på, at netop denne sag er meget følsom,” siger Ulrik Haagerup.

.
TV Avisen kaldte JP-tegninger “provokation”

Politikens  oplag i frit  fald

Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden er en skarp debattør på tv-skærmen, men sælge aviser kan han ikke for tiden. Politikens oplag er faldet med 9,3 procent fra andet halvår af 2006 til andet halvår af 2007, viser de kontrollerede oplagstal fra Dansk Oplagstal. 180 Grader

Jeg ville  allerede for to år siden have  rådet min barndoms avis til at skifte chefredaktør. Heller ikke på dette felt  konsulterer man os.

“De voldelige efterkommere”

 Drop dansk selvgod forståelse og stil krav til muslimske drenge. Efterkommere har nu større syv gange større kriminalitet end etniske danskere.
Af  kulturpsykolog, cand. pæd. psych. Kirsten Damgaard og børneforsker, cand. rer. soc. Carsten Ringsmose, Altinget.dk

Voldskriminaliteten blandt efterkommere, som er født, opvokset og opdraget i Danmark af tilflyttede forældre, er syv gange så omfattende som blandt etniske danskere. Problemet kræver analyse og indgriben hvis vi ikke vil svigte de unge efterkommere fatalt. Blandt andet politikeren Hamid El Mousti og forskeren Mehmet Ümit Necef har delagtiggjort offentligheden i, hvorledes de muslimske etniske miljøer er præget af accept af vold.

Medens det i den offentlige debat har været en lige så almindelig som forkert påstand, at de fremmede ikke var mere kriminelle end etniske danskere, så påpeger Danmarks Statistik i den seneste opgørelse af fremmedkriminaliteten, at “både mænd og kvinder af udenlandsk oprindelse i alle aldersklasser har en højere kriminalitetshyppighed end befolkningen med dansk oprindelse og befolkningen under et. Højest lå gruppen af mandlige efterkommere med 14,8 % , mod indvandrere med 8,1 % og personer af dansk herkomst med 5,3 %.”1). Det siger unægtelig noget helt afgørende om en fejlslagen indførelse i dansk kultur og samfund.

Vi ser udøvelse af vold parallelt med, at voksende grupper af muslimer ikke anerkender politiets autoritet og retsvæsenets monopol på straf, fordi disse muslimer ikke er mentalt integreret. Det er unge mænd som anvender vold og trusler overfor hinanden, i familien, mod medborgere og offentlige myndigheder.

Formand for Det Kriminalpræventive Råd Eva Smith udtalte i anledning af udgivelsen af en rapport i 1998 om indvandrere og kriminalitet: “Vi skal vide hvad der er i vejen, før vi kan behandle problemet… vi gør ikke nogen af parterne en tjeneste ved at holde mund … der er både kulturelle og sociale årsager til deres kriminalitet. Derfor må vi tage en debat i stedet for at skjule tallene” (BT 1. okt. 1998 ). Ud fra denne konstruktive basis vil vi med vores mangesidede erfaringer på integrationsområdet beskrive nogle mulige sammenhænge som bidrag til et nyt handlegrundlag.

Muslkimske drenges rolle som “prins” skaber mod-identitet
Dette dybt deprimerende billede, inspirerer os til de overvejelser, vi nu fremlægger. Spørgsmålet er: Kan man angive rimelige grunde til denne meget store voldelige aktivitet blandt mænd med udenlandsk baggrund, som er født, opvokset og opdraget i Danmark? – Hvis vi ikke kan det, så kan vi heller ikke kvalificeret gribe forandrende ind i dette alvorlige fremtidsperspektiv: At en meget stor del af drenge med anden etnisk baggrund, som er født og opvokset i Danmark, tydeligvis viderefører et mønster med vold som “løsning” på uoverensstemmelser.

De samme drenge antager samtidig en mod-identitet, godt hjulpet på vej af kombinationen af forældrenes opdragelse til “at prinse den” blandet med en modstand mod vestlige værdier, og støttet af “hjælper-branchens” etik udmøntet i en alt for favnende respekt for det anderledes.

Vi vil her især fremhæve den forestilling om “berettigelse” der dominerer drengesocialiseringen i hjemmet og det omgivende etniske miljø. Narcissisme indbygges i langt flere indvandrerdrenge af muslimsk herkomst end i drenge fra eksempelvis kristne, hinduistiske eller buddhistiske familier, netop ved den højere status og den magt den muslimske kulturkreds tillægger hankønnet.

Lærere observerer de umodne ønsker om en umiddelbar tilfredsstillelse eller en god karakter uden en forudgående rimelig personlig indsats. Pædagoger beretter om hvorledes drenge af al magt forsøger at undgå, hvad de anser for nedværdigende kvindearbejde, og bruger kultur som argument for ikke at skulle behandles på lige fod med danskere. Ligeledes i fritidslivet, hvor man fx må have selvstændige muslimske grupper i spejderarbejdet, for man oplevede i spejdersporten – ligesom i anden sport – de samme udslag af kultur i psyken:

Drengene kan ikke magte at tabe, de bliver urimelige, rasende og mener sig i deres surhed berettigede til at blæse på alle aftaler. Og de kan slet ikke holde ud at tabe til etniske danskere, altså ikke-muslimer. Fodboldtrænere har i årtier beskrevet problemer med muslimske fædre, der lover dommerne tæv og udviser manglende accept af den autoritet og de vedtagne rammer, der styrer fodboldspillets afvikling.

Tre gange højere kriminalitet hos mandlige efterkommere
Denne forestilling om at være berettiget til noget uden indsats, eller at være hævet over vedtagne regler, er mere udbredt hos 2.generation af muslimske drenge end hos 1.generation. Forestillingen har udover opdragelsen at gøre med den tiltagende islamisme i Mellemøsten og Europa, der ønsker dominans.

Der er en voksende tendens fra muslimers side til ikke at ville være en del af “os”, men være noget særligt. Margit Warburg professor i religionssociologi på Københavns Universitet påpegede i øvrigt også i en tale på en international konference i sommer, at det er særlig vanskeligt for muslimer at forandre deres identitet. Det er fx sådanne forestillinger om et muslimsk fællesskab over danskere der bringer indvandrerdrenge i karambolage med redningsfolk i storbyer, hvor drengene forsøger at dirigere med og bestemme over redningsarbejderne.

En ungdomsleder har også fortalt, at han må tage udenbys i bus med indvandrerdrengene for at træne skøjteløb indtil de mestrer de helt elementære teknikker, for sådan som deres social karakter er konstrueret til at være, kan de ikke tåle at blive grinet ad når de falder – af det modsatte køn og af “dem”.

Mandlige efterkommere er altså næsten tre gange (2,79 gange) så kriminelle som etniske danskere og næsten dobbelt så kriminelle som indvandrere. Den høje kriminalitet blandt efterkommere er også et varsel om endnu større problemer i fremtiden, fordi et betydeligt antal normbrydende efterkommere endnu er under den kriminelle lavalder, og deres kriminalitet er altså ikke medregnet. Medens efterkommerne, som i opgørelsen kun udgør 0,76 % af befolkningen tegner sig for 4 % af straffelovsovertrædelserne.

Disse erfaringsbeskrivelsers afgørende pointe, nemlig muslimske drenges kunstigt opblæste selvopfattelse, som gør dem ekstremt følsomme overfor selv små nederlag, bekræftes empirisk af det iøjnefaldende store frafald blandt normaltbegavede drenge på gymnasier og erhvervsskoler. De kan hverken overtale sig selv til at knokle eller acceptere et selvbillede med en (midlertidig?) bundplacering. Samtidig gør det selvfølgelig ondt værre, at blive rubriceret på taberholdet af pigerne fra både det etniske og det danske miljø. Vi vil hævde, at kulturbestemte træk i drenge-opdragelsen peger hen imod en forklaring på, at disse drenge ofte udvikler en mere voldelig og destruktiv adfærd.

Familien skaber ‘opblæst’ selvværd hos drengene
Det var gennem mange år en temmelig dybt rodfæstet fejlopfattelse indenfor både dansk og international, pædagogisk tænkning, at hvis børn og unge voksede op, og fik en adfærd, som var aggressiv, provokerende og voldelig, så skyldtes det disse børn og unges manglende “selvværd”.

Denne opfattelse nød en så udbredt anerkendelse, at man end ikke problematiserede og diskuterede den, før en gruppe amerikanske forskere fik den gode idé faktisk at spørge: Er denne sammenhæng nogensinde eftervist i undersøgelser? Første trin i forskningsprojektet blev at undersøge, om der noget sted i verden var foretaget undersøgelser, der dokumenterede en sådan sammenhæng. Det viste sig – overraskende – ikke at være tilfældet. Og næste trin blev naturligvis at spørge: Er forestillingen om denne – udokumenterede – sammenhæng overhovedet rigtig?

Den videre undersøgelse førte forskerne frem til den modsatte og langt mere overbevisende sammenhæng: Det er ikke børn og unges manglende selvværd, som gør dem destruktive og voldelige.

Der er tværtimod tale om, at hvis børn og unge får opbygget et kunstigt opblæst, urealistisk selvværd, så kan de blive destruktive og voldelige, når det høje “selvværd” frustreres i mødet med virkeligheden. Forskerholdets nye og helt afgørende erkendelse blev derefter gjort til genstand for en række eksperimentelle, psykologiske undersøgelser, som bekræftede den nyopdagede sammenhæng.2)

Når vi søger en forklaring på, hvorfor mandlige efterkommere har en volds-kriminalitet, der er syv gange så stor som den tilsvarende kriminalitet hos etnisk danske mænd, så finder vi, at den allerede skildrede traditionelle opdragelsespraksis overfor muslimske drenge er en væsentlig årsag som et stykke “displaced culture”, som ikke fungerer dér, hvor holdningen eller handlingen nu udfoldes.

De muslimske drenge opdrages på en måde, som automatisk forsyner dem med en status og betydning, som udelukkende skyldes deres køn. De opdrages endvidere med det synspunkt, at de har en særlig status og betydning i kraft af deres religion. Begge disse opdragelses-elementer kommer i alvorlig konflikt med et samfund, hvor drenge-opdragelsen ellers er præget af, at man ikke opnår status og betydning, medmindre man konkret præsterer noget, samtidig med at ens evt. religion, anses for et personligt anliggende og aldrig medfører ekstra status.

På denne måde bliver de muslimske drenge ramt af, at hverken deres høje status som drenge eller deres høje status som muslimer anerkendes i det danske samfund. Kåre Bluitgen illustrerer den samfundsmæssige side af dette dobbelt-nederlag, når han i bogen “Til gavn for de sorte” fortæller, at en muslimsk elev spørger: “Hvorfor har Allah skabt de muslimske lande fattige og de kristne rige? Hvorfor er der så mange muslimer, der vil bo i et vantro land, men ingen derfra, der vil bo i vore lande?”

Drengene må som eleven erkende, at forestillingen om deres overlegne tro og kultur åbenbart ikke holder. For de ikke så velbegavede, hvor det langsigtede mål i livet står mindre klart, vil det på kort sigt være lettere at “skyde budbringeren” og vrænge ad uddannelsesinstitutionernes værdier end at ændre sine prioriteter i forhold til behagelighed eller reflektere over egen tilgang.

Kriser, i form af konfrontationer med den samfundsmæssige virkelighed, vil derfor fortsætte med at opstå og give drengene frustrationer, som kan føre til aggressioner og vold. Lad os fuldstændiggøre billedet ved at se på voldskriminaliteten blandt mænd. Indvandrerne har en voldskriminalitet, der er 2,8 gange så stor som danskernes, medens efterkommernes voldskriminalitet er syv gange så stor som danskernes – og mere end dobbelt så stor som indvandrernes.

Drop selvgod forståelse og stil krav
Godhjertede danskere bidrager ofte energisk med at tilvejebringe og opretholde grundlaget for dette misforhold, fordi de i stedet for at stille relevante krav, viser accept og roser en indsats, som langt fra er tilstrækkelig. Et fint eksempel kan være, at offentliggørelsen af folkeskolernes karakterer afslørede, at halvdelen af eleverne på Humlehaveskolen i Vollsmose var ude af stand til at bestå folkeskolens afgangsprøver i de basale fag, hvortil skolens “gode” leder Olav Nielsen forklarede, at vi skulle huske på, at det for disse elever med anden etnisk baggrund i sig selv var en stor sejr, overhovedet at gå op til disse prøver!

Et lignende, mere aktuelt eksempel er en igangværende diskussion: Skal ekstraundervisning for elever, som har svært ved at klare sig i gymnasiet eller på handelsskolen være obligatorisk ekstraundervisning, eller skal det være et frivilligt tilbud?  Som man kan udlede af det foregående bliver frivillighed meget let til et fravalg for drenge, der i hjemmet er opdraget autoritært.
 
Den nuværende pædagogiske diskussion, som lægger så stor vægt på anerkendende relationer, skulle måske spørge sig selv:

Er det hensigtsmæssigt at vise accept og respekt for religiøse og kulturelle normer og forestillinger, der er direkte udemokratiske og i modsætning til skolernes formålsparagraffer, eller direkte er i modstrid med pædagogisk viden ?
Er det ikke mere humanistisk at møde disse normer og forestillinger med en klar, ærlig og argumenteret modsigelse, som signalerer en antagelse om intelligens hos eleven?
Bliver al den velmente “forståelse” og “hensyntagen” ikke en blot en bremse for elevens intellektuelle udfoldelse, der hæmmer de nødvendige diskussioner af mål og midler, som kunne lede til erkendelsen af nye veje?
Vi tror, at det nu er nødvendigt at tage ansvar, og at kassere den selvgode holdning, som er præget af uærlig eller uoplyst “forståelse” og “anerkendelse”, og fungerer som smørelse på den glidebane, som fører til disse unges fiasko og nederlag.

Vi skal i stedet stille klare og obligatoriske krav, der ikke skjuler de skolemæssige og sociale færdigheder, der kræves for at opnå succes i et samfund som det danske.

Hvis vi ikke analyserer og handler for at modvirke den situation, som allerede nu er opstået, nemlig at bekymrende mange indvandrere og efterkommeres normer for acceptabel opførsel, ansvar for samfundet og for den personlige integration, er faretruende anderledes end etniske danskeres, så bliver vores passivitet et magtfuldt bidrag til udvikling af det, Hans Magnus Enzensberger overbevisende beskriver i den aktuelle lille bog: “Skrækkens mænd. Et essay om den radikale taber”.

Altinget .dk (mode forfatternes tilladelse)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Anne Marie Buch

    Fantastisk gennemgang. Lige på kornet….

  • Virkelig god kronik!

  • JacobCT

    En spændende og meget logisk tilgang til forklaring af fænomenet med de unge muslimers adfærd.
    Desværre stopper de urealistiske forventninger ikke blot fordi de holder op med at være teenagere…
    Men det må også være hårdt at opleve at ens kulturs overlegenhed ikke rigtig stemmer med virkeligheden.

  • Ane

    Jeg må indrømme at jeg er uenig i bedømmelsen af ordene herover – og ordene i sig selv.

    Fordelen ved internettet er, at man som regel samler sine medspillere på samme hjemmeside, og lader de andre (fx Politikens kernelæsere) holde sig til debatter andetsteds, hvor de er lidt mere i medvind.

    Tilbage til ordene:
    Hvad man glemmer, når man læser statistikken omkring kriminalitet er, at man ikke har medtaget faktuelle oplysninger om de kriminelles bagland; hvad “er” de, ud over ikke-etnisk-danske?
    De har fx samme sociale slagside som “Makrellen” og andre rockertyper (hvis etnicitet ingen betvivler), har haft samme uddannelsesmuligheder som Johnni fra Greve, og har ofte stærkt traumatiserede forældre uden omsorgsevner..
    Dette vil altid være opskriften på kriminalitet – uanset om man hedder Ali eller Brian, om man bor i Bronx, New York, eller blot på Nørrebro i København.
    Derfor ønsker jeg at få en lidt mere nuanceret debat – hvor alle aspekter inddrages, og ikke kun de, der tilfældigvis passer ind i éns politiske dagsorden.

    På forhånd tak! 🙂

  • Simon Børgensen

    @Ane, det er fordi du er en savlende, spytslikkende efterplaprer med dhimmi-adfærd overfor muhammedanerne.

  • T

    Er et stykke hen ad vejen enig!
    Men som tidligere påpeget en noget ensidig fremstilling, der ville vinde ved at blive tilføjet nogle nuancer. Har iøvrigt selv studeret DST’s undersøgelse af kriminalitetsrater og mener umiddelbart at gengivelsen her er strammet betydeligt.

    @Simon Børgesen: hvis du vil tages bare lidt alvorlidt så forsøg at fremkomme med nogle mere saglige indlæg end ovenstående!

  • Ateist

    Sjovt nok kom præcis “Makrellen” IKKE fra et socialt belastet hjem, og der er flere eksempler på at andre prominente fra “Rockermiljøet” som er født og opvokset i de nordsjællandske rigmandskommuner, og børn af veluddannnede forældre.. Så lige den sammenligning holder ikke.

  • Michael

    Uha hvor det lige ramt på kornet her, er helt klart det bedste indlæg jeg har læst om dette ‘varme’ emne!

    Tak for det.

  • Pingback: Emil – hvorfor ikke Hassan? « Ricardt Riis()